Anna Libak: Trump er kommet for at blive

Det Store Trump Show har nu kørt et år – realityshowet, hvor eliten kæmper for at få fyret USA's præsident Donald Trump for åben skærm.

Forbløffende nok er det i al den tid lykkedes at fastholde spændingen og indtrykket af, at Donald Trump – gisp – kan blive fældet af en rigsretssag når som helst. Måske allerede i næste uge. Måske allerede i morgen!

Dramaet drives frem af, at der ustandselig er folk i Trumps inderkreds, som han må ofre for at redde sig selv: Flynn, Priebus, Scarramucci, Bannon – for at nævne de mest kendte. Lige nu er det handelsminister Wilbur Ross, der kæmper for sin overlevelse.

Samtidig presses præsidenten af meningsmålinger, der viser, at USA aldrig, aldrig nogensinde i meningsmålingernes historie har haft så upopulær en præsident. Samt ikke at forglemme: Den særlige anklager Robert Mueller, der arbejder dag og nat og døgnet rundt på at finde beviser for, at det er russerne, der har plantet Trump i Det Hvide Hus.

Det eneste, der efterhånden er godt og grundigt bevist, er, at Trump har haft en forkærlighed for rådgivere, der var helt vilde med at mødes med russere.

Anna Libak

Endelig er der naturligvis Trump selv, som også knokler for, at showet holder niveauet. Med sin uforudsigelighed og sine provokerende tweets satser han på at drive modstanderne til vanvid, så de reagerer overilet, ukoordineret og barnligt.

Sådan har det været i et år, og sådan vil det fortsætte. For naturligvis går Trump ikke af. Faktisk ville han nok blive genvalgt, hvis der var præsidentvalg i morgen. Og det skyldes naturligvis alt det, som showet har bortredigeret for at skærpe interessen.

Demokraterne lader til selv at have indset, at Hillarys nederlag primært skyldes, at hun var Hillary og ikke Trump. Hellere en bølle end en besserwisser.

Anna Libak

For det første må man spørge, hvad alternativet til Trump er. Alternativet til Trump var og er stadig Hillary, eftersom ingen anden bredt samlende og oplagt kandidat har materialiseret sig hos det demokratiske parti i det forgangne år.

Og hvordan går det lige for Hillary? Står hun tilbage som kvinden, alle bare ville ønske, at de havde valgt som præsident? Nej, det gør hun ikke. Det virker tværtimod, som om hun bliver mere upopulær dag for dag, selvom folk i princippet slet ikke behøver at forholde sig til hende længere. De er jo sluppet.

I hvert fald kan demokraterne ikke holde op med at beklage, at hun blev deres kandidat ved præsidentvalget. Den tidligere formand for DNC, Demokraternes partiorganisation, Donna Brazile, har netop i en ny bog valgt at genfremsætte alle anklagerne mod sit parti for at favorisere Hillary Clinton i primærvalget på bekostning af Bernie Sanders. Det har hun ret i, men det vidste alle godt i forvejen, så pointen må være, at partiet af terapeutiske årsager har brug for at hade videre på Hillary.

Samtidig er den moralske nimbus, der stod om Demokraterne efter valget af Trump, i nogen grad fordampet. Først var der sagen om, at Obama-administrationen under valgkampen var blevet nødt til at overvåge Trump og kumpaner helt usædvanligt tæt for at sikre sig, at de ikke samarbejdede med russerne. Som om.

Så kom sagen om, at Demokraterne var med til at sponsorere den anonyme efterretningsrapport Golden Shower. Det var den, som mente at vide, at russerne lå inde med optagelser af Trump på Hotel Ritz i Moskva i 2013 i seng med luksusprostituerede, som han fik til at urinere på sig i dobbeltsengen, angiveligt af foragt for Obama og hans kone, som tidligere havde sovet i samme seng. Som om.

Og endelig er der #MeToo-kampagnen, der har afsløret, at kendte Demokrater som Harvey Weinstein, der i årevis har skabt en feel good-stemning om det demokratiske parti, simpelthen lever efter Trumps ”grab them by the pussy”-motto.

