Artiklen blev bragt første gang 23. marts

Når alle borgere over 50 år har fået tilbuddet om en coronavaccine, vil samfundet med få undtagelser være genåbnet igen.

Det er resultatet af den aftale som et bredt flertal bestående af alle partier i Folketinget med undtagelse af Nye Borgerlige har indgået mandag aften.

Aftalen lægger op til, at genåbningen skal foregå i en række faser med 14 dages interval mellem hver fase. Den første sættes i gang efter påske, hvor blandt andet frisørerne slår dørene op igen, og skoleeleverne må møde op til undervisning hver anden uge.

I den nye plan indgår et afgørende nyt værktøj. Partierne er nemlig blevet enige om at indføre coronapasset som et krav i forbindelse med genåbning af blandt andet de liberale erhverv og kulturlivet. Passet, som indtil videre kan findes i appen Min Sundhed, vil kunne vise, om du enten er vaccineret mod corona, har et nyligt negativt testsvar eller har antistoffer.

Som udgangspunkt er der tale om en landsdækkende genåbning. Der er dog det forbehold, at der er kommuner med et særlig højt antal smittede, som vil være undtaget fra genåbningsplanen, indtil smitten er bragt ned. Ligeledes er partierne blevet enige om, at der skal laves lokale tiltag og restriktioner i forbindelse med nye lokale smitteudbrud.

Datoerne og indholdet i planen kan ændre sig løbende, da de er afhængige af epidemiens udvikling og derfor kan blive fremrykket eller forskudt. Men i hvilken rækkefølge må de forskellige dele af samfundet genåbne, som planen ser ud lige nu? Altinget giver dig overblikket.

Det åbner 6. april

Uddannelserne

  • Elever i 5. til 8. klasse kan vende tilbage med fysisk fremmøde hver anden uge.
  • Foruden den nuværende genåbning på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser må alle eleverne vende tilbage med 50 procent fysisk fremmøde.
  • Afgangsstuderende på videregående uddannelser, som indeholder mange praksiselementer, må vende tilbage med fysisk fremmøde hver anden uge.
  • Alle øvrige studerende på de videregående uddannelser må vende tilbage med 20 procent fysisk fremmøde. Aftalepartier opfordrer til, at uddannelsesinstitutionerne i den forbindelse særligt prioriterer førsteårsstuderende.
  • Studerende vil kunne mødes i studiegrupper og læsegrupper, såfremt de gør brug af smittereducerende tiltag.
  • Særlige krav og opfordringer: Der vil fortsat være anbefalinger og krav om test samt brug af mundbind. De nærmere retningslinjer vil blive drøftet i sektorpartnerskaberne.
  • Hvornår genåbner uddannelserne fuldt ud: Når alle sårbare borgere samt dem over 50 år er blevet tilbudt en vaccine, er det planen, at alle skoler og uddannelser må åbne helt. Aftalepartierne vil indtil da i forbindelse med hver fase vurdere, om det er muligt at åbne mere.

Erhverv

  • De liberale serviceerhverv kan genåbne med krav om brug af mundbind eller visir. Der vil derudover være krav om brug af coronapasset.

Kultur

  • Kommunerne får sammen med kulturinstitutionerne mulighed for at lave kulturtilbud til plejehjemsbeboerne.

Det åbner 13. april

Erhverv

  • Butikkerne i indkøbscentrene, stormagasiner og arkader, som har et areal på maksimalt 15.000 kvadratmeter må genåbne. Der vil være krav om mundbind.

Det åbner 21. april

Erhverv

  • Indkøbscentre og stormagasiner på mere end 15.000 kvadratmeter må genåbne.
  • Restauranter og caféer kan åbne for udendørsservering med brug af coronapas.

Kultur

  • Museer, kunsthaller og bibliotekerne må genåbne, men der er ligeledes krav om brug af coronapas.
  • Der åbnes for indendørs idræt for børn og unge under 18 år. Coronapas bliver ikke et krav. Hvilke sportsgrene, der bliver omfattet, mangler partierne endnu at forhandle. Beslutningen vil blive truffet på baggrund af et fagligt oplæg fra myndighederne.

Det åbner 6. maj

Erhverv

  • Indendørs servering på restauranterne og caféerne ved brug af coronapas.
  • Konferencer kan ligeledes afholdes, hvis der benyttes coronapas.
  • Myndighederne skal tage stilling til, om anbefalingerne om hjemmearbejde skal lempes.

Kultur

  • Spillesteder, teatre og biografer må genåbes ved brug af coronapas.
  • Ligeledes åbnes der for indendørs idræt for voksne over 18 år ved brug af coronapas. Hvilke sportsgrene, der bliver omfattet, mangler partierne endnu at forhandle. Beslutningen vil blive truffet på baggrund af et fagligt oplæg fra myndighederne.

Det åbner 21. maj

Kultur

  • Med brugen af coronpas genåbnes de resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter.
    Derudover åbnes der for indendørsfaciliteter i forlystelsesparker, zoo og legelande.
  • Daghøjskoleer og aftenskoler må ligeledes genåbnes, når der benyttes coronapas.

Hvad med resten af samfundet?

Indtil alle danskere over 50 år har fået tilbudt en vaccine mod corona, forventes det, at der stadig vil gælde restriktioner mod større arrangementer og i nattelivet, ligesom der fortsat vil være rejserestriktioner.

  • Som en del af aftalen vil regeringen nedsætte en ekspertgruppe, som i april skal komme med et bud på, hvordan større forsamlinger og arrangementer kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt. Samme ekspertgruppe skal lave anbefalinger angående brugen af den såkaldte superliga-ordning.
  • I april skal regeringen også fremlægge en plan for udfasning af forsamlingsforbuddet.
  • Epidemikommissionen er nu blevet bedt om at vurdere, hvorvidt nattelivet eller dele af det kan genåbne herunder om, der kan lempes på de begrænsede åbningstider for serveringssteder og forbuddet mod salg af alkohol mellem klokken 22 og 5.
  • I forhold til rejsemulighederne er partierne blevet enige om, at regeringen arbejder efter, at der kan åbnes for rejseaktiviteter med brug af coronapas.

Læs hele aftalen her.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser