Biolog: Lad krondyr stå for naturplejen og spar store erstatninger
DEBAT: Ministeriet slipper for at betale store erstatninger for ulveangreb på naturplejende får, hvis kerneområder bliver tilgængelige for landets enorme krondyrbestand, mener biolog Søren Wium-Andersen.
Peter Bjørnbak Hansen
RedaktionsassistentAf Søren Wium-Andersen
Biolog
Er tiden kommet til at nedlægge kerneområderne for krondyr på statens arealer og få større sammenhængende naturområder?
I 1940’erne var der et ønske om, at bestanden af krondyr skulle øges, hvorfor der blev udlagt en række reservater for krondyr spredt over landet på statens arealer hovedsageligt i Midt- og Vestjylland. De jyske reservater blev ændret til 11 jyske krondyr-kerneområder i 1994.
Siden er bestandene af krondyr steget – ikke blot i krondyr-kerneområderne, men også mellem de oprindelige kerneområder. Derfor kan det undre, at staten fortsat opretholder kerneområderne, når bestandene er blevet så store, at de giver problemer.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Skovgæster og jægere er glade for de store bestande, mens nogle landbrugere og skovbrugere anser krondyret for at være en problemart. Landbrugets utilfredshed med krondyrene skyldes, at de store bestande søger ud på markerne, hvor de giver omfattende markskader, da de store bestande mangler mad i skoven og på de omgivende heder.
En spist kronhjort koster ikke noget
Mange af hederne i kerneområderne er i dag hegnede, således at krondyrene ikke kan græsse der. Hegningerne sker, fordi Miljø- og Fødevareministeriet kan tjene på at udleje græsningsrettighederne, for at fårene kan drive naturpleje som på hederne ved Vind og i Stråsø-komplekset.
Er der en ulv, der æder et naturplejende får, så skal ejeren have en erstatning. Er det derimod et naturplejende krondyr, som ulven forgriber sig på, vil det ikke koste samfundet en krone.
Søren Wium-Andersen
Biolog
Desværre er indhegninger af arealer med fåregræsning effektive mod krondyrene, men ikke altid mod de lokale ulve, som æder fårene. Fårenes ejer bliver da kompenseret af Miljø- og Fødevareministeriet for sine tab, da ulven er en truet art.
Dette Ebberød Bank-system, der har fungeret i mange år, ser jeg ikke grund til, at ministeriet værner om. For hvorfor kan krondyrene ikke gennemføre den naturpleje, som fårene betales for at gennemføre i dag?
På de ikke-hegnede hedearealer kan man se krondyr i imponerende grupper på mere end 1.000 stykker. Er der en ulv, der æder et naturplejende får, så skal ejeren have en erstatning. Er det derimod et naturplejende krondyr, som ulven forgriber sig på, vil det ikke koste samfundet en krone.
En enkelt grundejer i Vestjylland nær ved Vind Hede og Stråsø-komplekset, hvor der er udlagt et krondyr-kerneområde, har fået udbetalt 779.525 kroner i erstatning for markskader. For i dag udbetaler Miljø- og Fødevareministeriet store erstatninger for markskader forårsaget af krondyrene op til to kilometer fra reservatgrænserne.
Men hvorfor bliver disse erstatningsmidler ikke anvendt til at hegne statens arealer ud mod markerne, således at vildtet ikke generer landbruget? Der må da kunne rejses ganske mange kilometer hegn for det erstatningsbeløb.
Opgiv kerneområderne
Allerede i dag hegner landbruget deres marker i de områder, hvor der ikke ydes erstatninger for krondyrskader. Skovejerne ved også, at hvis de planter løvtræ, så er hegning nødvendig for at beskytte kulturerne mod dyrene.
Jeg håber, at den nye miljøminister forsøger at tænke nyt på dette område. Lad bare krondyrene tage sig af naturplejen på statens arealer, og anvend så de sparede erstatningsmidler til en effektiv hegning mod produktionsarealerne.
En anden og meget billigere løsning vil være, at staten opgiver at opretholde de såkaldte krondyr-kerneområder, hvorved statens erstatningspligt i forbindelse med markskader forårsaget af krondyr ophører.
Ved samme lejlighed bør det overvejes, om ikke også ”kerneområder for dåvildt” bør ophæves. I Gribskov, der er udpeget som kerneområde for dåvildt, er efterårsbestanden i dag så høj (1.400 styk), at det er nødvendigt at supplere med en kostbar tilskudsfodring i vinterperioden for at opretholde den alt for store bestand.
Sådanne forenklede regler på statens område vil gavne naturen såvel som samfundet ved at skabe større sammenhængende naturområder og spare betydelige midler, der i dag anvendes til erstatninger og fodring.