Kommentar af 
Carl Valentin

Carl Valentin: Der er allerede fri hash i Danmark, så lad os kontrollere det

KOMMENTAR: Vil man have styr på hashhandlen, er det oplagte valg ikke at lade hashen være fri, som den er nu. Det er at sætte nogle regler op om salget, så vi får kontrollen med handlen tilbage.

Et statsautoriseret salg af cannabis ville give politiet flere ressourcer og hjælpe Christiania til at komme af med kriminaliteten, skriver Carl Valentin.
Et statsautoriseret salg af cannabis ville give politiet flere ressourcer og hjælpe Christiania til at komme af med kriminaliteten, skriver Carl Valentin.Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Carl Valentin
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da jeg sidste år for en kort periode sad i Folketinget for SF, var jeg så heldig som retsordfører at deltage i en høring om legalisering eller afkriminalisering af cannabis.

Politiet fortalte om de ekstremt omkostningsfulde, men relativt nytteløse forsøg på at stoppe hashhandlen på Christiania. Vi fik et unikt indblik i bandernes økonomi, organisering og systematiske hashhandel, og vi fik gennemgået problemerne med mennesker, der udvikler et misbrug af stoffet. På mange måder et af de mest informative arrangementer om cannabis, jeg har været til.

I årevis er vi, der er modstandere af forbuddet mod cannabis, blevet omtalt som tilhængere af ’fri hash’, men efter gennemgangen af de faktiske forhold i Danmark er jeg ikke længere i tvivl: Det, vi som forbudsmodstandere kæmper for, er ikke ’fri hash’, for det er der allerede i Danmark.

Alle, der har lyst til at ryge en joint, kan komme til det. Ja, selv skolebørn i København ved, hvor de skal gå hen, hvis de vil have fat i den fede – og det er ikke sikkert, at deres unge alder vil være en hindring for at købe det.

Hvorfor holder Socialdemokratiet og den konservative højrefløj hånden under banderne, der forpester vores by, i stedet for at tage deres vigtigste indtægtsgrundlag fra dem?

Carl Valentin (SF)

Boderne på Christiania har åbent døgnet rundt, hashens styrke (THC-indhold) er eksploderet, og ingen ved rigtigt, hvad der er i det, de køber, for varedeklaration er der ikke nogen af. Har man bare en smule kontakter, kan man få den grønne plante leveret til døren, og hele 41 procent af de 16-44-årige har prøvet at ryge cannabis. Hvis det ikke er et land med fri hash, så ved jeg ikke, hvad det er.

Det er derfor på tide, at vi vender debatten på hovedet og kræver svar fra forbudstilhængerne på, hvorfor de er tilhængere af status quo, når alle med øjne i hovedet kan se, at det ikke fungerer.

Alle, der har lyst til at ryge en joint, kan komme til det. Ja, selv skolebørn i København ved, hvor de skal gå hen, hvis de vil have fat i den fede.

Carl Valentin (SF)

Hvorfor er en konservativ justitsminister tilhænger af anarki på hashmarkedet i stedet for kontrol? Hvorfor holder Socialdemokratiet og den konservative højrefløj hånden under banderne, der forpester vores by, i stedet for at tage deres vigtigste indtægtsgrundlag fra dem? Hvorfor kriminaliserer man misbrugere i stedet for at hjælpe dem? Og hvorfor bruger man politiets ressourcer på at tjekke fredelige borgeres lommer, når de kunne jagte alvorlig kriminalitet i stedet?

Med et statsautoriseret salg af cannabis – eksempelvis på apotekerne eller i udvalgte forretninger – ville man ikke bare tage de store indtægter fra banderne. Man ville kunne tjene kassen på afgifter og bruge dem på at hjælpe misbrugere. Man kunne give folk muligheden for at vide, hvor stærk deres cannabis er, og hvad der er i. Man kunne sikre, at mindreårige får sværere ved at få fat i cannabis, og man kunne skabe mere tryghed i gadebilledet og hjælpe Christiania til at komme af med kriminaliteten.

Vil man have styr på hashhandlen, er det oplagte valg ikke at lade hashen være fri, som den er nu. Det er at sætte nogle regler op om salget, så vi får kontrollen med handlen tilbage.

------------

Carl Valentin studerer samfundsfag og retorik på Københavns Universitet. Han er folketingskandidat for SF i København og landsledelsesmedlem i SF. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Valentin

MF (SF)
BA, samfundsfag (Københavns Uni. 2019)

0:000:00