Bertel Haarders åbningstale til Folkemødet

Det talte ord gælder.

Nu skal vi lytte og lære og have det sjovt. Og vi skal nyde den skønne bornholmske natur.

Jeg står her, fordi det var mig, der gav bolden op efter at have oplevet Almedalsugen i Visby på Gotland.

Det var i et interview med Berlingske Tidende. Jeg stod og ventede på at komme med færgen og talte med en journalist gennem trådhegnet. Dér foreslog jeg, at vi skulle forsøge en dansk parallel, fx på Bornholm. En dansk udgave med mere kultur, flere foreninger og måske færre interessegrupper. En manifestation af Foreningsdanmark, højskoledanmark og frivilligdanmark. En slags Roskildefestival, men med mere ånd og mindre øl!

Efter svenskekrigene befriede Bornholm sig selv, da bornholmerne dygtigt overlistede de svenske soldater på Hammershus lige derovre. De overrakte øen til kong Frederik d. 3. og håbede på skattefrihed som tak! Men det fik de ikke! - Heltene var kaptajn Jens Kofoed, præsten Poul Ancher og borgmester Peder Olsen. Om den nuværende borgmester også er en helt, ved jeg ikke. Men hun har i hvert fald sammen med alle partierne og dygtige medarbejdere taget udfordringen op på imponerende vis.

Bertel Haarder (V)
Indenrigs- og sundhedsminister

Da reaktionerne var positive, skrev jeg til Folketingets præsidium og til partilederne og foreslog, at de politiske ledere sætter en dag eller to af til folkefest på Bornholm. Det var de med på. Og så kunne jeg med god samvittighed afsætte en halv million kr. af landdistriktspuljen som startkapital og sikkerhed for kommunen. Det hele kunne jo ende i fiasko.

Men fiasko blev det så sandelig ikke. Det er allerede blevet en formidabel succes, målt i antal deltagere, der har meldt deres ankomst. Vi taler om flere tusinde.

Det skyldes ikke mindst, at Bornholms kommune med alle partier bag og borgmesteren i spidsen har omsat ideen til en flot model, der egner sig til at blive gentaget år efter år ligesom Almedalsugen i Visby på Gotland.

Her er vi så, og nu skal vi lytte og lære og have det sjovt. Nogen af os skal også synge! Det gjorde de ikke på Gotland!

Vi skal høre taler, der forhåbentlig kommer til at adskille sig fra talerne ved Folketingets afslutningsdebat. Den foregik efter modellen: En politiker rejser sig, holder en tale, siger ingenting, hvorefter alle andre erklærer sig uenig med vedkommende.

Regeringen er jo som en bikini: Den holder sig oppe, men halvdelen af befolkningen ser den gerne falde! De håber på Helle Thorning - undtagen Ritt, hun tænker sit!

I Folketinget gælder det om at klare sig. Her gælder det om at klare problemerne - afklare dem og pege frem med visioner.

I Folketinget gælder det om at tælle til 90 - hvis man har flertal, har man ret. - Her i Allinge gælder det om at give den bedste inspiration.

I Folketinget ser vi hele tiden på klokken. - Her står tiden stille for en stund.

I Folketinget render vi ud af huset til møder ustandseligt. - Her kan vi heldigvis ikke komme væk.

Vi er i lejr! Ø-lejr!

Vi skal tage temperaturen på Danmark, folkeligt, kulturelt, politisk, økonomisk.

Vi er verdens lykkeligste folk - i hvert fald det mest tilfredse - og selvtilfredse! Hvem er vi, og hvor skal vi hen. Hvad er det vigtigste?

Danmark er forvandlet fra at være en lilleputstat - et puslingeland, der hygger sig i smug - til en aktivistisk og betydningsfuld partner for vore allierede.

Vi har lagt 1864 bag os. 1864, som symboliserer sammenbruddet. Det militære sammenbrud. Sammenbruddet i selvforståelsen.

Vi rejste os dengang under overskriften "hvad udad tabes, skal indad vindes". Vi udviklede en særlig dansk selvforståelse ifølge hvilken vi var et meget lille land, der havde været udsat for så meget ondt, at vort indre i særlig grad var blevet lutret. Mindreværdskompleks kombineret med selvovervurdering.

Vi var hundeangst for at blande os i international politik. Vi havde lidt frygtelige nederlag hver gang, vi havde forsøgt. Vi gravede os ned os holdt os for ørerne og lod andre slås. - Stå aldrig til søs, lad de andre stå. Det var dansk politik.  Flere generationer af politikere var overbeviste om, at den næste krig ville blive den sidste. Vi lod os kujonere og tilpassede os de gældende magtforhold under første og anden verdenskrig.

Nu er det slut. Vi er ikke længere små og udsatte. Vi er stærkere end nogen sinde siden Englandskrigene for 200 år siden. Vort nationalprodukt ligger i midten i Europa - vor velstand i toppen.

Til gengæld er vi heller ikke bedre end andre. Vi tør løbe en risiko og begå fejl.

Vi har meldt os ind i verden. Når noget ondt skal fordrives som i Irak, Afghanistan og Libyen, så er det ikke bare en sag for andre. Så er det også en sag for Danmark. Og når man melder sig ind i verden, så løber man også en risiko. Men kan begå fejl. Man kan lide tab. Man ved ikke, hvordan det ender. Sådan er det at være med i verden som ligeværdig partner.

Her på Bornholm kan vi bogstavelig talt se over til alle de venligtsindede lande, der omgår os.

Polen befriede sig selv ved folkelig stædighed og åndelig/religiøs styrke. Som frihedshelten og skibsværftsarbejderen Lech Walensa sagde ved 20 års jubilæet i Gdansk: "Vi vidste ikke, det var umuligt at vælte kommunisterne - og så havde vi Paven!"

Østtyskland forsvandt mirakuløst som dug for solen sammen med alle de danske venner, der skyndte sig at omvende sig til demokrati.

De baltiske stater blev frie, og adskillige drengebørn blev efter sigende døbt Uffe derovre.

Leningrad blev til Skt. Petersborg, og den danske prinsesse Dagmar blev genbegravet som russisk kejserinde Feodorovna.

Altsammen inden for en generation. Tænk, at vi måtte opleve det. Tænk, om vore bedste forældre, oldeforældre og tipoldeforældre havde kunnet ane det. Sommetider overgår virkeligheden alle drømme.

Bornholm var i et helt år besat af Sovjet efter krigen, mens man i det øvrige land fejrede befrielsen. Danmark turde dårligt nok forlange øen tilbage.

Rønne og  Nexø var blevet bombet af sovjetiske bombefly, fordi tyskerne nægtede at overgive sig til Sovjet. Først efter et år slap øen ud af fangenskabet.

Efter svenskekrigene befriede Bornholm sig selv, da bornholmerne dygtigt overlistede de svenske soldater på Hammershus lige derovre. De overrakte øen til kong Frederik d. 3. og håbede på skattefrihed som tak! Men det fik de ikke! - Heltene var kaptajn Jens Kofoed, præsten Poul Ancher og borgmester Peder Olsen.

Om den nuværende borgmester også er en helt, ved jeg ikke. Men hun har i hvert fald sammen med alle partierne og dygtige medarbejdere taget udfordringen op på imponerende vis.

Folkemødet foregår på den smukkeste plet i den stolteste og mest selvbevidste del af Danmark, som her slår dørene op og byder os velkommen til en sjælden oplevelse.