Trine Bramsen: Vi skal være parat til at hjælpe Sverige og Finland

BISTAND: Forsvarsminister Trine Bramsen finder det naturligt, at Danmark yder militær nabohjælp til Sverige og Finland, hvis landene skulle få problemer. Også selvom landene ikke er Nato-medlemmer.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) mødtes tirsdag med sine nordiske kolleger. Her er hun med den finske forsvarsminister Antti Kaikkonen og Sveriges Peter Hultqvist.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) mødtes tirsdag med sine nordiske kolleger. Her er hun med den finske forsvarsminister Antti Kaikkonen og Sveriges Peter Hultqvist.Foto: Pontus Lundahl/TT/Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Hvis Sverige eller Finland en dag bliver løbet over ende af eksempelvis et russisk overraskelsesangreb, skal Danmark være parat til at hjælpe med at forsvare de to lande mod fysiske angreb såvel som cyberangreb.

Det er meldingen fra forsvarsminister Trine Bramsen (S).

"Det vil altid kræve en folketingsbeslutning, hvis vi skal sende tropper afsted. Men at kunne bistå hinanden med viden og efterretninger synes jeg er ekstremt vigtigt. Hvis det så kommer til, at vi skal bistå hinanden med fysiske bidrag, så vil det bero på en konkret vurdering," siger Trine Bramsen.

Er der ikke en grænse for, hvor langt vi kan gå i vores hjælp til Sverige og Finland, så længe de ikke er medlem af Nato?

"Det er Folketinget, der sætter de grænser. Jeg synes, vi skal være lydhøre over for, hvad der bliver bedt om af hjælp fra vores nordiske samarbejdspartnere. Og så vil det bero på en folketingsbeslutning, om vi har muligheden for at stille med den hjælp, der bliver efterspurgt," siger ministeren.

Bede om hjælp
Nordisk forsvarssamarbejde har de senere årtier kun materialiseret sig i ganske få konkrete projekter i regi af det såkaldte Nordefco-samarbejde, som består af Danmark, Norge, Finland, Sverige og Island.

Men nu skal Nordefco have en mere aktiv rolle. Derfor indgik de nordiske forsvarsministre tirsdag i denne uge på et møde i Stockholm en aftale om en såkaldt krisekonsultationsmekanisme, der skal gøre det muligt at have fælles nordiske krisekonsultationer, hvor ét eller flere lande kan spørge de andre lande til råds eller bede om hjælp.

"Vi er i fuld gang med at geare os til at nyttiggøre Nordefco i krisesituationer. Det er derfor, vi træner krisekonsultationerne," pointerer Trine Bramsen. 

Ved mødet i Stockholm overtog Danmark formandskabet for Nordefco fra Sverige. Øverst på den danske agenda for det kommende år står cyberproblemstillingen. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Trine Bramsen

MF (S), fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)

0:000:00