Behov for reformer i Nigeria for at knække Boko Haram

Torben Gettermann,
Danmarks ambassadør i Nigeria 

Den 1. januar i år kunne Nigeria fejre sin 100 års fødselsdag som ét samlet land. Mange nigerianere har spurgt sig selv og andre, hvad der egentlig er at fejre. For hvor langt er landet kommet, siden det britiske kolonistyre foretog en administrativ sammenlægning af de kristne sydlige provinser samt Lagos med de islamiske provinser i nord?

Det var en skæbnesvanger beslutning, der har haft afgørende indvirkning på Nigerias udvikling siden da. Den har været kilden til mange af de udfordringer, som landet har stået over for i de forløbne 100 år, og følgerne heraf vil stadig være mærkbare i mange år ud i fremtiden. 

I årene efter sammenlægningen gjorde briterne meget ud af at udvikle især Lagos som administrativt og økonomisk centrum, mens provinserne i nord fortsatte deres mere traditionelle levevis. Efterhånden som olieindustrien fra midten af 50’erne blev den altdominerende faktor i Nigerias økonomi, øgedes forskellen mellem nord og syd eksponentielt. De tidligere så rige handelscentre i nord, som i århundreder havde været trafikknudepunkter for karavaner i hele den omliggende region, haltede længere og længere bagud, og der skulle gå mange år, før man fra centralregeringen indså, at der var behov for en mere ligelig fordeling af indtægterne fra olieudvindingen. 

Den skæve økonomiske udvikling fortsatte, efter Nigeria i 1960 blev et selvstændigt land. De følgende fire årtier blev præget af skiftende demokratisk valgte regeringer og adskillige militærkup, og ingen af dem gjorde voldsomt meget for at komme denne ulighed til livs. De demokratiske regeringer havde ikke den fornødne gennemslagskraft, og de forskellige militært styrede regeringer havde som oftest mindre sans for de finere detaljer i udøvelsen af deres magt, såsom behovet for gennemgribende økonomiske reformer til gavn for alle egne af landet eller reformer på landbrugsområdet. Netop denne sektor havde været en meget vigtig del af økonomien, men er over årene svundet så meget ind, at landet ikke længere er i stand til at brødføde sig selv.

Uligheden er stor

Terrorgruppens seneste landvindinger og den nigerianske hærs manglende evne til at gå offensivt til værks i bekæmpelsen af den udgør en tikkende bombe under præsident Jonathan og hans erklærede hensigt om at blive genvalgt ved valget

Torben Gettermann
Danmarks ambassadør i Nigeria

Alt imens fik korruptionen på alle niveauer frit løb. Udover at forskellen mellem nord og syd øgedes, så øgedes også den generelle ulighed i landet med en relativt begrænset yderst velhavende elite og en meget stor del af befolkningen, der levede under fattigdomsgrænsen. Det skønnes i dag, at omkring 70 % af befolkningen på ca. 170 mio. mennesker fortsat lever under fattigdomsgrænsen.

Siden genindførelsen af demokrati i 1999 har Nigeria oplevet en periode med relativt større stabilitet, men arven fra fire årtiers slingrekurs mærkes på alle områder: et overvældende bureaukrati, omfattende korruption, manglende investeringer i uddannelse og basal infrastruktur, og en hårdt tiltrængt udvikling af oliesektoren – for blot at nævne nogle områder – udgør fortsat en kolossal udfordring også for den siddende regering og præsident Goodluck Jonathan. Når dertil lægges terrorgruppen Boko Harams hærgen i den nordøstlige del af landet, så er det en monumental opgave at sikre dette lands fortsatte udvikling som én sammenhængende demokratisk stat. 

Der er indført en fordelingsnøgle, således at alle delstater nu får en proportional andel af provenuet fra oliesektoren. Det er herefter op til de enkelte stater at anvende disse midler til udviklingsprojekter til gavn for befolkningen. De meget autonome delstater lever ikke alle nødvendigvis op til centralregeringens erklærede hensigt om, at midlerne skal anvendes til forbedring af uddannelsesniveauet og den generelle infrastruktur i den enkelte stat. Heri ligger også kimen til utilfredsheden i befolkningen.  

Vækstland

Paradoksalt nok vokser og blomstrer økonomien fortsat, og den kan fremvise årlige vækstrater på mellem 6 – 8 %. Hertil kommer, at den seneste genberegning af bruttonationalproduktet, der inddrog en række nye sektorer, bl.a. industriproduktion, kommunikation, underholdningsindustrien, ejendomsmarkedet og tjenesteydelser, i foråret 2014 sendte Nigeria langt foran Sydafrika som den største økonomi i Afrika. Alle disse nye sektorer er stort set koncentreret i den sydvestlige del af Nigeria med Lagos som det ubestridte omdrejningspunkt, godt hjulpet af en særdeles progressiv guvernør. Det har bidraget til at reducere fattigdomsraten i denne del af landet markant, mens den er stigende i den resterende del af landet, og særlig i de nordlige delstater.

Den manglende økonomiske udvikling i den nordlige del af landet har været med til at skabe grobund for terrorgruppen Boko Haram. Med gruppens bortførelse af mere end 200 skolepiger i marts i år rettedes der pludseligt et skarpt internationalt lys både på terrorgruppen og på den nigerianske regerings hidtidige mere eller mindre halvhjertede forsøg på at bekæmpe den. Nigeria har modvilligt taget imod tilbud fra det internationale samfund anført af USA, Storbritannien og Frankrig om bistand til at bekæmpe Boko Haram, men der er derudover et fundamentalt behov for et udvidet samarbejde mellem Nigeria og nabolandende, hvis gruppen skal kunne bekæmpes effektivt.

Terrorgruppens seneste landvindinger og den nigerianske hærs manglende evne til at gå offensivt til værks i bekæmpelsen af den udgør en tikkende bombe under præsident Jonathan og hans erklærede hensigt om at blive genvalgt ved valget, der finder sted den 15. februar 2015.

Terror skal knækkes med reformer

Valgkampen går først for alvor i gang i oktober, når alle kandidater til præsidentposten er anmeldt, og det kan forventes, at netop sikkerhedssituationen vil blive et at de vigtigste temaer.  Det haster derfor for Jonathan at kunne udvise virkelig fremdrift i kampen mod Boko Haram og de separatistgrupper, der opererer i den sydøstlige del af Nigeria. Der har han bogstaveligt talt købt sig til fred frem til 2015, men det er en ustabil situation og ikke nogen given ting, at det fortsat vil være muligt at købe sig til nogenlunde fred i det område.

Men Boko Haram udgør ubestridt den klart største trussel mod Jonathan og i sidste ende mod Nigerias enhed. Læg hertil spørgsmålet om, hvordan man skaber en fælles national identitet i et land med 36 delstater med omfattende selvstyre, meget magtfulde guvernører med et væld af særinteresser, en skævvredet indkomstfordeling og mere end 250 forskellige etniske grupper og sprog? Det er en næsten umulig opgave, der ikke har hverken hurtige eller nemme løsninger.

Uanset om præsident Goodluck Jonathan genvælges, eller om en oppositionskandidat måtte vinde valget, så ligger der en kolossal opgave forude, der vil kræve et klart og stærkt lederskab og modet og viljen til at gennemføre nødvendige reformer, samt ikke mindst en langsigtet politik for landets udvikling, der kan mindske de markante uligheder og bidrage til at fjerne grundlaget for eksistensen af terrorgrupper som Boko Haram.