Kommentar af 
Stine Bosse

Bosse: Hvor er fædrelandskærligheden i forsvarspolitikken?

KOMMENTAR: I stedet for at være underlagt DF's klassiske populisme og resten af folketingets svigtende mod må vi se realiteterne i øjnene og få afskaffet forsvarsforbeholdet, skriver Stine Bosse.

KOMISK: DF's Marie Krarup mener at have mere indsigt i det internationale forsvarssamarbejde end NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg.
KOMISK: DF's Marie Krarup mener at have mere indsigt i det internationale forsvarssamarbejde end NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg.Foto: Polfoto/Jonas Olufsson
Stine Bosse
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det grænser til det morsomme, når forsvarsordfører Marie Krarup fra Dansk Folkeparti mener, at NATO er det eneste relevante forsvarssamarbejde for Danmark. Især taget i betragtning af, at det ikke er længe siden, at NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, meldte klart ud, at det er en styrkelse af samme NATO, når 23 EU-lande er klar til at gå videre i et endnu mere forpligtende forsvarssamarbejde. På spørgsmålet fra Radio 24/7-værten Jarl Cordua, om hvorvidt Krarup mener sig bedre i stand til at vurdere spørgsmålet, er det ureflekterede svar: Ja.

Denne modige naivisme, der ofte tegner netop Dansk Folkeparti på spørgsmål om udenrigsforhold, har naturligvis ingen reel bund i virkeligheden. Det ved Marie Krarup også godt. Hun ved, at hun, som Putins skødehund, i virkeligheden går et andet ærinde. Alt sammen fint. Alt sammen ren Dansk Folkeparti-populisme. Lige indtil man spørger resten af partierne på Christiansborg. Ingen af dem har mod og mandshjerte, ja, jeg vil endog svinge mig op til at tale om fædrelandskærlighed, til at være tydelige, krævende og modige over for vælgerne.

Det vil det nemlig kræve, hvis vi skal af med forsvarsforbeholdet. Det vil kræve, at vi tør se realiteterne i øjnene og lader os konfrontere med vores egen utilstrækkelighed. Samtidig med at vejen til magt, indflydelse i verden og egentlig beskyttelse i tilfælde af en alvorlig trussel udefra, eller for den sags skyld indefra (trusselsbillederne er jo om dage mere flydende), går gennem et forpligtende samarbejde.

Se eventuelt på et landkort. Finland og Sverige er med i forsvarssamarbejdet i EU. Norge står udenfor, da de slet ikke er med i EU, og Danmark er en hybrid. Vi står alene ude sammen med Malta, Irland, Portugal og Storbritannien. Da Storbritannien altid har været de forslæbende og er på vej helt ud af EU, vil progressive kræfter naturligvis skabe bedre sikkerhed for borgerne, mens vi bliver stående på en perron, der absolut ingen mening giver.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

Der er ingen grund til at tro, at NATO er den sikre forsvarshavn, som vi har oplevet siden Anden Verdenskrig.

Stine Bosse

Der er ingen grund til at tro, at NATO er den sikre forsvarshavn, som vi har oplevet siden Anden Verdenskrig. USA, eller rettere deres præsident, kan finde på at tøve i den grundlæggende solidaritetspagt, som binder NATO-samarbejdet sammen. Tyrkiet er mere usikkert i sit tilhørsforhold til Vesten, end vi bryder os om, og venner og fjendebilledet er under hurtig forandring. Ny teknologi og behovet for store investeringer er samtidig med til at presse på i forhold til forsvarspolitiske overvejelser i en størrelse, vi ikke har kendt i mange år.

Derfor er der kun én vej for ansvarlige politiske partier. I må revurdere forsvarsforbeholdet. Vi skal ikke bare sidde på bænken, mens de andre handler og bestemmer. Nej, vi skal tage vores suveræne stat højtideligt og se i øjnene, at netop suverænitet anno 2017 er noget, man opnår sammen med andre gode naboer.

Denne modige naivisme, der ofte tegner netop Dansk Folkeparti på spørgsmål om udenrigsforhold, har naturligvis ingen reel bund i virkeligheden.

Stine Bosse

Vi vælgere vil holde jer op på dette. Kræve mere af jer. Vi beder om, at I viser os de faktiske konsekvenser af at stå udenfor. Ligesom det nu viser sig med Europol. Hvor længe tror I, at vi vil se på, at I implementerer Dansk Folkepartis og Enhedslistens politik, men uden at vise os konsekvenserne?

Altså hvordan vil vores forsvar i virkeligheden virke i tilfælde af en krig? Passer vores våbensystemer med resten af EU’s? Er vi med til øvelser med de andre EU-lande? Og betaler vi faktisk mere for mindre, end for eksempel svenskerne gør? Hvordan bliver kommandovejene, i tilfælde af at det blev alvor? Ville vi kunne ændre mening med kort varsel?

Det bør I fortælle os. Og tag så gerne af og til en faktabaseret debat med Dansk Folkeparti og Enhedslisten på emnerne reelt forsvar, suverænitet, indflydelse, økonomi og ægte fædrelandskærlighed. Det er vi mange, der venter af jer.

----------

Stine Bosse har siden 2015 været formand for Europabevægelsen. Hun har siden 1999 bestridt adskillige bestyrelsesposter, blandt andet som bestyrelsesformand for BØRNEfonden og som bestyrelsesmedlem i tyske Allianz. Klummen er alene et udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Bosse

EP-spidskandidat, Moderaterne, Formand, PlanBørnefonden, Bestyrelsesmedlem i Allianz, Assistancebolaget og DNB
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

0:000:00