Anna Libak: Oprør mod kapitalismen fra højre

I mange år har det groft sagt været sådan, at det var venstreorienterede, der gik ind for fair trade, mens højreorienterede gik ind for free trade. Det er der vendt op og ned på med valget af USA's præsident Donald Trump.

Som den udenrigspolitiske kommentator og tv-vært på CNN Fareed Zakaria for nylig gjorde opmærksom på i en klumme, så støtter de fleste af Trumps vælgere faktisk hans handelskrig mod resten af verden.

”Et nyt Republikansk Parti er under tilblivelse. Det er et parti, der er skeptisk over for det frie marked. Det er vigtigt at huske, at det faktisk ikke rigtigt er muligt at gå ind for kapitalisme og være imod det frie marked. Fra Adam Smith til Milton Friedman har alle kapitalismens store teoretikere anerkendt, at frihandel er hjertet i det, der får kapitalismen til at virke. Og de har alle slået på, at toldsatser præcis er den form for statslig indblanding – hvor staten vælger, hvilke industrier der skal favoriseres, og hvilke firmaer der skal belønnes – som producerer ineffektivitet og korruption. Men republikanere har det nu fint med statslig indblanding, så længe den er til fordel for de rigtige,” skrev Zakaria.

Og omslaget er virkelig bemærkelsesværdigt. Lige pludselig lyder Bernie Sanders fra den yderste demokratiske venstrefløj nærmest enig med Donald Trump fra den yderste højrefløj, hvilket de færreste havde set komme.

Forestillingen om globaliseringen som et entydigt gode – globalismen – der har behersket Vesten siden murens fald, har ikke længere har magt over sjælene.

Anna Libak

Så hvordan går det til?

Ja, den gængse forklaring har lydt, at Trump blot ønsker at please sine vælgere i det amerikanske rustbælte, der gerne vil have industriarbejdspladser tilbage til USA. Det var dem, der sikrede ham sejren ved præsidentvalget, og det er dem, han håber på vil belønne republikanerne ved midtvejsvalgene i efteråret, hvor meningsmålingerne ellers har tegnet dystert for Det Republikanske Parti.

Lige pludselig lyder Bernie Sanders fra den yderste demokratiske venstrefløj nærmest enig med Donald Trump fra den yderste højrefløj, hvilket de færreste havde set komme.

Anna Libak

I dén analyse er der tale om ren valgflæsk, hvor man ofrer sine ideologiske principper for at få flere stemmer. Men selvom stemmefiskeri givetvis er en del af forklaringen, så er det ikke nødvendigvis den væsentligste del.

For problemet med øget ulighed ville normalt på højrefløjen blive besvaret med større økonomisk omfordeling og ikke med, at man begrænser frihandelen. Argumentet på højrefløjen var således indtil for nylig, at frihandel gør alle rigere, også industriarbejdere i den vestlige verden.

Branko Milanovics berømte elefantgraf, der viser, hvem der har scoret på globaliseringen mellem 1988 og 2008, viser således ikke, at arbejder- og den lavere middelklasse i USA har tabt på globaliseringen og er blevet fattigere: Den viser alene, at de har fået en yderst beskeden andel af velstandsstigningerne – i grel modsætning til den højere middelklasse og overklassen, der er blevet svimlende rigere.

På højrefløjen ville man derfor traditionelt sige, at svaret på uligheden umuligt kan være at slagte den kapitalistiske høne, der lægger guldæggene: 

Svaret må være en bedre fordeling af guldet. Globaliseringen har trods alt de seneste 50 år på verdensplan løftet flere mennesker ud af fattigdom end de forudgående 500 år, og er i den forstand et mirakel. Udviklingsbistand, go home. Trade, not aid.

Så hvorfor vender Trump og flere i hans inderkreds sig mod markedet alligevel? Som forretningsmand burde Trump da vide, hvor uendeligt meget rigere hele verden er blevet af globalisering? Han får jo selv produceret varer i Kina!

Magtforskydninger i verden
Når Trump og hans inderkreds alligevel kaster sig ud i en handelskrig, skal forklaringen imidlertid findes i, hvad der nu om dage skal forstå ved fair trade. Indtil for nylig betød begrebet, at handelen skulle være fair for sælgeren: Denne verdens fattige, som afsatte deres produktion til de rige lande. Det er ikke det, Trump mener, når han taler om fair trade. Og heller ikke nødvendigvis det, Bernie Sanders mener med fair trade længere.

Nej, de mener, at det skal være fair for køberen. Det vil sige for USA, som ikke vil finde sig i, at dets industrier bliver udkonkurreret af varer udefra, der nogle gange – som i tilfældet med kinesisk stål – er kraftigt subsidieret af staten. Varerne er for billige – men ikke længere, fordi arbejderne i den tredje verden bliver underbetalt, men fordi amerikanerne ikke kan konkurrere med dem.

Det er den omvendte verden. Og det er det, fordi verdensordenen er ved at skifte, og magten forskyder sig fra Nord til Syd.

Fair trade på højrefløjen – og så småt på venstrefløjen – indskriver sig således i dag i det oprør mod globaliseringens negative konsekvenser, som har ramt hele Vesten.

Som Trump og hans støtter ser det, er økonomer magtblinde. Økonomer anser nemlig frihandel og globalisering generelt for et gode, rent win-win, fordi alle bliver rigere. Og for en økonom gør det ikke noget, at lande som Kina og Indien, Iran og Pakistan får relativt mere ud af værditilvæksten end Vesten, for disse lande antages at blive mere demokratiske og tolerante jo rigere, de bliver.

