Atomstriden mellem USA og Iran spidser til. Hvem blinker først?

Inden for de seneste uger har Iran taget gradvise og nøje afmålte skridt, der overtræder bestemmelserne i Atom-aftalen og øger presset på USA.

7. februar slog Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei, fast, at Irans endelige beslutning er, at landet først vil leve op til Atom-aftalen, når USA har løftet alle økonomiske sanktioner.

Dagen efter kom efterretningsminister Mahmoud Alavi, på banen og tilføjede, at Iran kunne se sig nødsaget til at udvikle atomvåben, hvis de økonomiske sanktioner ikke blev ophævet.

10. februar offentliggjorde Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, at Iran for første gang havde produceret metallisk uran. Og onsdag 17. februar informerede Iran IAEA om, at de agter at installere yderligere to kaskader af avancerede centrifuger på atomanlægget i Natanz. Det vil forøge den avancerede kapacitet til berigning med 30 procent.

Vi skal tilbage til begyndelsen af december for at finde årsagen til den aktuelle eskalation. Få dage efter en af toplederne for Atomprogrammet, Mohsen Fakhrizadeh, blev likvideret i sin bil uden for Teheran, vedtog Irans parlament en lov, der pålagde den iranske atom-organisation at optrappe sine aktiviteter, indtil USA letter de økonomiske sanktioner.

Loven indeholder en række konkrete tiltag, hvor Iran i stigende grad overtræder Atom-aftalen, blandt andet ved at berige 120 kilo uran op til 20 procent og starte produktion af metallisk uran. Berigningen af uran op til 20 procent startede Iran på atomanlæggene i Fordow og Natanz i begyndelsen af januar og produktion af metallisk uran kort derefter.

De to parter står øjensynligt stejlt over for hinanden. Der er dog forhold, der taler for, at USA i kulissen arbejder for at finde en løsning, hvor begge parter redder ansigt.

Jacob Kaarsbo

Trumfkortet i den iranske lov er, at IAEA-inspektørernes arbejde i Iran bliver begrænset fra 23. februar, hvis USA ikke inden da hæver de økonomiske sanktioner. Uanmeldte inspektioner vil blandt andet blive forbudt. Set med iranske øjne er bolden dermed banket solidt over på USA’s banehalvdel. Iran føler sig i sin gode ret til at tage de skridt, da det er USA selv, der har forladt atomaftalen.

En nøje afbalanceret strategi
Ingen af de iranske skridt omkring atomprogrammet er tilfældige. De bliver styret i en snæver kreds omkring Ayatollah Khamenei. Ayatollahen udstedte en fatwa i midten af 1990’erne, som slog fast, at produktion, udvikling og anvendelse af atomvåben er uforeneligt med islam.

Siden er der ofte refereret til denne fatwa, men der er også ofte sået tvivl om dens gyldighed. Netop tvetydigheden omkring atomprogrammet har altid været en iransk signatur – i iranske øjne en slags hård valuta. Aktiviteterne skal på den ene side kunne retfærdiggøres som civil forskning, og på den anden side give omverdenen en fornemmelse af, at Iran har et militært kort i baghånden, hvis det bliver presset.

Iran har ikke besluttet sig for målrettet at gå efter atomvåben, men vil beherske teknologien og reducere den såkaldte ”break-out tid” mest muligt, det vil sige tiden fra de måtte træffe en beslutning, til de har et våben. Derved stiger kursen på ”den hårde valuta”.

Når Iran gradvist skruer op for centrifugerne og til IAEA’s skue producerer sin første beholdning af metallisk uran, nedbringer det break-out tiden markant. Når Iran samtidig sender efterretningsministeren ud for at sige, at Iran kan se sig nødsaget til at producere atomvåben, er det nøje koreograferet. Det skal vise, at Iran kan, hvis Iran bliver presset.

Datoen for begrænsningerne på IAEA-inspektørernes arbejde vil gøre det sværere for omverdenen at følge med i de iranske aktiviteter. Det lægger et røgslør ud, som gør det svært for USA at vente med at forholde sig til sagen. Hvis inspektørernes arbejde bliver begrænset, vil tvivlen om de iranske hensigter og kapaciteter blive større.

Biden blinker ikke - endnu
I første omgang har Biden-administrationen valgt en afmålt tilgang til den iranske eskalation. Præsidenten, udenrigsminister Antony Blinken og Den Nationale Sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan har gentagne gange anført, at USA ikke kommer til at lette de økonomiske sanktioner, før Iran selv lever op til de begrænsninger på atomprogrammet, der ligger i atomaftalen fra 2015.

