Kommentar af 
Anna Libak

Anna Libak: Hellere død end rød

KOMMENTAR: De europæiske socialdemokratier er i krise. Det tyske SPD er et glimrende eksempel på hvorfor. Partiet har reduceret sig selv til talerør for det venstreorienterede kulturborgerskab, skriver Anna Libak. 

De tyske socialdemokrater fik i september det dårligste valg i 50 år, men det får ikke Martin Schultz til at overveje partiets udlændingepolitik, skriver Anna Libak.
De tyske socialdemokrater fik i september det dårligste valg i 50 år, men det får ikke Martin Schultz til at overveje partiets udlændingepolitik, skriver Anna Libak.Foto: /ritzau/Markus Schreiber
Anna Libak
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Hellere død end rød” er et udtryk, som normalt tilskrives højrefløjen.

Studerer man de socialdemokratiske partiers krise i Europa i disse år, må man dog spørge, om ikke det netop er de europæiske socialdemokratiers problem i disse år: De må efterhånden overveje, om de hellere vil være døde end røde.

I Tyskland synes socialdemokraterne ikke at have indset, at det kunne skyldes partiets politik, at det i september fik det værste valg i over 50 år. Nej, SPD giver Merkel skylden. Hun og hendes kristendemokrater har forhindret SPD i at føre klar, rød politik, og SPD er blevet den lille i de sidste fire års storkoalition.

Da de 642 tyske delegerede fra delstaternes socialdemokratiske partiorganisationer søndag stemte for at indlede drøftelser af et regeringsgrundlag med Merkel, skete det derfor også uden begejstring. Helst ville man lade være. Partiet så at sige ofrede sig for fædrelandet, så Tyskland kunne få sig en flertalsregering, og formand Martin Schulz måtte højt og helligt på mødet love at forny partiet og denne gang sørge for, at det i høj grad bliver en SPD-regering.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Alligevel var der hele 279 delegerede ud af de 642, der stemte nej.

Om Martin Schulz' løfter i det lys er nok til at overbevise de 440.000 partimedlemmer, som også skal stemme ja til det kommende regeringsgrundlag ved en urafstemning, må tiden vise. Men uanset om SPD kommer i regering eller ej, så har partiet ingen fremtid som stort parti, hvis ikke det får sig en ny politik.

Det danske socialdemokrati har stor succes med at kombinere velfærd med en stram udlændingepolitik, og hvis Martin Schulz ville det bedste for sit parti, tog han ved lære.

Anna Libak

For problemet er jo ikke Merkel og storkoalitionen. Det bliver tydeligt, hvis man ser på, hvordan det går de øvrige socialdemokratiske partier i Europa.

Jo, i Holland kan socialdemokraterne selvfølgelig give regeringssamarbejdet med Mark Ruttes borgerlige VVD skylden for, at de blev udraderet ved sidste valg, hvor de gik fra en vælgertilslutning fra 25 procent til 6 (seks!) procent. Og i Frankrig kan socialisterne undskylde sig med, at ingen havde set Macron komme.

Vanskeligere er det i Norge, hvor socialdemokraterne tabte valget, selv om de allerede var i opposition. Eller i Østrig, hvor socialdemokraterne havde kanslerposten frem til valget, som de så tabte. Og hvordan vil Renzis regerende socialdemokrater i Italien forklare, at de ifølge alle meningsmålinger står til at tabe til Femstjernebevægelsen eller Berlusconis koalition?

Kort sagt, det går ad Hekkenfeldt til for socialdemokratier over hele Europa. Med to markante undtagelser, som Martin Schulz burde lære af.

Den ene undtagelse er Jeremy Corbyn i Storbritannien, der dog er mere marxist, end han er socialdemokrat, og som har et program, der kun vanskeligt kan spændes for det tyske vækstlokomotiv. Det er renationalisering, borgerløn, EU-skepsis og de-rige-betaler-gildet for alle pengene.

At Corbyn er blevet så populær i Storbritannien, kan kun forklares med Brexit, der har forvirret briternes begreber og udstillet det konservative regeringsparti som et råbekor af indbyrdes modstridende ønsker til Brexit.

Det andet eksempel på succes er såmænd dansk. Det danske socialdemokrati har stor succes med at kombinere velfærd med en stram udlændingepolitik, og hvis Martin Schulz ville det bedste for sit parti, tog han ved lære. For med den tyske forfatter og journalist Alexander Graus ord, så er årsagen til SPD's misere, at det har forvandlet sig fra at være ”den lille mands forsvarer” til et ”talerør for det venstreorienterede kulturborgerskab.”

Det samme kunne man sige om alle de andre nævnte tabende socialdemokratier i Europa. Med Corbyn som undtagelse går deres stemmer derfor nu hovedsaligt til partier, som ønsker sig en strammere udlændinge- og flygtningepolitik. Det gælder også i Frankrig, hvor Macron har vist sig som en strammer af format.

Imidlertid tyder intet på, at Martin Schulz har indset det.

Det sonderingspapir, som SPD og Merkels kristendemokrater er blevet enige om forud for søndagens afstemning, optegner en udlændinge- og flygtningepolitik, der hverken tilfredsstiller strammere eller slappere; arbejdere eller kulturborgerskab.

Det er således lykkedes CDU og CSU at få indskrevet, at man tilstræber en overgrænse for tilvandring til Tyskland på i alt 180.000 til 220.000 flygtninge og familiesammenførte årligt.

