Benny Damsgaard: Valget blev ikke afgjort i søndagens duel

KOMMENTAR: Medierne udråber ofte duellerne mellem de to statsministerkandidater som afgørende for valgets udfald. Men det er der ikke meget, der tyder på, at de er, skriver Benny Damsgaard.

Amerikansk politik er gennemsyret af store fortællinger om præsidentdebatter, som har været afgørende for valgs udfald.

En af de bedst kendte herhjemme er debatten mellem Kennedy og Nixon i september 1960. Debatten var den første præsidentdebat, der blev vist live på amerikansk tv, og den havde sågar et dansk islæt, da kandidaterne sad på danske Wegner-stole.

Nixon havde i perioden op til debatten været indlagt (alvorlig betændelse i en gammel knæskade) og så derfor bleg, svedig og træt ud, da kameraerne og det skarpe lys kom på. Til sammenligning lignede Kennedy en million. Ung, vital og solbrændt.

På trods af at debatten i 60 i dag i medierne står som det, der afgjorde præsidentvalget det år, så er der ikke megen videnskabelig evidens for, at det reelt var tilfældet.

Og netop historierne om debatten i 1960 og ikke mindst myterne om dens konsekvenser indrammer essensen af de amerikanske erfaringer med præsidentdebatter. På trods af en opfattelse i medierne af, at debatterne er afgørende for valgenes udfald, så er der ikke meget, som tyder på, at det reelt forholder sig sådan, når man kigger nærmere efter.

Gennemgår man systematisk præsidentvalgene fra 1980 og frem, så viser forskningen, at målingerne – som hovedregel – maksimalt svinger et par procentpoint i det, man kan kalde debatsæsonen.

Debatsæsonen er den afsluttende periode i valgkampen, hvor debatterne finder sted. Og selvom et par procentpoint nemt kan være mere end rigeligt til at vende et potentielt nederlag til sejr, så kan de amerikanske analyser ikke fastslå, hvorvidt udsvingene skyldes debatterne eller alt det andet, der sker på det tidspunkt i valgkampen.

Det er i den sidste del frem mod valget, at annoncetrykket for alvor øges, at mediernes og vælgernes interesse øges, og kandidaterne for alvor er på banen. Alt sammen faktorer, som i lige så høj grad kan have indflydelse på det endelige valgresultat – og endda også større indflydelse – end debatterne, som også i USA ofte ender forholdsvis uafgjort.

Der er ingen grund til at tro, at erfaringerne fra USA ikke kan overføres til de danske statsministerdueller. Duellerne kommer også her relativt sent i valgkampen, hvor de ofte bare er en blandt mange valgkampselementer. Debattørerne er ofte forholdsvis jævnbyrdige, og det er sjældent, at en af statsministerkandidaterne falder igennem, og der er en meget klar vinder.

Tankevækkende nok, så er noget af det, der har mest effekt på, hvordan vælgerne afgør, hvem der vinder debatter, ikke debattørerne selv. Efter en af debatterne mellem Bush og Kerry i 2004 lod man en gruppe forsøgspersoner se debatten alene eller se debatten efterfulgt af analyser og vurderinger fra henholdsvis CNN eller NBC.

Effekten var klar. Den gruppe, der udelukkende så debatten, havde Kerry som klar vinder, hvilket også gjaldt for dem, der så debatten samt læste en CNN-analyse af den. Omvendt havde de, der så debatten plus en TV-analyse af den på NBC, Bush som klar vinder (se her).

Hvis man overfører dette til danske forhold, så svarer det til, at besserwissernes efterkritik af debatten kan vende en dårlig præsentation til en sejr. Betryggende, hvis du er spindoktor, som lever af at påvirke kommentatorer. Noget mindre betryggende, hvis du er en vælger, som bare gerne vil dybere ned i den debat, som du netop har set – især fordi kommentatorer og ”almindelige vælgere”, vil jeg påstå, har en forskellig opfattelse af, hvad der er en god debat.

Politisk aktive og ikke mindst politiske kommentatorer elsker politiske debatter med skarpe udvekslinger og gang i den. Vi ser debatterne som en kamp mellem holdninger og ideologier og italesætter dem også derefter. Der er tale om ”dueller”, og vi taler om kandidaternes ”kampform”.

Der er dog meget, der tyder på, at mange af vælgerne ser anderledes på det. De vil langt hellere have den rolige og saglige samtale, hvor fokus er på at løse problemerne.

Da jeg var på Christiansborg, kørte vi i sensommeren 2013 en serie fokusgrupper om den daværende formand, Lars Barfoeds, debatstil. Der var en opfattelse blandt flere i partiet (ingen nævnt, ingen glemt), at Barfoed manglede kant og aggressivitet i sine offentlige fremtoninger.

For at få mere indsigt i, hvad vi kunne gøre ved det, så bad vi en række fokusgrupper vurdere en serie klip med Barfoed, hvor han dels var i debat og dels udtalte sig direkte til kamera.

I rådgiverkredsen elskede vi de klip, hvor han var pågående og offensiv og gik i kødet på modstanderne. Problemet var bare, at det gjorde vælgerne ikke. De ville have den runde, lyttende og kompromissøgende politiker, som ikke afbrød journalisten, og som ikke forsøgte at udstille sin modpart. Kort sagt alt det, som Barfoed allerede var.

--------------

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese. Fra 2013 til 2016 var Benny Damsgaard kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad. 

Forrige artikel Jens Chr. Grøndahl: Rasmus Paludan er Dansk Folkepartis onde ånd Jens Chr. Grøndahl: Rasmus Paludan er Dansk Folkepartis onde ånd Næste artikel Lars Midtiby: Her er valgets hitliste Lars Midtiby: Her er valgets hitliste
Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

ANALYSE: Det ser ud til at blive ugen, hvor Mette Frederiksen afgør, om det kan briste eller bære. Radikale er indblandet i de hårdeste kampe, men hverken Morten Østergaard eller Mette Frederiksen har tillokkende alternativer til en aftale.