Arla-topchef overtager direktørstolen i Dagrofa

JOBSKIFTE: Arlas britiske topchef, Tomas Pietrangeli, bliver ny direktør i detailkoncernen Dagrofa, efter at Per Thau blev afskediget i februar.

Kiki Qvistgaard

Mere end fire måneder efter fyringen af direktør Per Thau har Dagrofa nu sat navn på hans efterfølger.

Valget er faldet på Arla-topchefen Tomas Pietrangeli, der siden 2016 har været landechef for Arla i Storbritannien.

Det skriver koncernen i en pressemeddelelse

"Tomas har arbejdet på flere sider i det område, som Dagrofa beskæftiger sig med. Han har også stået i spidsen for nogle virksomheder, der har størrelsen og kompleksiteten og ikke mindst en struktur, som minder om vores. Så han har altså den ledelsesmæssige erfaring og den brancherelaterede indsigt, som gør, at han kan lykkes med den her opgave," siger bestyrelsesformand Jesper Lok til FødevareWatch.

Opgaven, Tomas Pietrangeli står over for, handler særligt om at vende økonomien i detailkoncernen, der sidste år gik ud med et underskud på 592 millioner kroner. 

"Tomas' opgave bliver at bygge videre på den medvind, vores kæder nyder godt af, samt at udnytte medvinden på foodservicemarkedet og derudover sikre, at vi i højere grad omsætter det til forbedret indtjening," fortæller Jesper Lok. 

Tomas Pietrangeli kom til Arla-koncernen i 2014 som administrerende direktør for Arla i Danmark. I 2016 rykkede han til Storbritannien, som udgør Arlas største marked. 

Forinden har han haft topposter i blandt andet TDC og Royal Unibrew. Tomas Pietrangeli er uddannet cand.merc. fra CBS.

Den nye Dagrofa-direktør tiltræder stillingen 13. august.

0:000:00