Avedøre-kendelse genetablerer Aukens kulstop

KULKRAFT: Greenpeace er lykkelige over medhold i, at udvidelsen af kulfyringen på Avedøreværket nu skal stoppes. Forligsparti kalder det ærgerligt, mens Dong Energy vil nærstudere afgørelse.
Udvidelsen af kulfyringen på Avedøreværket skal nu stoppes.
Udvidelsen af kulfyringen på Avedøreværket skal nu stoppes.Foto: Dong Energy
Morten Øyen

Afgørelsen er en glædelig begivenhed, for nu er vi tilbage, hvor Svend Auken slap.

Tarjei Haaland
Klima- og energimedarbejder i Greenpeace
Fakta

Ophævelse af miljøgodkendelse mv. til frit brændselsvalg på Avedøreværket (Konklusion):

Sammenfattende konkluderede nævnet herefter, at det ikke kan udelukkes, at brændselsomlægningen på Avedøreværket i sig selv eller i sammenhæng med andre planer og projekter, herunder værkets nuværende emmissioner, indebærer en risiko for skade på det nærliggende natura 2000-områdes integritet. Nævnet fandt derfor, at de afgørelser, som Miljøstyrelsen Roskilde har truffet på baggrund af ansøgning fra Dong Energy om tilladelse til brændselsomlægning, er behæftet med så væsentlig en mangel, at afgørelserne skal ophæves.


Kilde: Natur- og Miljøklagenævnet
Greenpeace har sagt det længe, men nu har de også Natur- og Miljøklagenævnets opbakning: Det er ikke miljømæssigt forsvarligt at skifte fra biomasse og naturgas til kul på Avedøreværk 2, da det kan forurene Vestamagers EU-beskyttede natur med kviksølv, svovl og kvælstofsforbindelser. Dokumentationen på, at det ikke forurener naturen, mangler i hvert fald.

Nævnet har derfor ophævet Dong Energys tilladelse til at fyre med kul på værkets blok 2. Og det er man "lykkelige" over hos Greenpeace, der har rejst sagen.

"Det er en stor sejr for beskyttelsen af Natur2000-områder. Og så er det sejr for klimaet i den forstand, at det jo var helt bagvendt, at Dong ville omstille fra kul til biomasse, og så starter med at gøre det omvendte," siger klima- og energimedarbejder for Greenpeace, Tarjei Haaland.

Aukens kulstop
Ifølge Tarjei Haaland betyder afgørelsen, at det såkaldte "kulstop", som daværende miljø- og energiminister Svend Auken indførte, er blevet genetableret.

"Afgørelsen er en glædelig begivenhed, for nu er vi tilbage, hvor Svend Auken slap," siger Tarjei Haaland.

I 1997 vedtog SR-regeringen nemlig et såkaldt "kulstop" for nye kraftværker, som betød, at det dengang kommende Avedøre 2 skulle være et kulfrit multibrændsel kraftvarmeværk med biomasse og naturgas. Under det seneste energiforlig fra 2008 indgik Venstre og Konservative samtidig et miniforlig med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, hvor der blev åbnet for frit brændselsvalg på centrale kraftværker.

Aftalen betød konkret, at en eventuel ansøgning om at ophæve kulrestriktionerne på Avedøre 2 ville blive imødekommet, hvis Dong samtidig ville øge biomasseanvendelsen. Og det ville energiselskabet gerne.

Forligsparti ærgrer sig
Derfor ærgrer afgørelsen også Liberal Alliane, der er med i forliget og havde håbet dansk praksis kunne blive mere fleksibelt med loven.

"Selvfølgelig skal vi tage den EU-beskyttede natur på Vestamager alvorligt, men det må siges at være ærgerligt, at den danske energipolitik ikke kan rumme en sådan fleksibilitet, at værkerne kan vælge den mest optimale brændselsvalg," siger klima- og energiordfører Villum Christensen.

Ifølge ham lever Danmark op til alle klimakrav, og derfor bør Dong Energy have mulighed for at optimere deres forbrænding, hvis de kan - lige meget om det så er kul, olie, gas eller biobrændsel.

"Vi har verdens reneste kulkraftværker og sådanne afgørelser er jo netop med til at sikre, at vi fortsat vil have verdens højeste energipriser," siger Villum Christensen og henviser til, at vi fremover kan risikere at skulle importere træpiller til biobrændsel fra russiske og baltiske skove til høje priser og unødige udgifter til transport.

Dong nærlæser afgørelse
Dong Energy har meddelt, at brugen af kul som brændsel på Avedøreværkets blok 2 omgående er blevet sat i bero. Hvad der så nu skal ske, er man til gengæld endnu ikke klar over.

"I forhold til de planer vi havde, så kommer den her afgørelse ind lige fra højre. Det er der ikke nogen tvivl om. Og det må vi jo så forholde os til," siger Dong Energys kommunikationschef Karsten Anker Petersen.

Han oplyser, at der nu er et team i gang med at nærlæse den 40-sider lange afgørelse. Det team skal blandt andet se på, hvad det får af betydning for planerne for Avedøreværkets blok 1, til kravet om mere biomasse, og om energiselskabet vil søge igen.

"Vi vil ikke ud i nogle spekulationer, før vi har tygget det godt igennem," siger Karsten Anker Petersen.

Det er Miljøcenter Roskilde under Miljøstyrelsen, der har givet Dong Energy den miljøgodkendelse, som Natur- og Miljøklagenævnet nu har underkendt.

0:000:00