Carolina M. Maier: Alternativets kollaps er som en græsk tragedie

"Menneske først, kristen så," skrev Grundtvig i et digt af samme navn.

Måske er det i det lys, vi skal forsøge at forstå Uffe Elbæk, Rasmus Nordqvist, Susanne Zimmer og Sikandar Siddiques exit fra Alternativet.

"Menneske først, politiker så" er måske logikken – altså at personlige følelser og præferencer står over politiske holdninger. Det synes at være en sådan logik, der driver i hvert fald Elbæk, når han i sit afskedsbrev til medlemmerne af Alternativet skriver, at hans farvel blandt andet skyldes et tab af håb og mening på det personlige plan, og at de kritiske spørgsmål, der er blevet rejst oven på Josephine Focks valgsejr, er legitime og overbevisende.

Problemet er bare, at når man er folkevalgt politiker, så er man valgt på sine politiske holdninger – ikke på sin personlighed.

Det er givet ikke alle, der stemmer på Morten Østergaard, som kan lide hans person. Men de kan lide hans politik. Det samme kan siges hele vejen rundt om de folkevalgte politikere – ikke mindst partilederne.

Politik handler ikke om følelser – det handler om holdninger, visioner og principper. Og så handler det om etik og demokrati – om at respektere og leve op til den tillid, ens vælgere viser en. Om at respektere demokratiet – ikke mindst medlemsdemokratiet. Og om at sætte sig selv og sine personlige præferencer til side for det større projekt.

Det, der skulle være et inddragende, demokratisk og frit politisk projekt, blev til et af Elbæk begrebsdefineret projekt, hvor demokratiet kun strakte så langt som til de kandidater, han var enig i var de rette.

Carolina Magdalene Maier

I den optik kan vi ikke forstå Elbæk og co.'s exit ud fra Grundtvig. Men vi kan prøve med Sofokles' græske tragedie om Antigone.

Antigone er datter af Ødipus, og hun har to brødre, Polynices og Eteocles. Da Ødipus forlader kongeriget Thebes, beslutter de to brødre at deles om magten. De skiftes til at regere et år ad gangen. Men de bliver uvenner, hvorpå Eteocles udviser sin bror, Polynices. Denne forlader kongeriget, samler en hær og angriber så sin egen bror og kongeriget. Begge brødre dør i kampen.

Kong Creon (brødrenes svoger) overtager tronen og beslutter, at Polynices ikke må få en begravelse, endsige blive sørget over. Antigone vil have lov at sørge over sin bror og udfordrer derfor kongens beslutning. Hun bliver efterlyst og fanget.

Creon beordrer nu Antigone begravet levende som følge af, at hun åbent har udfordret hans herredømme. Dog fortryder Creon og forsøger selv at slippe Antigone fri, men for sent: Hun har i mellemtiden hængt sig selv. Creons egen søn, Haemon, som er forelsket i Antigone, begår i sorg over hendes død selvmord, hvorpå hans mor – dronningen – også begår selvmord i sorg over sin søns død.

Historien er – med andre ord – en fuldendt tragedie: Creons beslutning ender med at føre til hans eget værste mareridt, nemlig at han mister både sin søn og sin hustru.

Det er en tragisk sammenligning, men ikke desto mindre giver det mening at forstå Alternativets kollaps i lyset af denne græske tragedie: at Uffe Elbæks åbenlyse modstand mod konsekvenserne af det medlemsdemokrati, som han har etableret og himmelprist, bliver døden over det parti, han selv har stiftet. På den måde kan man sige, at Elbæk både står fadder og bøddel til Alternativet.

For det var jo Elbæk, der med begejstring i stemmen ved offentliggørelsen af sit kommende exit som politisk leder i december 2019 sagde, at han så frem til den demokratiske fest, der nu skulle udspille sig om, hvem der måtte blive Alternativets næste politiske leder.

Det var Elbæk, der i samme situation sagde, at han håbede, der kom tre, fire eller fem kandidater, og at der dermed ville blive kampvalg til posten. Det var Elbæk, der støttede en vedtægtsændring, som skulle gøre det muligt at åbne ballet for personer, der ikke sad i Folketinget.

Og det var Elbæk, der i sit nyhedsbrev til medlemmerne af Alternativet skrev, at det er vigtigt at give en ny politisk leder mulighed for at finde sig til rette i rollen.

