Bredbåndspulje overlever: Tyndt befolkede områder får støtte til hurtigere internet

BREDBÅND: Regeringen havde lagt op til at sløjfe bredbåndspuljen, men aftalen om finansloven viser, at den får lov at køre videre. Det er rigtig godt nyt, lyder det fra Dansk Energi.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Boligejere med dårligt internet i ydreområderne får stadig en chance for at søge om hjælp til at få bedre dækning.

Det fremgår af aftalen for næste års finanslov, som regeringen sammen med støttepartierne og Alternativet blev enige om mandag aften.

"Det er rigtig godt nyt for de mange tusinde husstande og virksomheder, som i dag har så ringe bredbånd, at de er berettiget til støtte fra puljen. Hurtigt internet er nemlig helt afgørende for, at flere borgere og erhverv bosætter sig i de tyndt befolkede områder," siger Dansk Energis direktør, Lars Aagaard, i en kommentar.

Af aftalen fremgår det, at bredbåndspuljen, der stammer fra 2016 og skal hjælpe med at udbrede bedre internet i yderkantsområder, næste år får 100 millioner kroner til leve videre.

I bredbåndpuljens levetid er der givet 280 millioner kroner i støtte til godt 12.000 adresser i Danmark.

S ville droppe pulje
I S-regeringens udspil til finanslov var puljen droppet, men kritik fra flere steder og en hurtig evaluering af ordningen fra Energistyrelsen, der viste, at den havde været en succes, fik politikerne på andre tanker.

Danmark har et nationalt mål om, at alle boliger og virksomheder skal have adgang til stabile bredbåndshastigheder, og i evalueringen fra Energistyrelsen konkluderes det blandt andet, at bredbåndspuljen "er et nyttigt redskab i bestræbelserne på at nå målsætningen".

Positiv evaluering
Puljen er en del af en politisk aftale fra 2018, hvor alle Folketingets partier blev enige om at målrette cirka 100 millioner kroner til at sikre hurtigt internet i tyndt befolkede områder.

I evalueringen konkluderer Energistyrelsen, at "der er opnået et tilfredsstillende resultat for de udmøntede midler", og at der efter styrelsens vurdering også vil være behov for 100 millioner kroner i 2020, hvis bredbåndspuljen skal fortsætte.

Dokumentation

Om bredbåndspuljen
Bredbåndspuljen er en del af den politiske aftale om "Vækst og udvikling i hele Danmark", som regeringen indgik med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti 9. februar 2016. 

Og med den politiske aftale "Bredbånd og mobil i digital topklasse – Fremtidens telepolitik for hele Danmark" besluttede alle Folketingets partier 17. maj 2018 blandt andet at afsætte 100 millioner kroner til bredbåndspuljen i 2018, samt at puljen skulle målrettes mere mod tyndt befolkede dele af landet.

I S-regeringens finanslovsforslag for 2020 var der ikke afsat penge til at videreføre bredbåndspuljen.

Det står der i aftalen om finansloven: 

"Energistyrelsens evaluering af bredbåndspuljen viser, at der er opnået et tilfredsstillende resultat for de udmøntede midler. Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er på den baggrund enige om, at puljen bør forlænges med henblik på at fremme bredbåndsdækningen.

Der afsættes 100 millioner kroner i 2020 til forlængelse af bredbåndspuljen."


Kilde: Energistyrelsen og Finansministeriet


Altinget logoEnergi og Forsyning
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget energi og forsyning kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00