Debat

BUPL: Pædagogmangel kan få hele korthuset til at ramle sammen for en ny regering

En ny regering skal fastlægge en national handlingsplan med to absolutte topprioriteter: Højere løn og en bedre pædagoguddannelse. Ellers vil pædagogmanglen få alvorlige konsekvenser for hele børneområdet, skriver Elisa Rimpler.

En bedre og mere attraktiv pædagoguddannelse er topprioriteten på børneområdet, skriver Elisa Rimpler.
En bedre og mere attraktiv pædagoguddannelse er topprioriteten på børneområdet, skriver Elisa Rimpler.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Elisa Rimpler
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvordan skal vi forebygge den stigende mistrivsel, hvis der ikke er pædagoger nok til at sikre omsorg og gode rammer for børns fællesskaber?

Og hvordan skal vi sikre minimumsnormeringer med kvalitet, når der ikke er pædagoger nok at ansætte?

Nøglen til at komme i mål med de politiske ambitioner for en tidlig indsats og det gode børneliv er, at vi kan sikre pædagoger nok. Men pædagogmanglen er allerede et kæmpe problem, og det ser kun ud til at blive endnu værre. Derfor har den kommende regering en bunden opgave.

Temadebat

Politikerne er tilbage fra sommerferie og en ny politisk sæson har meldt sin ankomst. Temaet er valg, valg, valg. Radikales Venstres ultimatum nærmer sig sin deadline, og de fleste på Slotsholmen er ved at gøre sig i form til et folketingsvalg i efteråret.  

Det gælder også for Altinget Børn, der i denne temadebat spørger, hvilke udfordringer på børneområdet, der bør stå øverst på en ny regerings to-do liste?

Om temadebatter:

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner. Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vil du bidrage til debatten? Skriv til [email protected] for at høre om mulighederne. 

Lige nu er virkeligheden, at kommuner er nødt til at lave særordninger både for at lokke nyuddannede pædagoger til og for at fastholde de, der allerede er ansat. For eksempel får nyuddannede pædagoger i København en bonus på 15.000 kroner efter et halvt års ansættelse, og det samme får pædagoger, som har været ansat i kommunen otte år i træk.

Det er rigtig godt, når pædagoger får lidt mere i lønposen. De penge falder på et tørt sted. Men på sigt er det ikke en tilstrækkelig løsning, hvis vi for alvor skal rykke på rekrutteringsudfordringen. 

De store strukturelle skruer

Vi har et kæmpe problem, som er blevet ignoreret for længe. Og politikerne kommer ikke uden om, at der skal drejes på de store strukturelle skruer. 

Vi kommer til at mangle 14.000 pædagoger i 2030, og antallet af nye pædagogstuderende er faldet med 22 procent siden 2016.

Hvert fjerde forsøg på at ansætte en pædagog er forgæves. Det svarer til 4360 gange på bare et halvt år.

42 procent af lederne i daginstitutioner har været nødt til at ansætte en medarbejder uden pædagoguddannelse i en pædagogstilling.

Løn er åbenlyst en kæmpe motivationsfaktor

Elisa Rimpler
Formand, BUPL

Vi har råbt op om det her længe. Minimumsnormeringer og 55.000 flere små børn om ti år. Det harmonerer bare ikke med, at pædagoger forlader faget, og færre begynder på pædagoguddannelsen. Resultatet bliver, at kvaliteten i dag- og fritidsinstitutionerne falder, fordi børnene møder ikke veluddannede pædagoger, der har specialiseret viden om børns udvikling, relationsdannelse og om, hvordan man understøtter børnefællesskaber, spotter mistrivsel og undgår mobning og social segregering. 

Der er behov for en national rekrutteringsplan med to absolutte topprioriteter. Højere løn og en bedre pædagoguddannelse.

Løn og arbejdsmiljø skal i fokus

Først og fremmest er der behov for at gøre op med det lønefterslæb, som betyder, at pædagoger tjener mange tusinde kroner mindre end andre faggrupper med tilsvarende uddannelsesniveau.

Løn er åbenlyst en kæmpe motivationsfaktor. Det gælder også for de unge, der står over for uddannelsesvalg. Hver tredje af dem ville overveje en pædagoguddannelse, hvis lønnen var højere.

Når vi så får de unge ind på uddannelsen, skal de mødes med høj kvalitet, og de politiske ambitioner for pædagoguddannelsen bør være mindst lige så høje som for læreruddannelsen.

Der er brug for flere undervisningstimer, mere sammenhæng gennem uddannelsen, en bedre praktik og et større fokus på pædagogik og de kreative/æstetiske og musiske fag. Så der er i dén grad brug for langt mere end en lille saltvandsindsprøjtning. Pædagoguddannelsen har i årevis været en af de mest underfinansierede uddannelser, derfor er der akut behov for markante investeringer. Det viser evalueringen af uddannelsen fra 2021. Men vi har endnu til gode at se handling på den kritiske evaluering.

Der skal være tid til at holde pauser, forberede sig sammen med kolleger og sikre det høje fagligt miljø, der skaber motivation

Elisa Rimpler
Formand, BUPL

Samtidig skal der fokus på arbejdsvilkår og det gode arbejdsmiljø. Der skal være tid til at holde pauser, forberede sig sammen med kolleger og sikre det høje faglige miljø, der skaber motivation og er vejen til, at flere pædagoger på deltid kan holde til at arbejde lidt flere timer - og til at blive i faget. Det er en af vejene til at undgå alenetid og have mere tid sammen med en pædagogkollega. Men det kræver selvfølgelig en tilførelse af ressourcer.

Løn, arbejdsvilkår og en bedre pædagoguddannelse er altså helt afgørende for at lykkes med at sikre nok pædagoger på sigt. Men vi skal også reagere på, at kommunerne står med akut pædagogmangel lige nu.

Flere skal op i tid og flere skal merituddannes

Derfor presser BUPL på for, at kommuner og institutioner hurtigst muligt kan komme i gang med helt konkrete tiltag, der kan sikre flere pædagoger i daginstitutioner, klubber og SFO’er i en fart. 

Flere skal have mulighed for at komme op i tid, flere medhjælpere og pædagogiske assistenter skal tilbydes en merit-pædagoguddannelse, og vi skal have gode seniorordninger, så flere pædagoger kan arbejde et par år mere på nedsat tid, hvis de ønsker det. 

Nogle kommuner går heldigvis foran og viser vejen. For eksempel har Vejle lige sendt 39 pædagogmedhjælpere afsted på en merituddannelse, mens de beholder deres løn.

Ballerup har også taget sagen i egen hånd og sender mindst 25 pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter afsted til Københavns Professionshøjskole hvert år for at sikre, at de får merituddannelser, så kommunen har pædagoger nok de kommende år. Det er en god investering, som, jeg håber, vil smitte af på andre kommuner.

Politikerne er nødt til at erkende, at det er helt nødvendigt at investere i pædagoger i de kommende år.  Der er simpelthen ikke råd til at lade være. Uden pædagoger er det børnenes velfærd, deres tryghed, omsorg og trivsel, der betaler prisen. Uden pædagoger ramler korthuset sammen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Elisa Rimpler

Formand, BUPL
pædagog (Esbjerg Seminarium 1999)

0:000:00