Kommentar af 
Carl Valentin

Carl Valentin: Kapitalisme og globalisering presser staterne til et ræs mod bunden

KOMMENTAR: Virksomhederne bidrager stadig mindre og mindre til fællesskabet, fordi globalisering og kapitalisme har presset staterne til at igangsætte et ’race to the bottom’ om selskabsskatten, skriver Carl Valentin.

Den globale konkurrence sender os ud over kanten, mener Carl Valentin
Den globale konkurrence sender os ud over kanten, mener Carl ValentinFoto: Colourbox
Carl Valentin
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De seneste år har debatten om konkurrence taget fart. Både som konsekvens af globaliseringen, hvor den globale konkurrence bliver mere omfattende, men også på grund af Bjarne Corydons opsigtsvækkende meldinger som finansminister, om at Danmark skal være en konkurrencestat.

Sammen med størstedelen af venstrefløjen har jeg været en stærk kritiker af Corydons idéer, og gennem årene har jeg ofte problematiseret vores økonomiske system og dets grundpille: konkurrencen.

Desværre lader det til, at mange har fået den opfattelse, at venstrefløjen generelt helst vil være konkurrence foruden. Dette er dog en misforståelse, hvis man spørger mig. Konkurrence er nemlig ikke en dårlig ting i sig selv – tværtimod er konkurrence en af de mest effektive drivkræfter i vores samfund. Det er netop det, der er problemet, for alt for ofte konkurrerer vi på forkerte ting med forfærdelige konsekvenser til følge.

I stedet for at konkurrere på, hvem der kan skabe de bedste arbejdsvilkår for deres ansatte, tvinger systemet virksomhederne til at konkurrere på, hvem der kan presse deres lønninger mest, så lønomkostningerne er så små som muligt. Et system der i disse år sender millioner af mennesker ud i fattigdom i Europa og har skabt en ny underklasse af arbejdende fattige, der på trods af dobbeltjobberi og mere-end-fuldtidsjobs har svært ved at betale huslejen og er nødsaget til at bede om fattighjælp.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected].

I stedet for at konkurrere på, hvem der kan skabe de bedste arbejdsvilkår for deres ansatte, tvinger systemet virksomhederne til at konkurrere på, hvem der kan presse deres lønninger mest.

Carl Valentin

Det samme gør sig gældende på miljø- og klimaområdet, hvor store virksomheder konkurrerer om, hvem der kan skabe mest profit for deres aktionærer i stedet for at konkurrere om, hvem der bedst kan bekæmpe klimaforandringerne.

Dette medvirker, at klimaet ofte kun bliver tænkt ind, hvis det kan betale sig på kort sigt – uagtet at global opvarmning pt. er en af de største trusler mod menneskeheden, og at mange virksomheder i bund og grund godt kunne tænke sig at være mere klimavenlige, men må handle imod egne værdier, fordi det er mere rentabelt.

Selv staterne bliver i den kapitalistiske økonomi presset til at handle imod egne værdier.

Carl Valentin

Selv staterne bliver i den kapitalistiske økonomi presset til at handle imod egne værdier. Vælger man eksempelvis at indføre en flyafgift, som Sverige har gjort, mødes man med det samme af en realitet, hvor det kan svække ens konkurrenceevne og gavne de omkringliggende landes luftfart, at man ønsker at minimere CO2-aftrykket fra flyrejser, fordi vi ikke konkurrerer på at være grønnest, men på at give flyselskaberne det størst mulige carte blanche til at forurene.

Det samme gør sig gældende i disse år, hvor virksomheder bidrager mindre og mindre til fællesskabet, fordi globalisering og kapitalisme har presset staterne til at igangsætte et ’race to the bottom’ om selskabsskatten.

Kritikken af konkurrencen i vores økonomiske system bør derfor ikke gå på, at den ikke virker – tværtimod. Konkurrence er en vanvittigt effektiv mekanisme, hvis den bruges rigtigt. Vil vi skabe et bedre samfund er der altså ingen grund til at eliminere konkurrence i alle afkroge af vores samfund. Opgaven er snarere at sikre, at incitamentstrukturen ændres fundamentalt, så vi begynder at konkurrere på det, der afspejler vores værdier.

------------

Carl Valentin studerer samfundsfag og retorik på Københavns Universitet. Han er folketingskandidat for SF. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Valentin

MF (SF)
BA, samfundsfag (Københavns Uni. 2019)









0:000:00