Debat

Tidligere direktør til folkekirken: Lyt til erfaringerne udefra for at få skik på arbejdsmiljøet

Folkekirken er ikke den eneste institution, som kæmper med strukturelle problemer. Så tag nu og brug eksisterende erfaringer til at gentænkte folkekirkens organisation, skriver tidligere direktør i AKF, som er gift med tidligere sognepræst.

Folkekirkens dårlige arbejdsmiljø og samarbejdsproblemer er igen kommet på dagsordenen. 
Folkekirkens dårlige arbejdsmiljø og samarbejdsproblemer er igen kommet på dagsordenen. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så er folkekirkens problemer og det dårlige arbejdsmiljø endnu engang kommet på dagsordenen. Igen sættes der spørgsmålstegn ved kirkens organisation.

Erklæringen "Bryd tavsheden" har påpeget, at man nu må tale om problemerne som strukturelle og gå bort fra den opfattelse, at det skyldes den enkeltes uformåenhed eller uheldige omstændigheder. Fra første parket har jeg i 20 år fulgt dagligdagen set fra en præstegård og slået syv kors for mig over den mangel på beslutning og evne til organisering, som præger kirken.

Snak og mindre justeringer 

Der har gennem tiden været mange forslag til ændringer, men det er kun blevet til snak og mindre justeringer. Kan kirken ikke selv finde ud af det, må Folketinget udfylde rollen og udfærdige den kirkelov, som aldrig er lavet – selv om der heller ikke er den store lyst at spore i Folketinget.

Men man løser kun strukturelle problemer ved at skabe klarhed om opgavefordeling, roller og struktur. Nemt bliver det ikke, men nu må der ske noget. I kirken går man på listesko og vil helst ikke træde nogen over tæerne. Skal man for eksempel vælges som biskop, kan man godt nævne, at der skal gøres noget ved arbejdsmiljøet, men at komme med klare bud på en ny organisation vil være det samme som at tabe valgkampen. Når man er valgt som biskop kan man vejlede og henstille, men i realiteten ikke gøre så meget. Der går ganske enkelt sognerådspolitik i sagen.  

Tag nu og hent erfaringer fra de mange andre demokratiske institutioner i landet – så speciel er folkekirken heller ikke.   

Jakob Reddersen
Tidligere direktør i AKF og bydelschef i Københavns Kommune

Samtidig har præsterne mange steder forelsket sig i en meget individualistisk arbejdsstil med hjemmearbejdsplads (tjenestebolig) og stor frihed til at gøre, som man selv synes er rigtigt. Man er skrækslagen for at miste frihed, men risikerer i stedet at skabe et dårligt arbejdsmiljø. Er man flere præstekolleger, så gør man det på hver sin måde – og menighedsrådet kan mene, hvad de vil. Det bedste er vel, hvis de bare siger: ”Gør du bare det”.

Et menighedsråd uden indblik i dagligdagen

I øvrigt bestemmer rådet ikke over præsten – de kan kalde en præst, men når præsten først sidder i sædet, har rådet formelt meget lidt at sige. Til gengæld ansætter menighedsrådet kirkens øvrige personale. Deres daglige leder – menighedsrådet kontaktperson – har sjældent indblik i arbejdsopgaverne og i det daglige samarbejde mellem kirkens personalegrupper.

Ingen fortæller menighedsrådet, når der er samarbejdsproblemer. Jeg har mange eksempler på konflikter mellem personalegrupper, som ikke har været kendt af menighedsrådet eller hvor rådet har manglet både beføjelser og kompetencer. Så dagligdagen er overladt til det vi andre steder kalder "selvstyrende teams" – og vi har i mange sammenhænge erfaret, at sådanne teams fungerer godt – når det går, men at det til gengæld går gruelig galt, når det går galt. Vi ved at der opstår konflikter, hvor mennesker er sammen – men i kirken er der stort set ingen som sikrer at de bliver håndteret, og at der opstilles klare spilleregler for samarbejdet. 

Nu er kirken ikke det eneste sted, der bøvler med struktur og en demokratisk organisation. Alle steder er demokratiet kommet for at blive, og der findes kun en vej: at gennemtænke organisation og servicering af de valgte. Selvfølgelig bliver der ind imellem valgt mennesker til råd og bestyrelser uden erfaringer, eller med særlige dagsordner og en ikke altid hensigtsmæssig adfærd. Men det er demokratiets vilkår.

Nu er kirken ikke det eneste sted, der bøvler med struktur og en demokratisk organisation.