Det har rystet mange, omend ikke Donald Trump: ”Jeg har kendt Harvey Weinstein i mange år. Jeg er ikke det mindste overrasket,” som han sagde med ansigtet i alvorlige folder. Han har ikke sagt noget om Kevin Spacey, der også er kendt som demokrat, selvom Trump sikkert har haft lyst. Kevin Spacey har trods alt kaldt ham for en sygdom.

Alt i alt må man altså konkludere, at demokraterne overhovedet ikke er kommet sig over deres valgnederlag, endsige har rettet blikket mod fremtiden. Fastnaglet til skærmen stirrer de på Det Store Trump Show ligesom resten af verden.

Den anden grund til, at Trump ville blive genvalgt i dag, er naturligvis økonomien. Fra Bill Clintons kampagnestrateg James Carville ved vi, at ”It's the economy, stupid”, og det har samfundsforskere bekræftet lige siden.

En god økonomi gavner de siddende magthavere. Og økonomien i USA går godt. I årets andet og tredje kvartal, som er de to første kvartaler, Trump har siddet fuldt ud, har væksten været på tre procent af BNP, og den forventes at stige yderligere i sidste kvartal. Det er betydeligt bedre end under Obama.

Arbejdsløsheden er lavere end den har været i mange år, lønningerne er begyndt at stige, forbrugertilliden er skyhøj, og børserne boomer. Trump benytter desuden enhver given lejlighed til at demonstrere, at amerikanske job ligger ham på sinde. Selv sin gode ven premierminister Shinzo Abe i Japan har han netop belært om, at han skal producere biler i USA, frem for bare at eksportere dem dertil.

Og ja, det kan godt være, at hans modstandere mener at vide, at de gode økonomiske nøgletal slet ikke er Trumps fortjeneste, og det kan godt være, at CNN kan fortælle, at Japan allerede producerer tre ud af fire biler, der sælges i USA, i Nordamerika.

Men hvad så? Uanset om økonomien er Trumps fortjeneste eller ej, så smitter det af på ham, eftersom han er ved magten. Fuldstændig ligesom Angela Merkel drager fordel af Schröders Hartz-reformer og bliver genvalgt igen og igen.

Hvad japanerne angår, så er der intet, der udelukker, at de kan lægge endnu mere af deres produktion i USA. Som CNN også kunne fortælle har Toyota efter valget af Trump besluttet at investere yderligere 1,3 milliarder dollar i firmaets fabrik i Kentucky og har til gengæld opgivet at investere 700 millioner dollar i et nyt produktionsanlæg i Mexico. Trumps vælgere har i hvert fald ingen problemer med at forstå hans budskab: Hverken de eller deres præsident vil ikke finde sig i det amerikanske handelsunderskud med Japan på 57 milliarder dollar.

Den tredje og umiddelbare grund til, at Trump ville blive genvalgt i dag er naturligvis, at det ikke er lykkedes at fælde ham i en rigsretssag. Aldrig har så mange ellers ledt så længe.

Men mens det for længst er slået fast, at russerne har overanstrengt sig for at påvirke det amerikanske valg, så er det ikke lykkedes for hverken medier eller myndigheder at bevise, at Trump har samarbejdet med Putin.

Det eneste, der efterhånden er godt og grundigt bevist, er, at Trump har haft en forkærlighed for rådgivere, der var helt vilde med at mødes med russere. Nogle af dem havde da også gode personlige erfaringer, da de uden skrupler har tjent styrtende med rubler østpå: Som handelsminister Wilbur Ross, der vist nok ikke har gjort noget ulovligt, eller som kampagnemanageren Paul Manafort, der helt sikkert har.

Og det er da nærliggende at mene, at Trump også så forretningsmuligheder i Rusland. Hvorfor skulle han ellers have valgt sig sådan en omgangskreds? Ser man på hans karriere, virker han som en mand, der tjener de penge, der er at tjene.

Alligevel er det ikke nok, at han kunne finde på det, når forbrydelsen mangler og man kun har motivet. Forholdet til Rusland har i praksis aldrig været værre, uanset at præsidenten ikke skælder ud på Putin.

