Bertel Haarders afskedssalut til folkestyret: Nyt moralkodeks skal tale de folkevalgte op

Lad os for en gangs skyld tale Folketinget op. Jeg er førstehåndsvidne til, at de folkevalgte er langt bedre end deres rygte.

Alt for ofte bliver politiske meningsforskelle udlagt som taktik og spin, hvad det somme tider også er. Men giv det en chance, at politikerne måske mener det, de siger. At de mener, det er bedst for Danmark.

Jeg kan ikke udholde, når kommentatorer udlægger ”spillet” uden hensyn til substansen i debatten, virkningen på landets socioøkonomiske eller kulturelle tilstand.

Selvfølgelig skal medierne have fokus på meningsforskelle, og selvfølgelig skal der gås hårdt til politikere, der dummer sig eller gør det modsatte af, hvad de siger. Problemet er, hvis det politiske landskab udefra kommer til at tage sig ud som en ormegård med mere eller mindre uærlige og ukvalificerede aktører, der spænder ben for hinanden, snyder, når de kan, og kvajer sig i det uendelige. Men dansk politik er ikke en ormegård.

Det er et kæmpe problem for folkestyret, at færre og færre stiller sig til rådighed, og færre og færre vil forpligte sig til en frivillig indsats

Det er rigtigt nok, at der er for mange uerfarne regerings- og folketingsmedlemmer. Men hvem er skyld i det? Skylden ligger jo hos alle de mere erfarne og bedre kvalificerede, der ikke stiller sig til rådighed - måske fordi de ikke vil slæbes igennem skidtet i mediemøllen. Det er et problem i sig selv.

Det er et kæmpe problem for folkestyret, at færre og færre stiller sig til rådighed, og færre og færre vil forpligte sig til en frivillig indsats. Det er et problem for foreningslivet, hvor ledernes gennemsnitsalder stiger, fordi der mangler unge til at tage over. Det er et problem for Folkekirken, at så få vil sidde i menighedsråd. Og det er et problem for partierne, at færre og færre vil være medlem og betale medlemskontingent, og at færre og færre overhovedet vil forpligte sig ved at stille sig til rådighed som kandidat til folkevalgte råd.

Det er efterhånden en meget lille del af befolkningen, der har indflydelse på, hvem der opstilles. En endnu mindre del af dem vil være folkevalgte med al den forstyrrelse, det giver for hele familien – og den medfølgende risiko for nedrakning.

Engang blev det betragtet som en slags ”borgerligt ombud”, en forpligtelse, der tilkom de fremmeste på egnen. I dag leder man ofte forgæves efter kandidater blandt de mest kvalificerede, fordi de skræmmes af det liv og den manglende anerkendelse, der bliver de folkevalgte til del.

Derfor bliver vi for folkestyrets skyld nødt til at tale folkestyret op, inklusive de folkevalgte.

De fleste arbejder hårdt og seriøst. De arbejder måske for hårdt og får for lidt tid til at tænke og fundere. De har som regel en stor viden, som de har tilegnet sig ved at bruge dage og nætter på at sætte sig ind i indviklet stof. Samtidig skal de fare rundt til møder og tålmodigt besvare utallige mails, sms´er og mobilopkald for ikke at blive beskyldt for at være utilnærmelige og arrogante.

I fire år sad jeg ofte i Folketingets formandsstol som næstformand for Folketinget og blev positivt overrasket over, hvor seriøse ordførerne var, når de redegjorde for deres partis stilling. Man kunne virkelig lære noget, hvis man hørte efter.

Derfor bad jeg dem forleden i min afskedshilsen til Folketinget om at ranke ryggen og ikke lade sig stresse af de mange medier og af hinanden – og af de (for) mange ivrige rådgivere. Det er de folkevalgte, der skal bestemme, ikke rådgiverne og de professionelle kommunikationsfolk.

