Debat

Bilimportører: Politikere skal indføre skrappere miljøzoner for personbiler

REPLIK: Miljøzoner er afgørende for transportområdets grønne omstilling. Branchen og politikerne skal mindske luftforureningen og styrke omstillingen, skriver Danske Bilimportørers direktør.

Der bør indføres skrappere miljøzoner for personbiler. Det kan bekæmpe luftforureningen og kickstarte den grønne omstilling for persontransport, skriver Danske Bilimportørers direktør.
Der bør indføres skrappere miljøzoner for personbiler. Det kan bekæmpe luftforureningen og kickstarte den grønne omstilling for persontransport, skriver Danske Bilimportørers direktør.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mads Rørvig
Direktør, De Danske Bilimportører

Udledningen af partikelforurening har betydning for vores helbred, og bilens CO2-udledning har betydning for klimaet.

Ældre biler forurener typisk mere end nye biler, der skal leve op til større miljø- og klimakrav. Derfor er der en oplagt klimagevinst i at udskifte ældre biler med nye nul- eller lavemissionsbiler, men i dag gælder miljøzoner i Danmark kun de mest forurenende lastbiler, busser og varebiler og ikke almindelige personbiler.

Som brancheorganisation for bilimportørerne i Danmark er vi derfor helt enige med det, som Rådet for Grøn Omstilling foreslår i Altinget: Der bør indføres skrappere miljøzoner i Danmark for personbiler, så vi kan bekæmpe luftforureningen og kickstarte den grønne omstilling for persontransport.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi er allerede bagud i forhold til vores europæiske naboer. I langt de fleste større tyske byer er der allerede indført miljøzoner for personbiler. Det gælder blandt andet Berlin, hvor personbiler som minimum skal ligge i euronorm fire for at få lov til at køre i byen.

Euronorm refererer til de fælles europæiske krav som alle biler på de danske veje skal efterleve. Bilens euronorm kategoriseres mellem et og seks, hvor biler, der ligger i euronorm seks, udleder færrest skadelige partikler.

Miljøzoner kan ikke gøre det alene.

Mads Rørvig
Direktør, De Danske Bilimportører

Udviklingen på området går hurtigt og i den rigtige retning: I dag har nye biler med euronorm fem et udslip af partikler, der er nedbragt til under 95 procent af niveauet, fra før euronormerne blev indført i 1992.

Indfør miljøzoner med højeste euronorm fra 2025
I Berlin har man som sagt et krav om euronorm fire i udvalgte miljøzoner, men vi mener ikke, at denne løsning er tilstrækkelig for at nå i mål med den grønne omstilling i Danmark.

Biler med euronorm fem eller lavere vil automatisk være udfaset i 2030, når man sammenholder med gennemsnitsalderen på en personbil. Det betyder, at hvis miljøzoner for personbiler i Danmark skal have en reel klimaeffekt, bliver vi nødt til at have skrappere krav for, hvilke biler der må køre i vores byer.

Vi mener, at man allerede i 2022 skal have miljøzoner i Danmark, der kun tillader personkørsel af euronorm fem og seks. Derefter bør man i 2025 hæve grænsen sådan, at det kun er biler med den mest skånsomme partikelforurening – altså euronorm seks – der kan køre i miljøzonen.

Et kørselsforbud for benzin- og dieselbiler ældre end euronorm seks vil helt konkret betyde, at 62 procent af de nuværende dieselbiler og 65 procent af de nuværende benzinbiler ikke kan udlede partikelforurening i byerne. Vi mener, at denne løsning både er til gavn for forbrugerne og branchen.

Miljøzoner er en brik i et større grønt puslespil
Det er ingen hemmelighed, at enhver bil sætter et aftryk. Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer, at de biler, der bliver solgt i Danmark, forurener mindst muligt og styrker den grønne omstilling på transportområdet.

Hos bilimportørerne kan vi hverken skrue på konjunkturer eller kilometertælleren, men vi har klimaambitionerne til at sikre, at danskerne i højere grad sætter sig ind bag rattet i biler, der forurener mindre og udleder mindre CO2. Her er miljøzoner for personbiler et afgørende skridt for at nå målsætningen om 70 procent CO2-reduktion i 2030.

Men miljøzoner kan ikke gøre det alene. Om seks måneder vil afgifterne på grønne biler stige igen, hvis ikke politikerne griber ind. Det vil gøre det langt mindre attraktivt for forbrugerne at købe miljø- og klimavenlige biler, og vi risikerer at bremse den gode udvikling i salget af grønne biler.

Den vigtigste brik i den grønne omstilling på transportområdet er altså fortsat, at vi gør de grønne biler attraktive ved at fastfryse afgifterne på det nuværende niveau – ellers skaber vi en unødvendighed usikkerhed hos både forbrugerne og branchen.

Men grundlæggende handler det om at skabe et stabilt og gennemsigtigt afgiftssystem, der skaber incitament til at købe, udvikle og forhandle biler, der forurener mindre og udleder mindre CO2.

Dette arbejder foregår lige nu i Eldrup-kommissionen, men vi ser frem til at bidrage til diskussionen og indretningen af miljøzoner i fremtiden, så vi kan skabe sikkerhed for forbrugerne, arbejdsro i branchen og store skridt i den grønne omstilling. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Rørvig

Administrerende direktør, De Danske Bilimportører
cand.merc. (CBS 2010)

0:000:00