Bred politisk kritik af ministers tilgang til Muhammedtegningerne

SAMRÅD: En bunke partier mener, at børne- og undervisningsministeren gemmer sig i debatten om Muhammedtegninger i undervisningen. Ministeren afviser og henviser til lærernes undervisningsfrihed.

”Vi har drevet den danske folkeskole med de grundlæggende frihedsrettigheder, der ligger omkring undervisningen, i mange, mange år. Skulle vi så til at ændre på det, fordi der bliver begået en voldshandling?" spurgte Pernille Rosenkrantz-Theil torsdag.
”Vi har drevet den danske folkeskole med de grundlæggende frihedsrettigheder, der ligger omkring undervisningen, i mange, mange år. Skulle vi så til at ændre på det, fordi der bliver begået en voldshandling?" spurgte Pernille Rosenkrantz-Theil torsdag.Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Tyson W. Lyall

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) bør melde ud, om – og hvordan – Muhammedtegningerne skal indgå i folkeskolens undervisning.

Det mener en række partier på Christiansborg i alt fald.

De havde derfor kaldt hende i samråd torsdag formiddag. Her krævede de svar på, hvad hun mener om brugen af Muhammedtegninger i folkeskolens undervisning.

Samtidig ville de vide, om hun vil tage initiativ til, at der laves konkrete undervisningsforløb om Muhammedkrisen.

Ministeren forholdt sig imidlertid afvisende til begge dele.

Hun vil ikke blande sig i lærernes undervisning, og hun ikke vil have sit ministerium til at ”agere forlag”, som hun forklarede.

”Regeringen kommer ikke til at blande sig i, hvilket materiale lærerne skal bruge. Det er også grunden til, at jeg har været tilbageholden med at blande mig i diskussionen om denne her sag i pressen.”

”Det handler ikke om, hvad jeg mener, man bør eller ikke bør gøre på skolerne. En undervisningsminister skal efter min mening være meget påpasselig med at komme med udtalelser, som skolerne kan tolke som en instruks i at undervise i det ene eller andet,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil blandt andet på samrådet.

Se eller gense samrådet her.

Dokumentation

Samrådsspørgsmålet blev stillet efter ønske fra Ellen Trane Nørby (V), Alex Ahrendtsen (DF), Jacob Mark (SF), Mai Mercado (K), Mette Thiesen (NB) og Henrik Dahl (LA).

Det lød således:

”Ministeriets presseafdeling oplyser den 24. oktober 2020 til Berlingske, at "Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil hverken ønsker at stille op til interview om den generelle brug af Muhammedtegninger i undervisning eller den specifikke prioritering af læringsportalen", jf. artiklen 'Danmarks officielle læringsportal nævner ikke Muhammed-tegningerne med ét ord', bragt på berlingske.dk 24. oktober 2020.

Udvalget har på den baggrund bedt ministeren redegøre for sin holdning til anvendelse af den generelle brug af muhammedtegninger i undervisningen i folkeskolen og endvidere redegøre for, om hun vil tage initiativ til, at der bliver udarbejdet et undervisningsforløb, som kan blive lagt på læringsportalen emu.dk, som kan give inspiration og hjælp til lærerne, i forhold til hvordan de kan planlægge et undervisningsforløb om muhammedkrisen?”


Altinget logoUddannelse
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget uddannelse kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00