Det er den analyse, som man både på venstre- og højrefløjen i stigende grad ikke kan tilslutte sig. For der er ikke noget, der tyder på, at højere vækstrater og demokratisering følges ad. Tværtimod er Kina kun blevet mere autokratisk under Xi Jingping.

Og globaliseringens kritikere forventer, at de nye økonomiske stormagter vil omsætte deres økonomiske styrke til rå politisk indflydelse i den vestlige verden, når de om få årtier bliver denne verdens beherskere.

Blot et lillebitte eksempel fra Danmark: Forleden kunne man i Politiken læse, at flyselskabet ”SAS følger Kinas krav og skriver, at Taiwan og Hongkong er en del af Kina.” Det er jo ikke så fedt for de 23 millioner taiwanesere, der bor i en rigtig demokratisk retsstat meget tæt på det Kina, der mener, at øen tilhører det.

Industrien og højteknologiske arbejdspladser skal hjem
Hos Trump og hans tilhængere er det på den baggrund opfattelsen, at hvis USA fortsat skal være en global magt, så skal det også være en industrimagt. USA kan ikke primært være en kæmpestor, dybt forgældet serviceøkonomi.

Hør blot, hvad Daniel McCarthy, redaktør på The American Conservative skrev forleden:

”Kinas langsigtede mål vil være bekendt for enhver, der ved, hvad historien har at sige om handel, krig og imperialisme. Beijing ønsker at opbygge sig som industrimagt og udhule den magt hos USA, som er dets strategiske rival på langt sigt. Imperialismens historie viser, at metropolen skaber og beskytter sin industrielle base og gør sine kolonier afhængige af sig ved at fratage dem deres fremstillingsindustri og få dem til at importere færdigvarer frem for at producere dem (for ikke at tale om at eksportere dem). Indflydelsen tilhører dem, der fremstiller varerne. Kina har ingen grund til at begynde en krig med USA. En supermagt kan erstatte en anden ved økonomisk udmarvelse og deindustrialisering. Lad bare amerikanerne tro, at deres ”serviceøkonomi” er bæredygtig. Det er den ikke; en nation, der ikke har en stærk fremstillingsindustri, er lige så sårbar som en nation, der ikke kan brødføde sig selv eller har adgang til egne vitale naturressourcer.”

Ifølge Daniel McCarthy er det påfaldende, hvor lidt økonomerne interesserer sig for, hvorfor den kinesiske stat subsidierer stål så kraftigt, når det markedsøkonomisk er så dårlig en ide. Det har jo ingenting med de komparative fordele at gøre, som økonomer ellers elsker at belære andre om.

Og han giver ikke meget for forklaringen om, at Kina frygter en social eksplosion, hvis mange lidet produktive stålarbejdere bliver kastet ud i arbejdsløshed. For hvad nu, hvis det ikke kun er derfor? Så er det lidt sent at finde ud af, når USA om føje år er afindustrialiseret.

Og i det mindste burde økonomerne da anerkende, at det er problematisk, hvis amerikanske virksomheder lægger deres produktion an på produktionsfaktorer, der sælges til under markedspris? For nok importerer amerikanerne ikke særlig meget stål fra Kina, men med halvdelen af verdensmarkedet er det i høj grad Kina, der sætter prisen.

Og Daniel McCarthys betragtninger er blot et lille skvulp i det voksende hav af bekymring over kineserne, der skyller ind over det amerikanske kontinent i disse år.

For det er skam ikke bare profane legeringer af stål og aluminium, der bekymrer. Nej, dét, der for alvor optager sindene, er det kinesiske kommunistpartis grandiose og officielle planer om at blive størst inden for højteknologi: Robotificering, biomedicin, selvkørende biler, mikrochips, og alt det, som amerikanerne i lighed med europæerne troede, at de skulle leve af. I Vesten har vi i de seneste årtier været overbevist om, at vi havde en konkurrencefordel, fordi demokratiske retssamfund er overlegne, når det gælder om at fostre innovation.

Hos os kan man tænke frit; hos os bliver man ikke bremset af, at man er født i fattigdom og uden forbindelser til de rigtige. Man kan kort sagt opfinde internettet i en kælder, hvis man skulle føle for det. Men det er der, hævder globaliseringens kritikere, ikke meget vundet ved, når globaliseringen betyder, at hele verdens fabrik, Kina, blot kan købe sig til teknologisk overlegenhed med de mange penge, som blandt andet overskuddet fra samhandlen med USA har genereret.

Eller når globaliseringen betyder, at titusinder af amerikanske virksomheder kan lægge hele eller dele af deres produktion i Kina på favorable betingelser – hvis de vel at mærke deler deres forretningshemmeligheder med kineserne.

Betyder det så, at globaliseringen er forbi? At amerikanerne skal til at være selvforsynende igen? Det gør det naturligvis ikke. Det sker først den dag, hvor det bliver populært i USA at blive fattigere. Men det betyder, at forestillingen om globaliseringen som et entydigt gode – globalismen – der har behersket Vesten siden murens fald, har ikke længere har magt over sjælene.

Først så vi det med indvandring: Venstrefløjen er tøvende og modstræbende ved at nærme sig højrefløjens syn på de negative kulturelle konsekvenser af globalisering. Nu ser vi det på det økonomiske område: Højrefløjen er langsomt og modstræbende ved at nærme sig venstrefløjens syn på de negative økonomiske konsekvenser af globalisering. Hvor det før var på mode at flytte grænser, vil det i de kommende årtier blive på mode at sætte dem.

Anna Libak har netop udgivet Forstå populismen! på forlaget Gyldendal om oprøret mod globaliseringen i Vesten.

----------

Anna Libak (f. 1968) er journalist, cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt uddannet sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.