Han skrev i samme nyhedsbrev følgende: "Det er noget mærkeligt noget med skift af politiske ledere. Ofte er det ikke kønt. Nogle går af som følge af politiske skandaler eller bliver presset ud af deres egne. Andre gange er magtskiftet en udemokratisk overdragelse til en kronprins eller kronprinsesse, uden at medlemmerne høres. Medierne vil gerne diktere processen. Fremkalde konflikter. Og konkludere på forhånd. Men det her skal være vores proces."

Det var også Elbæk, der umiddelbart efter valget af Fock sagde, at vi nok skulle se frem til fløjkrige. Det var Elbæk, der i en podcast i Altinget kort efter valget sagde, at han så frem til at finde ud af, hvad Josephine Focks politiske projekt var.

Det var Elbæk, der fik fortalt pressen, at selv om folketingsgruppen og Josephine Fock gik samlet ud og fortalte om den nye konstituering, efter at Nordqvist trak sig som politisk ordfører, så havde gruppen skam truffet den beslutning uden om Fock dagen før.

Det var Elbæk, som følte sig kaldet til at fortælle hele Twitter-folket, at han ville gå til Alternativets hovedbestyrelse for at fortælle om sine oplevelser med Josephine Fock. Kan man kalde det at fremkalde konflikter? Ja, det vil jeg påstå.

Alt dette er foregået, mens Alternativet vel at mærke ikke har ændret sit politiske ståsted, sin politiske strategi eller for den sags skyld den parlamentariske strategi.

I valgkampen om posten som politisk leder blev det udlagt, at Josephine Fock ville drikke kaffe med Mette Frederiksen, mens Theresa Scavenius ikke var interesseret i et tæt samarbejde med regeringen.

Jeg forholder mig ikke her til fornuften i de to positioner. Men sandheden er jo, at Elbæk og Nordqvist har drukket rigeligt med kaffe med regeringen, i kraft af at Alternativet har tiltrådt både finansloven og klimaloven. I den forstand er Focks tilgang vel bare en fortsættelse af status quo?

Den græske tragedie er fuldendt, og pointen må blive, at når man forsøger at sætte sig over demokratiet, så rammes man i sidste ende af sin egen fuldkommenhed som af en boomerang.

Det understreges af Elbæks interview til DR i forbindelse med, at han meldte sig ud af partiet, hvori han fortæller, at han ikke havde regnet med at Josephine Fock ville stille op. Og af hans interview med Politiken, hvori han siger, at det jo er ham, der har defineret Alternativets værdier, men at værdierne nu bliver fortolket på en anden måde, end han havde tiltænkt det.

Men hvad er det for en demokratiforståelse – at en valgproces alene er demokratisk i den udstrækning, at man bryder sig om de personer, der stiller op? Og hvilken demokratiforståelse ligger bag, når man påberåber sig fortolkningsretten over almengyldige værdier som ydmyghed, empati og generøsitet – uagtet at man er kommet på den gode idé, at disse værdier skulle udgøre grundlaget for ens partis politik?

Det, der skulle være et inddragende, demokratisk og frit politisk projekt, blev til et af Elbæk begrebsdefineret projekt, hvor demokratiet kun strakte så langt som til de kandidater, han var enig i var de rette.

Hvad så nu? Overlever Alternativet med kun ét folketingsmedlem og en politisk leder? Det ved jeg ikke.

Set i det positive lys er konflikterne nu væk, og der er tid og plads til at drøfte politik. Set i det negative lys er der kastet så meget dårlig omtale over partiet, at det synes svært at genvinde troværdigheden. Uagtet hvad man måtte mene om indholdet af konflikterne og de mange pressehistorier – som jeg ikke forholder mig til her.

Der er ikke andet for, end at Josephine Fock må tage arbejdshandskerne på og så at sige starte forfra. Min klare anbefaling er, at hun koncentrerer sig om baglandet og begynder at køre politik og kandidater i stilling til næste folketingsvalg.

Alternativet er fortsat det eneste parti, som ikke er baseret på en klassisk politisk ideologi, hvilket er en stor fordel i disse tider, hvor klimakrisen skriger på løsninger, som ikke kan besvares ud fra en klassisk ideologisk optik. Det er fortsat Alternativets chance at være det parti, der tør være grønne før noget som helst andet.

Jeg giver ikke partiet dødsstødet. Men det bliver en opgave af en anden verden at rejse sig fra støvet.

-----

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.