For slappere er det en provokation, for så vidt som det ville være i strid med konventionerne at lovgive om det: Konventionerne tilsiger jo, at man skal give asyl og familiesammenføring til dem, der har krav på det, uanset hvor mange de er.

Men heller ikke for strammerne er det en succes. 180.000-220.000 tilvandrede hvert år svarer til en middelstor tysk provinsby. Og det bliver dyrt. Et studie fra det toneangivende Ifo-institut for økonomisk forskning ved Münchens universitet viste i sidste måned, at blot 15 procent af de flygtninge, der siden 2015 er kommet til Tyskland, i dag er i arbejde; og de fleste af dem, der er, har lavtlønsjob. Sammenlagt går en fjerdedel af den tyske socialhjælp, Hartz IV, nu til flygtninge og familiesammenførte, der er kommet til Tyskland siden år 2014. Udgifterne til indvandring forventes i år at ligge på 25 milliarder euro.

Samtidig viser en undersøgelse fra det tyske Ipsos-institut, at 85 procent af de adspurgte tyskere stiller sig tvivlende over for, om ”samfundet er i stand til at muliggøre en god sameksistens mellem Tyskland og flygtningene”. 61 procent forventer stigende kriminalitet, mens 49 procent tror, at det ender med mere had og voldsparathed.

Så er strammerne givetvis mere tilfredse med den familiesammenføringspolitik, som kristendemokraterne og SPD også er enedes om i sonderingspapiret.

Den siger, at også flygtninge med subsidiær beskyttelsesstatus (folk, der ikke er individuelt forfulgte, men er flygtet fra kaos og krig) kan få familiesammenføring, men kun med 1.000 personer om måneden. Det er i praksis en meget stram politik, eftersom mellem 100.000-200.000 personer allerede ifølge det tyske udenrigsministeriums skøn venter på at blive familiesammenført med flygtninge i Tyskland.

De sidste to år har der været stop for familiesammenføring for flygtninge med subsidiær beskyttelsesstatus, og det er grunden til, at køen er så lang. Det vil altså tage familiemedlemmerne rigtig mange år at komme til Tyskland, og køen vil kun blive længere år for år.

Det er et åbent spørgsmål, om familiesammenføringspolitikken i sonderingspapiret er i strid med konventionerne. Da det danske folketing vedtog et treårigt stop for familiesammenføringer for flygtninge med subsidiær beskyttelsesstatus, skønnede regeringen, at man var gået til grænsen. Hvis det tyske forslag bliver til noget, vil det betyde, at nogle i praksis først vil kunne blive familiesammenført om ti år, og så er et treårigt moratorium ikke længere ”at gå til grænsen”.

Det vil givetvis kræve et stort land som Tyskland at udfordre den gældende forståelse af konventionerne. Men hvis en ny tysk regering slipper af sted en sådan familiesammenføringspolitik, vil det vise, at store lande – og ikke bare domstole – sandelig også kan fortolke konventionerne dynamisk, så det, der var ulovligt i går, kan blive lovligt i dag.

Men det bliver ikke SPD, der driver på. For SPD gik til valg på at åbne familiesammenføringer for alle grupper af flygtninge igen. I SPD har der da også været stor kritik af, at kvoten på 1.000 månedligt er kommet med i sonderingspapiret, og SPD-ledelsen måtte søndag love de delegerede at arbejde for, at det blev fjernet i det kommende regeringsgrundlag.

Så når Martin Schulz taler om, at SPD skal have en klar rød profil igen, så er det absolut ikke udlændinge- og flygtningepolitikken, han har i tankerne.

Hvad han så har i tankerne? Ja, som tidligere mangeårig formand for Europaparlamentet og en stor føderalist vil han gerne have styrket EU.

I sonderingspapiret, der indleder med at opregne Tysklands vision for Europa, erklærer Tyskland sig rede til at betale mere til EU. Eurozonen skal styrkes ved at omdanne den europæiske stabiliseringsmekanisme ESM til en egentlig Valutafond, der er under kontrol af Europaparlamentet.

Det er al ære værd og vil blive hilst med begejstring af den sydeuropæiske arbejder, der hader den tyske nøjsomhedspolitik. Men om det også bliver hilst med begejstring af den tyske arbejder er mere tvivlsomt: For det er ham, der skal betale gildet.

Retfærdigvis skal det siges, at Schulz og hans parti også fik enkelte røde mærkesager igennem i sonderingspapiret. Udgifterne til sundhedsforsikring deles ligeligt mellem arbejdsgiveren og den ansatte. 1,5 millioner nye lejligheder opføres inden år 2022. Tyskland ophører med våbeneksport til Saudi Arabien, så længe landet er involveret i krigen i Yemen. Ukrudtsmidlet glyphosat forbydes.

Men det er alt sammen småting, når man tænker på, hvor meget mere partiet havde lovet vælgerne ved valget. Et valg, hvor vælgerne altså ikke desto mindre kun gav partiet 20,5 procents tilslutning – det laveste siden 1949, hvor Tyskland blev en føderal republik.

Man kan ikke fortænke Martin Schulz i gerne at ville i regering. For han får nok aldrig chancen igen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Libak

Udlandsredaktør, Weekendavisen, foredragsholder
cand.mag. i samfundsfag og russisk (Aarhus Uni. 2009), sprogofficer (Forsvarsakademiet 1987)

0:000:00