Jakob Reddersen
Tidligere direktør i AKF og bydelschef i Københavns Kommune
 

Brug eksisterende erfaring fra andre sektorer 

Opgaven er alle steder at acceptere de valgte og loyalt tilrettelægge arbejdet hensigtsmæssigt. Embedsmanden kan bidrage med sin faglighed og gode råd, men bør aldrig brug fagligheden til at gennemtrumfe egne dagsordener. Det glæder for så vidt alle kirkens ansatte, som jo ikke er frivillige, men netop ansatte. Der er masser af erfaring at hente fra andre sektorer. Jeg har oplevet afdelingsbestyrelser i boligafdelinger, som ville være arbejdsgivere for viceværterne med mange dårlige personalesager til følge. Og i fagforeningerne har en stærk sammenblanding af valgte og ansatte ført magtkampe langt ind i hverdagen og forpestet arbejdsmiljøet. 

Så lad mig komme med et par åbne forslag – velvidende at problemerne er meget forskellige fra sogn til sogn. Men selv om det er kompliceret, skal det ikke føre til handlingslammelse.

  • Læg ansvaret for bygninger og præstegårde over til provstirådet. Provstiet kunne ansætte byggefaglig konsulent, som på rådets vegne kunne være bygherre. Det er i forvejen provstiet, som leverer en væsentlig del af økonomien til byggesagerne, og jeg har set mange projekter, der måtte tegnes om, fordi rådgiver ikke kendte den økonomiske ramme for projektet, og andre projekter som skød langt forbi målet. Samtidig kunne man fjerne de konflikter, som kan opstå mellem præst og menighedsråd, når det gælder præstegårdens fysiske forhold.  
  • Færre tjenestemandsstillinger og færre præstestillinger med bopælspligt. Det ville gøre det lettere at skifte job, hvis arbejdsmiljø, uenighed om retning og uløste personalekonflikter bliver uacceptable. Sådan gør vi mange andre steder på arbejdsmarkedet. Vi søger videre, hvis arbejdsforholdene er for ringe. Det er ikke så let, hvis en præst først har flyttet familie og børn til en lokal skole. Skifter du job, så skal du samtidig flytte, og det er en ekstra belastning oven i den belastning som et dårligt arbejdsmiljø er. Og med hensyn til tjenestemandsstillingerne, så er de blevet afskaffet andre steder i samfundet med stor effekt, fordi det netop er en meget ufleksibel ansættelsesform, der har sine rødder helt tilbage i enevælden.  
  • Større fleksibilitet i ansættelsesforholdet for kirkens øvrige personale. Det kunne for eksempel være, at de kirkeansatte var ansat i provstiet under en daglig professionel ledelse – lidt på samme måde som man i den almene boligsektor har ejendomsfunktionærer, som er ansat af boligselskabet, men har sin daglige gang i en boligafdeling med en valgt afdelingsbestyrelse. Hvis samarbejdet ikke var tilfredsstillende, kunne jeg som chef, flytte medarbejdere til andet tjenestested inden for boligselskabet, og i øvrigt håndtere personalet i overensstemmelse med almindelige regler på arbejdsmarkedet, også når det gjaldt de opsigelser, som kan blive nødvendige. Tiderne med en ejendomsfunktionær, som havde bopælspligt i boligafdelingen og tjeneste samme sted er heldigvis fortid – det gav mange problemer.  
  • Bedre betjening af menighedsrådene. I alle andre politiske organer betjenes de politisk valgte af personer, som har til opgave at bistå rådet med sit arbejde. Det kunne være præsten. Men det kræver et opgør med embedsforståelsen, hvor præsten i dag er født medlem af menighedsrådet med lige ret til at have stærke meninger om alle sager. En administrationschef kunne også være en mulighed, men her må sognene være større end i dag. Embedsmandens opgave er at kende reglerne og bidrage med sin faglighed til sagernes oplysning og ikke forsøge at presse sin egen holdning igennem.

Herefter er det embedsmandens rolle at føre den politiske vilje igennem. Vil præsterne være villige til det og hermed ændre på sin embedsforståelse? Næppe af frivillighedens vej. Og er præsten selv en del af konflikten og har misforstået sit embede? Så må det få konsekvenser, det ser vi mange andre steder.

En embedsmand slipper ikke afsted med at modarbejde den politiske dagsorden, hvis den da ellers ligger inden for gældende regler. Der er selvfølgelig mange andre ting at gøre – men tag nu og hent erfaringer fra de mange andre demokratiske institutioner i landet – så speciel er folkekirken heller ikke.   

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Reddersen

Fhv. vicedirektør i AKF
Ph.d. (Statskundskab, Københavns Uni.)

0:000:00