Kommentar af 
Stine Bosse

Bosse: Hvis det europæiske fællesskab er svaret - hvad er så spørgsmålene?

KLUMME: Tidens store spørgsmål kalder på svar fra mere end ét land. De store spørgsmål er alle af en type, der krydser grænser, skriver Stine Bosse om Europas største udfordringer.

GRÆNSEOVERSKRIDENDE: Problemerne i forhold til flygtningestrømmene er nødt til at løses i et fælles nationalt regi, skriver Stine Bosse.
GRÆNSEOVERSKRIDENDE: Problemerne i forhold til flygtningestrømmene er nødt til at løses i et fælles nationalt regi, skriver Stine Bosse.Foto: Polfoto/Martin Lehmann
Stine Bosse
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Først og fremmest velkommen til denne klumme, hvor jeg med cirka fjorten dages interval vil give mit bidrag til debatten om europæiske spørgsmål. Og lad mig først glæde mig over mængden af EU-stof, der nu fylder i medierne. Ikke bare i Tyskland, som det har været længe, men nu også i Danmark.

Det er godt, ikke bare fordi nogen ”føler”, at netop det stof er vigtigt. Nej, fordi EU's indflydelse på og betydning for os danskere er enorm, og fordi EU-stoffet længe har levet hengemt og under radaren – hvilket nogle nationale politikere måske næsten har glædet sig over.

Demokrati er jo en besværlig fætter. Og visse ting går da lettere, hvis det besværlige ”folk” ikke er så optaget af spørgsmålene, og måske endda ikke sætter krydset efter hvordan sagen løses. I den forbindelse kan man tale om EU-institutionen som en slags simremad. Der tales og indgås kompromisser i lange baner. Og der arbejdes for borgerne i EU. For ”vores bedste”. På mange niveauer. I det folkevalgte parlament, europaudvalget i Folketinget, i ministerrådet og i kommissionen, på opdrag fra de nationale statsoverhoveder. Altså et overflødighedshorn af demokrati.

Og hvad er ”vores bedste”. Se det er klassisk politik. Ønsker man for eksempel en mere liberal lovgivning for erhvervslivet, eller ønsker man en strammere kontrol og regulering? Ønsker man flere fælles sociale kapitler, der sikrer solidaritet på tværs af de gamle grænser, eller er alt hvad der starter med ”socialt” noget velfærdsstatsskrammel?

I den forbindelse kan man tale om EU-institutionen som en slags simremad.

Stine Bosse

Hvordan man stiller sig til disse spørgsmål er klassisk partipolitik, som den føres i de nationale parlamenter – og nu altså også i Den Europæiske Union. Og hvorfor så det? Hvilke spørgsmål er Unionen svaret på, og hvorfor i alverden skal det være så svært? Vi har da før kunne klare os med et folketing, en regering og uafhængige domstole.

Men tidens store spørgsmål kalder på svar fra mere end ét land. De store spørgsmål er alle af en type, der krydser grænser. Nogle af dem er kendte, mens andre er nye. Lad os se på nogle af de store udfordringer, der krydser landegrænser.

Handelsaftaler: Her bliver et lille land ofte trynet af et større. Derfor er det godt, vi laver disse sammen i EU. Betyder det, at vi ikke af og til kunne få mere ud af det selv? Nej, det kan ske. Men i det samlede billede har vi kæmpe fordele, når vi laver handelsaftaler i EU.

Miljø: Alle tænkelige miljøforhold krydser grænser, på nær måske lige enkelte lokale frøer. EU’s deltagelse i miljøpolitikken gør også, at vi bedre kan regulere store erhverv i det mindre marked, så disse ikke forurener vores natur.

Fødevaresikkerhed: Vi vil gerne sælge vores produktion frit til de mange lande og omvendt. De tider, hvor den lokale fødevarekontrol kunne garantere os imod alverden ubehageligheder i vores mad, er slut. Nu har vi fælles regler og beskyttelse, når vi spiser for eksempel avocado, græske olier eller lignende.   

Klima: Det giver ingen mening, at vi opfører os på en bestemt måde af hensyn til klimaet. Der skal mere til, og her kan vi sammen i EU lægge pres på verden, så den grønne dagsorden kommer øverst på listen.

Bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet: Lige fra bander, terrorceller og cybercrime. Alt sammen noget, vi alene kan bekæmpe sammen, da kriminelle ikke kender til landegrænser.

Sikkerhed: I tilfælde af et angreb på os så er NATO måske nok det første, vi kommer i tanke om, men mon ikke det fælles europæiske forsvar, som flere lande tager del i, ville være en helt naturlig del af samme forsvar af os? Det er svært at forestille sig andet. Jeg undlader at elaborere.

Valuta: Vi har stadig en møntenhed der hedder kronen, men den er tæt knyttet til euroen. Det har tjent os godt, og fjernet betydelige usikkerheder fra erhvervslivet.

Migration: Mennesker har altid flyttet sig. Netop nu er det folk fra det afrikanske kontinent, der vil op til Europa. At forestille sig at vi ikke hjælper landene i syd, vil hurtigt betyde pres på vore grænser. Det virker jo som en dominoeffekt. Løsningerne skal findes i fællesskab, og de er på vej. Er de alle sammen lige ”kønne”? - nej, desværre.

Flygtningestrømme: Fra krige vi enten deltager i eller har deltaget i, og som føres i vor interesse. Vi kan enten vende det blinde øje til eller løse dette sammen. Ej heller her kan løsningerne ske land for land. Hertil er presset for stort og opgaven med at inkludere for vanskelig.

Det retligt forpligtende: Meget vanskelige spørgsmål er nødt til at omgærdes med forpligtende svar og kompromisser. Også når vi taler stater. Sådan er det netop i politik – og i særdeleshed i EU. Kun lommeuld er gratis.

Rækkefølgen af emnerne er underordnet. De detaljerede svar er til kraftig diskussion. Og listen er ikke udtømmende. Vi kunne givetvis samarbejde om meget mere.

De store lande i Europa har set det. De er ikke i nærheden af tidligere tiders indflydelse på den globale udvikling uden det stærke forpligtende samarbejde. Som Macron udtalte det: ”Frankrigs storhed går gennem Den Europæiske Union”.

Afslutningsvis en ”disclaimer”. Som formand for Europabevægelsen bestræber jeg mig på ikke at være partipolitisk. Det vil jeg også forsøge her. Det er ikke altid muligt, men det er ambitionen. Nogle gange synes den ene side om udsagnene, andre gange den anden. Enkelte partier vil nok konsekvent være uenige. Sådan må det være i et demokrati.

Jeg glæder mig til at kunne gå mere i dybden med emnerne ovenfor i de kommende klummer. Jeg håber, I vil læse med.

------

Stine Bosse har siden 2015 været formand for Europabevægelsen. Hun har siden 1999 bestridt adskillige bestyrelsesposter, blandt andet som bestyrelsesformand for BØRNEfonden og som bestyrelsesmedlem i tyske Allianz. Klummen er alene et udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Bosse

EP-spidskandidat, Moderaterne, Formand, PlanBørnefonden, Bestyrelsesmedlem i Allianz, Assistancebolaget og DNB
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

0:000:00