Benny Engelbrecht skal i samråd efter kritik af manglende postaftale

POSTKRISE: Transportministeren skal i et samråd forsvare, hvorfor regeringen ikke har taget initiativ til en ny aftale med Postnord i god tid. Ministeren kritiseres ligeledes for at gå bag om postforligskredsen.

Benny Engelbrecht har ikke indkaldt til drøftelser om en postaftale tids nok til, at der kan forhandles en ny hjem inden nytår. En "politisk skandale" lyder det fra Venstre. 
Benny Engelbrecht har ikke indkaldt til drøftelser om en postaftale tids nok til, at der kan forhandles en ny hjem inden nytår. En "politisk skandale" lyder det fra Venstre. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Niels Frederik Rickers

Torsdag eftermiddag skal transportminister Benny Engelbrecht (S) i et lukket samråd forklare, hvorfor der med små to uger tilbage af kalenderåret 2019 ikke ligger en ny postaftale klar på regeringsbordet.  

Samrådet er indkaldt af finansordfører Troels Lund Poulsen (V) i kølvandet af, at ministeren har mødt kritik fra de blå partier og Radikale for ikke at have indkaldt til forhandlinger om en ny aftale i tilstrækkelig tid.

Den nuværende aftale om Postnords befordringspligt i Danmark udløber efter nytår. Venstres Kristian Pihl Lorentzen udtalte tidligere på måneden til Altinget, at det "ikke var rimeligt", at det få uger inden nytår stadig ikke var afklaret, om posten fortsat kan blive uddelt efter årsskiftet.

Radikales transportordfører, Andreas Steenberg, kaldte ligeledes transportministerens sene indkaldelse til drøftelser i forligskredsen for "uansvarlig".

Jeg tager gerne på mig, at vi godt kunne have gjort det bedre og anderledes end på den måde, som det er gjort.

Benny Engelbrecht (S)
Transportminister

Ministeren beklager håndtering
Et lækket aktstykke viser dog, at Benny Engelbrecht 27. november bad Folketingets Finansudvalg om opbakning til at give Postnord et trecifret millionbeløb i første halvår af 2020.

Og netop ministerens beslutning om at gå uden om forligskredsen og i fortrolighed bede om en midlertidig redningsplanke til Postnord forventes da også at blive ét af de ømme punkter under torsdagens samråd.

På nuværende tidspunkt er det dog stadig ikke bekræftet, om der er flertal for en midlertidig forlængelse af postaftalen. Til Jyllands-Posten udtaler Troels Lund Poulsen, at der i hans øjne er tale om den "hidtil største politiske skandale" fra regeringens side.

Onsdag 11. december beklagede transportministeren ved Folketingets talerstol da også regeringens håndtering af sagen.

"Jeg tager gerne på mig, at vi godt kunne have gjort det bedre og anderledes end på den måde, som det er gjort," sagde Benny Engelbrecht.

Altinget logoTransport
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget transport kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00