Carolina M. Maier: Stress i Folketinget er et demokratisk sygdomstegn

Da Mette Frederiksen i november i forbindelse med et besøg på en minkfarm måtte tørre adskillelige tårer væk fra øjenkrogen, blev hun af nogle beskyldt for at græde krokodilletårer. Angrebet gik på, at hun forsøgte at vinde sympati efter at have nedlagt et helt erhverv med den kontroversielle ordre om aflivning af alle mink i Danmark.

Jeg kan huske, jeg tænkte, at hvis man kunne tro, at tårerne var fabrikerede krokodilletårer, så har man en virkelig dårlig indsigt i den menneskelige psykologi. Jeg så noget helt andet: En statsminister, som var slidt, opbrugt og i det hele taget uden overskud ovenpå måneder med lange slidsomme forhandlinger, angreb fra alle sider og helt sikkert alt, alt for lidt søvn. Og som lige præcis præcis dér, på den konkrete minkfarm, blev konfronteret med sit eget følelsesliv på en måde, som gjorde, at bægeret flød over.

Jeg skriver det ikke for at forsvare statsministerens ageren i minksagen; den har vi talt rigeligt om. Jeg skriver det i anledning af, at endnu et folketingsmedlem – Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance – er blevet ramt af alvorlig stress.

Det meddelte han for nylig. Dermed slutter han sig til den efterhånden lange række af folketingsmedlemmer, der er eller har været ramt af stress i alvorlig grad. Nogle så alvorligt, at de har taget længerevarende orlov.

Det gælder for Ida Auken (R), som stadig er på orlov. Det gælder også for Alex Ahrendtsen (DF), som var sygemeldt i 10 måneder. Det gælder Karsten Lauritzen (V), som, da han var skatteminister, blev ramt af stress i en grad, der gjorde, at han overvejede at stoppe i politik. Og så er der alle dem, vi ikke hører om, som sættes ud af spillet på grund af stress i kortere eller længere perioder.

Det er dybt uholdbart, at Folketinget er en arbejdsplads, hvor stress trives så godt, og hvor så forholdsvis mange bliver ramt af den. Men det undrer ikke. For hastigheden, intensiteten, konkurrencen om opmærksomhed – både den interne i partierne og den eksterne imellem dem – er alt sammen de perfekte ingredienser i den gryderet, der sender dig lige lukt i stress-helvedet.

Det er dybt uholdbart, at Folketinget er en arbejdsplads, hvor stress trives så godt, og hvor så forholdsvis mange bliver ramt af den.

Carolina M. Maier

Lad mig give et par eksempler. Der er omkring 30 udvalg i Folketinget. Alle partierne har mindst ét sæde i udvalgene. For de små partier med kun for eksempel fire medlemmer, betyder det, at disse fire personer skal dække alle udvalgene. Det betyder i praksis, at det ofte sker, at ens udvalgsmøder ligger oveni hinanden. Eller at et udvalgsmøde i ét udvalg ligger oveni behandlinger i Salen på et andet udvalgsområde.

Dertil kommer samrådene, som jo kræver stor forberedelse – særligt hvis man er den, der har indkaldt til dem. Og så er der partiernes egne gruppemøder, som ofte ligger både tirsdag formiddag og torsdag formiddag. Nå ja, for ikke at nævne alle de eksterne møder med organisationer, som man er dødafhængig af som MF’er, fordi meget af ens praksisviden kommer derfra, og fordi man er afhængig af organisationerne, når man har brug for faglig sparring på sine ordførerområder.

Resultatet bliver, at man nogle gange løber fra det ene møde til det andet for at nå det til tiden. Jeg ved naturligvis ikke, hvordan det er, når man er medlem af et parti med 30 eller 40 mandater, men når man er medlem af et lille eller mellemstort parti, så er ens kalender én lang række af møder – hver dag, uge ud og uge ind.

Dertil kommer forventningen om, at man også altid er altid klar til at udtale sig til journalisterne. En af de (for folketingspolitikere) værste mediemæssige opfindelser er, at aviserne breaker deres forsidehistorier aftenen før klokken 22, for så kan man ikke nøjes med at skulle stå tidligt op – nej, man skal også blive oppe, til forsiderne er ude, for derefter at blive ringet op af eller selv ringe ind til Ritzau med citater til denne og hin historie. Plus svare TV2 News, der også ringer efter 22 for at spørge, om man kan være i studiet kl. 6.20 næste morgen for at kommentere på en af de aktuelle historier.

Mens jeg sidder og skriver dette, får jeg helt åndenød. Det levede jeg med i fire år, og nu, hvor jeg er ude af gamet og i et helt andet arbejdsforhold, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne klare det. Det må ikke læses som en klagesang, men det er en oprigtig skildring af livet som folketingsmedlem i et lille parti.

Det værste af det hele er, at når man står udenfor og hører om det, så tænker man, at det er dybt usundt, og at ingen fortjener så stressede arbejdsforhold. Men når man er i det, så kan man ikke se sig ud af det. Man skal lige have overstået det værste, for så kan man puste ud. Men pusterummet kommer aldrig, for så er der en ny historie, som kræver at man indkalder til et nyt samråd, stiller et nyt beslutningsforslag, ringer til Ritzau igen, og så videre.

Af flere grunde er den enorme arbejdsbelastning i Folketinget et problem. For det første er det naturligvis et sundhedsmæssigt problem for dem, der rammes så hårdt af stress, at de bukker under. En klog mand sagde engang til mig, at lige så lang tid, det tager at oparbejde den pukkel, der gør, at man til sidst bukker under og går ned med stress, lige så lang tid tager det at komme helt ovenpå igen.

Det er ikke bare et spørgsmål om at holde to ugers pause. Stress kan sætte sig som dybe skader i ens både fysiske og psykiske funktioner, der kan tage rigtig lang tid at genoptræne.

Den anden grund er, at det også bliver et demokratisk problem. Det skal forstås på den måde, at mennesker, der fungerer under stress, er i underskud. Ikke kun fysisk i form af søvnmangel og måske dårlig kost og manglende motion, men også mentalt i form af manglende evne til at føre en åben, tålmodig, lyttende og involverende demokratisk samtale med borgere og politiske modstandere.

Vi kender sikkert alle sammen fra os selv, hvordan vi kan blive korte for hovedet, bide af hinanden og hurtigere bliver irritable, når vi er trætte, og hovedet er fyldt op. Vi bliver også dårligere til at træffe velovervejede beslutninger, fordi også vores dømmekraft er under pres. Det fortjener demokratiet ikke.