B 160 (Udenrigsministeriet)(Vedtaget)

Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til den europæiskledede maritime overvågningsmission i Hormuzstrædet.

Med beslutningsforslaget anmoder regeringen om Folketingets samtykke til at udsende danske militære bidrag på op til ca. 195 personer til den europæiskledede maritime overvågningsmission i Hormuzstrædet.

Konkret drejer det sig om et fregatbidrag af Iver Huitfeldt-klassen med tilhørende Seahawk-helikopter og en maritim indsatsenhed. Bidraget vil have en samlet besætning på op til ca. 170 personer. Bidraget planlægges udsendt i en periode på ca. 4 måneder fra omkring august 2020.

Derudover vil kunne udsendes et stabsbidrag på op til ca. 5 personer. Dertil kommer, at stabsbidraget på to personer, der allerede er udsendt fremadrettet vil indgå i det samlede styrkebidrag med samme mandat. Ved en eventuel dansk overtagelse af missionens ledelse vil der kunne tilføres et yderligere stabsbidrag på op til ca. 20 personer.

Cyberkapaciteter vil endvidere kunne indgå i den danske militære indsats.

Det danske bidrags opgaver vil være tilstedeværelse, monitorering og etablering af et maritimt situationsbillede i området med henblik på at understøtte skibsfartens fri bevægelighed. Opgaverne kan omfatte assistance til og undsætning af skibe i nød, eksempelvis som følge af et angreb fra en ikkestatslig aktør.

Operationsområdet vil være Den Persiske Golf, Hormuzstrædet og Det Arabiske Hav.

De danske bidrag vil have mandat til magtanvendelse i selvforsvar og som fastlagt i operationsplanen for European Maritime Awareness in The Strait of Hormuz (EMASOH). De danske bidrag vil ligeledes have mandat til at forsvare øvrige enheder i missionen samt de enheder, der er indsat i f.eks. rammen af den internationale maritime sikkerhedsindsats International Maritime Security Construct (IMSC) eller under nationalt mandat.

De danske militære bidrag vil være under operativ kontrol af EMASOH's hovedkvarter. Den danske forsvarschef bevarer fuld kommando over bidragene i hele perioden.

De danske bidrag vil være undergivet folkeretten, herunder FN's havretskonvention samt i relevant omfang den humanitære folkeret.

Beslutningsforslag som fremsat

Beslutningsforslag som vedtaget


---
Denne artikel er lavet automatisk baseret på dokumenter fra Folketinget. Altinget tager forbehold for eventuelle fejl i teksten.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

0:000:00