I fire år sad jeg ofte i Folketingets formandsstol som næstformand for Folketinget og blev positivt overrasket over, hvor seriøse ordførerne var, når de redegjorde for deres partis stilling

Jeg er bekymret over den øgede topstyring, både i regeringen og i partierne. Jeg ser med bekymring på de stadigt flere rådgivere, som omkranser de politiske ledelser og øger topstyringen. Spindoktorerne skaber et filter mellem ministre og medier. Jeg synes, regeringspartier selv bør betale for deres ”særlige rådgivere”. Så kan brugen af dem måske finde et mere naturligt leje. Og de politiske ledere kan blive mere autentiske og dermed troværdige.

Jeg er uendeligt træt af kommentatorernes snak om, at alt er taktik og udspekulering. Lad os dog gå ud fra, at politikere faktisk mener det, de siger. Det afgørende er at oplyse befolkningen om, hvad forskellige forslag betyder for landet. Det kræver kommentatorer, der ved noget om substans og ikke kun om det politiske spil.

Vi skal værne om den gensidige tillid, som er det ”nordiske guld”. Ingen andre lande har så meget gensidig tillid og er så lidt korrupte som de nordiske lande. Det har hjulpet os gennem corona og vil hjælpe os igennem krigen og inflationen.  Det gælder også tillid til myndigheder og vacciner, ja, sågar tillid til politiske modstandere.

Gensidig anerkendelse er afgørende for tilliden. Jeg husker Poul Schlüter, der altid roste Venstre – og jo mere, han roste Venstre, jo mere tog han vores stemmer. Måske giver det flere stemmer at anerkende andre end at mistænke dem. At behandle hinanden, som vi selv vil behandles.

Jeg har ingen illusion om, at valgflæsk og stemmefiskeri kan undgås. Men vi savner noget mere public service, folkeoplysning, for at borgerne kan blive klogere på, hvad forskellige forslag betyder. Det er den bedste garanti for, at valgflæsk og stemmefiskeri ikke gør varig skade. De evindelige politiske analyser er langt mindre vigtige for folkeoplysningen.

Lad os få flere økonomer og andre eksperter til at vurdere de politiske initiativer, frem for nogle kommentatorers uforgribelige meninger om, hvorfor de er fremsat. Hvad er eksempelvis virkningen af topskattelettelser, lønforhøjelser til offentligt ansatte og lettere adgang til at hyre udenlandsk arbejdskraft?

Vi har brug for mere folkeoplysning, ikke flere analyser af det politiske spil.

I min afskedstale i Folketinget opfordrede jeg mine kolleger til ikke at sætte befolkningsgrupper op mod hinanden. Det er der virkelig ingen grund til i dette land. Jeg bad dem se sig selv om ”en del af noget større” (DBU´s motto) - et land med ordentlighed, hvor få har for meget og færre for lidt.

Måske giver det flere stemmer at anerkende andre end at mistænke dem. At behandle hinanden, som vi selv vil behandles

Det er en fornem arv, de folkevalgte skal forvalte i Danmark. Dertil kræves de bedste kræfter, vi har.

Der mangler jo ikke politisk interesse. Det kan man eksempelvis se på den store deltagelse i folkemøder – ikke kun det store folkemøde på Bornholm.

Hvad der mangler, er flere med erfaring og indsigt, der stiller sig til rådighed. Derfor må vi ikke tale de folkevalgte ned og henvise dem til at være klakører for deres partiledelser.

Hvorfor mon Lykke Friis og Tommy Ahlers og Søren Pind ikke gad fortsætte i Folketinget – for nu at nævne nogle af mine egne partifæller. Nogle kan man end ikke lokke med en ministerpost.

Hvis jeg skal skrive en moralkodeks for et godt folkestyre, så bliver det noget i retning af:

• Tag politikerne på ordet og gå ud fra, at de mener, hvad de siger.
• Analyser deres forslag, ikke for deres taktiske værdi, men for deres virkning på rigets tilstand.
• Skærm ikke politikerne for kritiske spørgsmål, men lad det handle om de saglige konsekvenser.
• Lad ikke politikerne og medier slippe for let af sted med personangreb. Det forudsætter at:
• Medierne må lære at kritisere hinanden. Ellers svigter de folkeoplysningen.
• Og sidst, men ikke mindst: Spørg de kloge kritikere af den førte politik, hvorfor de ikke selv stiller op.