Kun hvis man decideret kan bevise, at Trump fik russerne til at vinde valget for sig, har man en sag. Der skal være noget på skrift. Især i en situation, hvor Demokraterne lader til selv at have indset, at Hillarys nederlag primært skyldes, at hun var Hillary og ikke Trump. Hellere en bølle end en besserwisser.

Og så er det ikke en gang helt sandt. For når Trump ville blive valgt igen i morgen, så skyldes det ikke hans person, men hans politik. Vælgerne går faktisk mere op i politikken, end de gør i personen. Det kan man se af, at betydeligt flere erklærer sig tilfredse med det, han udretter, end med hans opførsel. Hans vælgere kan godt se, at den værdighed og respektabilitet, der har stået om det amerikanske præsidentembede, er forsvundet. Mange af dem udtrykker irritation, når de bliver bedt om at forholde sig til hans tweets.

De hæfter sig til gengæld ved, at han faktisk fører nationalkonservativ politik. Man skal være blind for ikke at se, at han får en masse fra hånden, hvad enten man bryder sig om det eller ej.

Han udnævner konservative dommere: en højesteretsdommer og fire føderale. Han har nedbragt den illegale indvandring over grænsen fra Mexico, der er faldet med 24 procent i gennemsnit. Senest har han lovet at afskaffe det såkaldte diversitetslotteri, der årligt giver opholdstilladelse til 50.000 tilfældige udlændinge fra lande, som er underrepræsenteret i USA. Den terrorist, som for nylig dræbte otte og sårede elleve mennesker i New York, var ifølge Homeland Security kommet fra Usbekistan til USA ved hjælp af diversitetsordningen. Givetvis er det et hit blandt Trumps tilhængere, der ikke ser nogen grund til, at USA skal gøres mere mangfoldigt, end det allerede er.

Endelig har han trukket USA ud af Paris-aftalen, som ifølge kritikere er penge ud ad vinduet, fordi den ikke er bindende og stiller alt for lempelige krav til lande som Indien og Kina. Han har dereguleret energibranchen og styrket USA's mulighed for at blive verdens største eksportør af olie og gas. Han har indledt en kulturkrig på flere fronter: Man skal ikke bruge abort som et præventionsmiddel; man skal rejse sig for flaget på stadion, når nationalsangen afspilles; man skal undlade at pille sydstatsmonumenter ned og i stedet ære sin historie, uanset hvor blodig og brutal den er.

Dem, der siger, at han intet får igennem, er de samme, som spåede, at han aldrig kunne vinde: De nægter at se det, de ikke ønsker at se.

Men ret har de naturligvis i, at det ikke er lykkedes ham at få lovgivning igennem Kongressen. Spørgsmålet er imidlertid, om hans vælgere holder Trump ansvarlig for det. Trump raser åbent mod folk i sit eget parti bistået af sin tidligere chefrådgiver Stephen Bannon, der har lovet at stille modkandidater op mod hver eneste af de formastelige senatorer i Kongressen, der taler Trump midt imod. Medierne har døbt det den republikanske borgerkrig, og som dagene går, ligner Trump mere og mere en vinder: Senatorer som Jeff Flake og Bob Corker er stadig i åben opposition til Trump, men de stiller heller ikke op igen.

I den republikanske borgerkrig er Trump frem for alt hjulpet af, at han har erklæret krig mod eliten og samtidig definerer eliten som dem, der er imod ham. Al den modstand, han møder, er derfor i mange vælgeres øjne ikke et vidnesbyrd om Trumps svaghed, men tværtimod bevis på, at han er i gang med at ”dræne sumpen”. Et nederlag er ikke et nederlag – det er disruption. I morgen vinder vi.

Så hvornår slutter Det Store Trump Show? Ja, hvis økonomien fortsætter med at vokse; hvis Mueller ikke kommer op med noget bedre; og hvis ikke Trump roder USA ud i en storkrig, så vil der nok blive indkøbt en ny sæson i 2020. I hvert fald, hvis seertallene holder.

---------

Anna Libak (født 1968) er journalist, uddannet cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt uddannet som sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.