Dermed står de to parter øjensynligt stejlt over for hinanden. Der er dog forhold, der taler for, at USA i kulissen arbejder for at finde en løsning, hvor begge parter redder ansigt – eller hvor de mere eller mindre blinker samtidig.

Grundlæggende er det Biden-administrationens synspunkt, at den eneste chance for at undgå, at Iran anvender sit atomprogram til militære formål, går gennem atomaftalen. De anerkender dog i lighed med Trump-administrationen, at Irans fortsatte udvikling af ballistiske missiler og støtte til militante shiitiske bevægelser i Mellemøsten, fortsat udgør et problem.

Men Biden-holdet ser ingen anden udvej end at få genoplivet atomaftalen og tackle de andre udfordringer herefter. Trump forfulgte en ”alt eller intet-strategi” og opsagde USA’s deltagelse i atomaftalen i 2018 på grund af Irans ballistiske missiler og støtte til militante bevægelser. Den strategi bragte og bringer fortsat objektivt set Iran tættere på atomvåben. Den dynamik vil Biden undgå.

Når Biden alligevel ikke skynder sig at lette sanktionerne og få Iran tilbage til aftalen, skyldes det sandsynligvis to forhold. For det første er Biden sårbar indenrigspolitisk, hvis han bliver set som blød og eftergivende over for Iran.

For det andet anerkender han, at de økonomiske sanktioner iværksat af Trump gør ondt på det iranske styre. Biden øjner derfor en mulighed for at få yderligere indrømmelser fra Iran ved at lade dem stege lidt længere. Yderligere indrømmelser fra Iran vil have høj indenrigspolitisk værdi.

Hvad bliver de næste skridt?
Det ligger helt fast, at Iran ikke er tilfreds med, at der endnu ikke er kommet et konkret og brugbart udspil fra Biden-lejren. Iran vil fortsætte med at forsøge at komme højere på Bidens dagsorden.

Den iranske lov fra december siger også, at Iran skal færdiggøre tungtvandsreaktoren i Arak samt tilføje en ny tungtvandsreaktor og en dedikeret facilitet til produktion af metallisk uran til arsenalet inden for fem måneder. Tungtvandsreaktorerne vil i væsentlig grad øge Irans kapacitet til at producere plutonium.

Dette er signifikant til våbenproduktion, og derfor satte atomaftalen væsentlige begrænsninger på udviklingen af tungtvandsreaktorer og specifikt anlægget i Arak. Ifølge Iran producerer reaktoren radioaktive isotoper til medicinsk brug. Det er muligt, at Arak bliver det næste kort, Iran smider på bordet for at øge presset.

Det er ikke sandsynligt, at Biden vil have succes med at insistere på, at Iran skal blinke først. Det skyldes, at forgængeren i Det Hvide Hus har efterladt ham med rigtig dårlige kort på hånden. Et ”samtidigt blink”, hvor de to lande, sammen med de øvrige deltagerlande i Aatomaftalen (Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Kina og Rusland), bliver enige om en køreplan er det mest sandsynlige.

Jo længere tid, der går, jo sværere vil det dog blive. Det er alvorligt, hvis Iran opsiger den udvidede protokol under IAEA 23. februar og begrænser IAEA’s arbejde. En del af de skridt, Iran truer med at tage de kommende måneder, vil gøre det sværere at nå tilbage til atomaftalen, og derfor er Biden under et reelt tidspres.

Jokerne
Sluttelig skal vi holde øje med jokerne. Først og fremmest er der Israel, hvor premierminister Netanyahu er en af atomaftalens hårdeste kritikere. Biden og Netanyahu var i telefonisk kontakt onsdag 17. februar, og de to er grundlæggende uenige om tilgangen til Iran og atomaftalens værdi. Israel har holdt muligheden for en militær løsning på egen hånd åben.

Derudover er der iransk præsidentvalg i juni. Godt nok har præsidenten kun symbolsk indflydelse på atomprogrammet, men overordnet set vil fortsatte økonomiske sanktioner gøre det mindre sandsynligt, at en kandidat, der støtter diplomati med USA og Vesten, vinder valget. Indtil videre tyder alt på, at den pragmatiske Rouhani vil blive afløst af en mere konfrontationssøgende kandidat.

Situationen spidser til og en international hårdknude truer. Hvornår blinker Biden?