Debat

Birgitte Boesen: Filantroper skal lytte til befolkningen før de deler penge ud

DEBAT: Hvis ikke filantroper lytter til de synspunkter, der hersker blandt borgere og samfundets civile og offentlige institutioner, før de deler penge ud, risikerer filantropien at miste sin demokratiske legitimitet, skriver indehaver af büroCPH Birgitte Boesen.

Kritikken af A.P. Møller Fondens donation til Operaen på Holmen i København er stadig levende i offentligheden i dag, mener Birgitte Boesen.
Kritikken af A.P. Møller Fondens donation til Operaen på Holmen i København er stadig levende i offentligheden i dag, mener Birgitte Boesen.Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Er filantropi godt eller skidt?” spurgte tv-værten Steen Ørskov forleden i DR2’s Deadline og henviste med sit spørgsmål til den omsiggribende debat om milliardærer, der donerer millioner til akut velgørenhed.

Tja, hvornår er det godt at gi’? Umiddelbart er det fristende svar ”hver gang” – akkurat som vagabonden Perikles i sin tid gjorde, da han i Storm P’s tegneserie blev spurgt om, hvornår en Tuborg smager bedst.

I manges øjne er alle bidrag prisværdige, så længe det drejer sig om at afhjælpe skaderne efter akutte og alvorlige begivenheder. Men kritikere hæfter sig ved, at de superriges bidrag har en tendens til at strømme hurtigere, jo større omtale donationen giver.

Man så det i sin tid efter jordskælvet på Haiti og senest i forbindelse med branden i Notre-Dame, hvor der under stor mediebevågenhed indløb tilsagn om milliarder til genopbygningen.

Så hvornår er det godt at gi’? Det enkle svar lyder, at det er godt at gi’, når den demokratiske legitimitet er i orden. 

Birgitte Boesen
Analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH

I situationen med den tørstige vagabond er hans egeninteresse tydelig og naturlig. I tegnerens streg bliver replikken da også serveret med et glimt i øjet i solidaritet med landevejens riddere, der som bekendt tilhører en minoritet i samfundet.

Filantropisk musikalitet
Lige netop det at beskytte minoriteters rettigheder hører til blandt de klassiske fondsdyder, mens mange omvendt anser fondenes skattefordele for at være fuldgyldig egeninteresse.

Hør blot denne fondskritiske kommentar på Facebook til ovenstående debat i Deadline: ”Interessant at vide, hvordan disse store summer fremkommer i et samfund, som tillader at skattebegunstige nogle frem for andre – men samtidig godt, at de får rådgivning (…) til at tilbagebetale noget til det samfund, som har været med til at tilvejebringe denne kapital/fond”.

Herhjemme – som i andre lande – gælder der særlige skattefradragsregler for borgere og institutioner, der giver penge til velgørenhed. Det er således en rettighed, som man ikke behøver at retfærdiggøre. Men selvom man ikke har pligt til at forklare sig, skader en vis filantropisk musikalitet i dialogen med omverden ikke.

Det gælder ikke mindst for velhavere og filantroper, der i rollen som samfundsaktører bør anerkende deres ansvar, blandt andet ved at lytte til de forskellige synspunkter, der rører sig blandt borgere i almindelighed samt blandt samfundets civile og offentlige institutioner, før de beslutter sig for at dele penge ud. Hvis ikke det sker, risikerer filantropien at miste sin demokratiske legitimitet.

Zuckerbergs tvivlsomme filantropi
Facebook-milliardæren Mark Zuckerberg et godt eksempel på dette: I 2015 donerede hr. og fru Zuckerberg 75 millioner dollars til nyt medicinsk udstyr på San Francisco General Hospital, hvor hustruen Princilla Chan på det tidspunkt var ansat som børnelæge.

I modydelse for donationen ændrede hospitalet sit navn til ”Zuckerberg San Francisco General Hospital”. Umiddelbart kunne bytterelationen ses som en fjer i hatten på Facebook-stifteren, der ledsagede donationen med et budskab om, at alle mennesker har ret til et godt helbred.

På det seneste er hospitalet kommet i kraftig modvind på grund af nogle eksorbitante regninger udstedt til patienter, hvis privatforsikringer burde dække omkostningerne. Således kan mediet Vox fortælle historien om den 24-årige Nina Dang, der i januar fik en regning på over 21.000 dollars efter at være behandlet for en brækket arm som følge af et styrt på cyklen.

Selvom ægteparret Zuckerberg ikke kan drages til ansvar for hospitalets prispolitik, rammer de negative pressehistorier alligevel som en boomerang. Byens folkevalgte presser således på for at få fjernet navnet ”Zuckerberg” fra hospitalets navn, og nogle taler om at levere pengene tilbage.

I begrundelsen hedder det blandt andet, at ganske vist har Facebook-milliardæren betalt 75 millioner dollars, men samtidig er byens borgere i gang med at afbetale et lån på 887 millioner dollars til en omfattende renovering af hospitalet. Set i det lys burde hospitalet egentlig skifte navn til ”Citizens San Francisco General Hospital”.

Stemplet som en skamplet
Vi behøver dog ikke tage uden for landets grænser for at finde eksempler på store velgørere, der har mødt alvorlig kritik i offentligheden. Tænk blot på A.P. Møller Fondens donation til Operaen på Holmen i København.

Selvom bygningen blev indviet helt tilbage i 2005, er kritikken stadig levende. Så sent som i denne uge står operahuset på Berlingskes liste over hovedstadens fem største arkitektoniske skampletter. Fonden bestemte både beliggenhed og arkitekt, hedder det blandt andet i artiklen, hvilket understreger pointen om, at private donationer bør gives med lydhørhed over for omverden.

Avisens arkitekturanmelder bærer ved til bålet ved at kalde byggeriet for et trist eksempel på, at alt, hvad der kan gå galt, går galt: ”En umusikalsk bygherre, der ikke vil lytte til fagfolk, møder en verdensberømt dansk arkitekt, der ikke er vant til at blive sagt imod.”

Femten år efter indvielsen er Operaen for mange mennesker fortsat synonym med A.P. Møller Fondens virke. Og det, til trods for at fonden siden har støttet adskillige projekter, som ligger langt fra fortidens operahus – eksempelvis har man givet en milliard kroner til at understøtte udviklingen i den danske folkeskole og 750 millioner kroner til en særlig indsats over for socialt udsatte.

Det er værd at notere, at begge sidstnævnte donationer er udformet i dialog med henholdsvis Undervisningsministeriet og Socialministeriet, samt at pengene går til at understøtte indsatser, der formuleres af eller er i samarbejde med skoler, sociale myndigheder, ngo’er og forskere.

Det er godt at gi’, når …

Som mange vil vide, er danske fonde på vej til at blive synlige samfundsaktører. I disse år finder de hver for sig og i dialog deres egne ben i rollen som ansvarlige samfundsaktører.

På rejsen kommer de i kontakt med mange forskellige grupper i samfundet og får herigennem mulighed for at lytte til mange forskellige synspunkter. Bevægelsen virker logisk i et bredere samfundsperspektiv og giver filantropien demokratisk legitimitet.

Tilsvarende er der brug for, at mere flygtige velgørere vedkender sig, at deres donationer ikke kan ses stykkevist og delt, men må forstås som en del af en større helhed. I disse tider er der brug for at styrke alliancer på tværs af samfundet, i en erkendelse af at ingen velgører, ingen fond, ingen ngo og ingen offentlig forvaltning kan løse samfundets grundlæggende problemer uden samarbejde.

Så hvornår er det godt at gi’? Det enkle svar lyder, at det er godt at gi’, når den demokratiske legitimitet er i orden. Alternativt risikerer selve ideen om velgørenhed og dermed den filantropiske institution at miste sin folkelige opbakning.

-----

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Kommentaren er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Birgitte Boesen

Grundlægger og analytiker, büroCph, bestyrelsesmedlem, PlanBørnefonden, Rådet for Grøn Omstilling
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1984)

0:000:00