Borgen fylder 100 år: Fire ting, du ikke vidste om fortidens Christiansborg

Badeanstalt, lange enetaler og eftersøgning af politikere i tiden før mobilen. En del forhold har ændret sig på Borgen i de 100 år, bygningen har været i brug.

Det fremgår af den nye bog Folketinget, som netop er udkommet i anledning af, at det i dag er 100 år siden, det første møde blev holdt på det nuværende – det tredje – Christiansborg. Borgen er bygget på murene af de to foregående bygninger, der begge brændte.

Altinget har fundet et par overraskende oplysninger frem fra bogen, som er skrevet af lederen af Folketingets bibliotek gennem 17 år, Hanne Rasmussen.

Borgens badeanstalt
På det tredje Christiansborg blev der indrettet en badeanstalt i kælderen med badekar og brusere, hvor medlemmerne kunne bade gratis.

Der blev også ansat en barber, men medlemmerne måtte dog selv betale for klipning af både hår og skæg.

Efter at Landstinget blev nedlagt i 1953, klagede barberen over nedgang i omsætningen, fordi flere medlemmer klarede barberingen selv. Badeanstalten blev lukket i 1970, og der blev i stedet indrettet motionsrum. I dag fungerer lokalet dog som besøgscenter.

Nye medlemmer havde ikke kontor
Som nyt folketingsmedlem i 1932 havde man ikke eget kontor.

Da den nyvalgte Gerda Mundt på det tidspunkt gerne ville undersøge noget om privatskoler til sin jomfrutale, kunne hun enten gå på læseværelset bag folketingssalen eller på bibliotekets læseværelse.

I 1947 var der stadig pladsmangel, og kun 25 til 30 rigsdagsmænd havde eget arbejdsværelse, og 200 måtte slås om de resterende 10-15 værelser. Da Landstinget blev afskaffet i 1953, hjalp det på pladsmanglen.

Ingen taletidsregler
Der har hele tiden været regler for, hvor mange gange et medlem måtte tale, men indtil 1933 var der ingen regler for, hvor længe. Det betød, at et medlem i princippet kunne blive ved med at tale i det uendelige. Men det var ikke altid, det faldt i god jord.

H.P. Hansen, der var formand for Folketinget fra 1924 til 1932, skulle angiveligt forsøge at gøre debatterne kortere ved at nedstirre ordførere med meget lange manuskripter, hvis det blæste fra øst. Vinduerne bag formandsstolen var nemlig utætte, og han led af gigt i ryggen.

Én bestemmelse i forretningsordenen gjorde det dog muligt for formanden at foreslå Tinget at stemme om at afslutte forhandlingerne, hvis han vurderede, at de blev trukket unødigt i langdrag. Den bestemmelse blev brugt op til flere gange.

Et Christiansborg uden mobiler – hvor er politikerne?
I tiden før mobiltelefoner var det ikke ligefrem let at finde folketingsmedlemmerne, når der var bud efter dem. Anna Holbech, der er tidligere telefonistinde, beskriver i sine erindringer, hvordan jagten i 1960'erne blev indledt, når der var telefon til et folketingsmedlem.

Det første stop var et ring ned til garderoben. Her kunne man tjekke, om den pågældende politiker havde overtøjet hængende og altså var mødt ind. Hvis overtøjet var i garderoben, kunne telefonisten så begynde at lede efter vedkommende.

Næste stop var så medlemmets værelse, men ifølge Anna Holbech gav det sjældent pote. Så måtte telefonisten undersøge, hvilke møder der var i gang, og til hvilke medlemmet burde være.

”Hvis vedkommende ikke var nogen af de steder, hvor han 'burde' være, gik vi i gang efter naturmetoden: Hvem er det nu, der spiller kort med hvem? Vi havde nemlig en hel del 'salmebogsudvalg', som det blev kaldt. Så ringede vi til 'makkernes' værelse for at finde frem til, hvor de var i aften, hvis ikke det gav resultat, var der barbersalonen, læseværelset og alle nicherne i Vandrehallen,” har Anna Holbech tidligere fortalt.