Benny Damsgaard: Martin Thorborgs ’flyvende fuckfinger’ ramte ved siden af

”I princippet er det en flyvende fuckfinger til erhvervslivet. Han er sikkert en dygtig mand. Men jeg synes, det er besynderligt, at man tager så vigtigt et ministerium og giver det til en mand, der ikke har nogen særlig tilknytning til det, han skal bestemme over.”

Så hjertelig (!) var velkomstsalutten fra erhvervsmanden Martin Thorborg til den nye erhvervsminister, Simon Kollerup. Thorborg var utilfreds med, at den nye erhvervsminister ikke tidligere havde beskæftiget sig nævneværdigt med erhvervsområdet, og at han stort set ikke havde erhvervserfaring fra det private erhvervsliv, inden han kom i Folketinget.

Der er ingen tvivl om, at Thorborg har god forstand på at drive virksomhed og ikke mindst skære et godt citat, som kan generere masser af gratis medieomtale. Det er dog straks mere tvivlsomt, om hans evner er lige så betydelige, når det kommer til at vurdere, hvad der skaber en god erhvervsminister, som kan skabe politiske resultater for erhvervslivet.

Til forskel fra hvad mange især uden for Christiansborg tror, så er det ikke afgørende for, om du bliver en god minister, som kan levere politiske resultater, om du på forhånd har detaljeret indsigt i det ressortområde, som du skal være minister for.

Ofte er en lang fortid inden for et bestemt område ligefrem en hæmsko. Som minister er det din fremmeste opgave effektivt at gennemføre regeringens politik – ikke gøre som interessenterne på dit område gerne vil have. Derfor er det også relativt sjældent, at der bliver udpeget ministre med lang erfaring inden for det område, de skal arbejde med. Dette gælder også på erhvervsområdet.

Hvis man kigger lidt nærmere på erhvervsministrene fra 2011 og frem, så er det kun halvdelen, som havde erfaring med at drive egen virksomhed, inden de blev ministre. Ole Sohn (2011-2012) havde skabt sit eget forlag, Henrik Sass Larsen (2013-2015) var, inden han blev MF, medejer af et PR- og kommunikationsbureau, og den seneste, Rasmus Jarlov (2018-2019), har skabt sin egen virksomhed inden for turistfart. Resten havde enten været almindelige lønarbejdere i ofte kortere tid eller havde giftet sig til medejerskabet af en virksomhed.

Det, at man er god til at tjene penge på for eksempel at investere i andres ideer, handle valuta, sælge fast food over nettet eller udvikle it-løsninger til det offentlige, er ingen garanti for, at man også har forstand på politik.

Benny Damsgaard

I bund og grund er dette dog også ligegyldigt. Når det kommer til stykket, er ministerens erhvervsmæssige baggrund ikke afgørende for, om de bliver gode ministre. Det, der til gengæld er afgørende, er, om de er dygtige politikere. Kan de skabe opbakning og ikke mindst finansiering til deres ministerium og dets initiativer internt i regeringen?

Er de gode til at skabe og pleje relationerne til fagordførerne på deres område? Kan de få eksterne interessenter til at spille positivt med på deres område? Kan de argumentere troværdigt for deres synspunkter i pressen? Kan de indgå kompromiser og skabe flertal bag regeringens politik?

Det er disse evner, som afgør, om du kan gennemføre ting som minister. Og de er langt mere afgørende for, om du får succes, end om du på forhånd har detaljeret faglig indsigt i dit ressortområde.

Tag for eksempel tidligere ældreminister Thyra Frank. Der er ingen tvivl om, at Thyra Frank på forhånd havde stor indsigt i ældreområdet. Hun havde, inden hun blev politiker, arbejdet som plejehjemsleder i mange år og vidste, hvor skoen trykkede ’ude i virkeligheden’. Der er dog heller ingen tvivl om, at hun var en rigtig dårlig politiker, som ikke magtede de mest basale sider af håndværket, og det var det sidste, som gjorde, at hun reelt intet fik gennemført.

Især borgerlige politikere har en tendens til at tale om iværksættere og succesfulde erhvervsfolk, som om de er en slags halvguder, som man skal lytte ekstraordinært meget til. Og hvis bare Danmark blev styret "som en virksomhed", så ville alle vores problemer blive løst med et snuptag, lyder tankegangen ofte.

Så enkel er verden dog ikke. Det, at man er god til at tjene penge på for eksempel at investere i andres ideer, handle valuta, sælge fast food over nettet eller udvikle it-løsninger til det offentlige, er ingen garanti for, at man også har forstand på politik. Nogle har, men det er langt fra en selvfølge. Og Thorborgs citat illustrerer i hvert fald tydeligt, at der kan være endda meget langt fra iværksætterverdenen til de 90 mandater på Christiansborg.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese. Fra 2013 til 2016 var Benny Damsgaard kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad.