Professor: Sats på styrket afrikansk samhandel

De afrikanske lande skal øge deres handel med hinanden i langt højere grad, end de skal øge deres handel med Danmark.

Henrik Hansen
Professor, Økonomisk Institut, KU

Af Henrik Hansen
Professor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Dansk handel og bistand kan beskrives meget enkelt: Vi handler med vores rige naboer i Norden, EU og USA, mens vi giver bistand til de fattige lande langt fra os i Afrika, Asien og Sydamerika. Det geografiske overlap mellem handel og bistand er for praktiske formål ubetydeligt.

Danmarks samlede eksport var over en billion (1.000 milliarder) kroner i 2012, og importen var næsten lige så stor. Det er fantastiske summer, svarende til halvdelen af bruttonationalproduktet, og den samlede eksport var større end det samlede private forbrug i Danmark. Der er altså god grund til at have en minister, som fokuserer på den danske udenrigshandel.

Vores eksport går først og fremmest til EU-landene, med Tyskland, Sverige og Storbritannien som de største kunder. De største samhandelslande udenfor EU er USA og Norge. Til sammenligning er eksporten til de fire BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien  og Kina) samlet set lidt større end eksporten til Norge og stadig noget mindre end eksporten til USA.

Endelig har vi eksporten til de cirka 70 lande, der af Verdensbanken klassificeres som lavindkomst- og lavere-mellem-indkomstlande, primært i Afrika, Asien og Sydamerika. Den udgør omkring to procent af den samlede eksport, det vil sige noget under halvdelen af eksporten til Norge.

Vender vi os mod den danske bilaterale bistand, så gav Danmark i 2012 samlet 11 milliarder kroner, hvoraf de 7,5 milliarder kroner var landefordelt og 5 milliarder kroner var gældslettelse (dvs. bistand givet i form af beløb, vi ikke gjorde krav på). Af de 7,5 milliarder kroner gik 62 procent til lande i Afrika, 32 procent til lande i Asien mens vi sendte de resterende seks procent til lande i Amerika og Europa, primært de Europæiske lande i Naboskabsprogrammet.

Ikke-bistandsstøttet eksport
Grunden til at det er vigtigt, at vi har en udviklingsminister, er altså ikke, at bistandsbeløbene er svimlende som udenrigshandlen, men fordi pengene gives af den danske stat på borgernes vegne.

Det må give en handels- og udenrigsminister sved på panden, at han (eller en fremtidig hun) i den grad skal orientere sig globalt og være til stede i EU/USA, når der tales handel og Afrika/Asien, når der tales bistand.

Det er muligvis derfor vores nuværende minister synes at blande tingene sammen. Så lad os få det sagt helt klart: Det er ikke bistandsstøttet dansk eksport, der skal skabe øget vækst i vores afrikanske partnerlande.

Der er tre vigtige grunde til dette: For det første er den danske eksport, og dermed antallet af eksportører, til partnerlande som Tanzania og Uganda så lille, at det kan være svært at skelne mellem et generelt eksportfremstød og direkte statsstøtte til udvalgte danske virksomheder, der let kan navngives på baggrund af landevalget.

Den anden grund er også direkte relateret til den meget lille eksport til vores prioritetslande: Et helt nyt studie fra Danidas Evalueringskontor viser, at dansk bistand godt nok øger dansk eksport, men afkastet på en bistandskrone givet til et prioritetsland i Afrika, for eksempel Tanzania, er med cirka otte øre pr. kr. så forsvindende lille, at det bør være under bagatelgrænsen for en handelsminister, som skal fremme dansk eksport generelt. Når man tænker i eksportafkast,bør ministeren derfor nok prioritere en tur på messe i Hamborg højere end bistand og statsbesøg i Tanzania.

Styrk den interregionale handel
Endelig er der den tredje og langt vigtigere årsag til, at det ikke er bistandsstøttet dansk eksport, der skal skabe øget vækst i vores afrikanske partnerlande, og det er betydningen af nabo-handel.

Hvis Afrikas handel skal udvides og udvikles, bør det primært være regionalt. De afrikanske lande skal øge deres handel med hinanden i langt højere grad, end de skal øge deres handel med Danmark. Dette modsvarer vores eget handelsmønster, både regionalt og internationalt, idet vi alle handler mest med vores naboer.

Det betyder, at en handels- og udviklingsminister, som ønsker at øge den økonomiske vækst i de fattige afrikanske lande, bør fokusere på at bruge de danske bistandskroner til at øge den interregionale handel i Afrika.

En sådan støtte til de afrikanske lande vil også, som en bonus-effekt, øge eksporten fra Danmark, fordi rigere lande handler mere med hinanden. Så når vi skaber vækst i Afrika, skaber vi også indirekte handel med danske virksomheder, med mindre de sover i timen, og det er ikke et problem, der kan eller skal løses af en dansk handels- og udviklingsminister.

Brug bistanden til at øge den Afrikanske samhandel og vækst. Det er godt for de afrikanske lande - og godt for Danmark.