Kommentar af 
Carolina Magdalene Maier

Enhedslistens kritik af Sofie Carsten Nielsen efterlader et iltfattigt rum for politisk selvransagelse

Enhedslisten kunne lære lidt af den selvindsigt og selvkritik, som Radikales leder udviser med sin kritik af regeringens magtfuldkommenhed. Men i stedet efterlader støttepartiet med sin retorik rummet for en nysgerrig politisk debat et iltfattigt sted, skriver Carolina Magdalene Maier.

Politik handler først og fremmest om indhold. Derfor skal den nødvendige kritik leveres og de nødvendige visioner formuleres. Det er det, Sofie Carsten Nielsen gør lige nu, skriver Carolina Magdalene Maier.
Politik handler først og fremmest om indhold. Derfor skal den nødvendige kritik leveres og de nødvendige visioner formuleres. Det er det, Sofie Carsten Nielsen gør lige nu, skriver Carolina Magdalene Maier.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Carolina Magdalene Maier
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det ikke er utænkeligt, at Radikale kunne finde på at pege på en borgerlig statsministerkandidat. Sådan lød det fra Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, i et interview med Avisen Danmark juleaftensdag. Det fik Enhedslistens Pelle Dragsted til at fare op som en trold af en julegave, og på Twitter angreb han straks Radikale for at stille sig til rådighed for en regering, der er afhængig af Nye Borgerliges og Dansk Folkepartis mandater.

Torsdag denne uge blev Sofie Carsten Nielsen endnu mere konkret, da hun i et interview med Politiken sagde, at det – belært af erfaring – er udelukket, at Radikale kommer til at støtte en étpartiregering efter valget. Hun ser hellere en regering hen over midten. Det fik også Enhedslistens troldehær op af sofaen for på de sociale medier at beskylde Radikale for en “umenneskelig udlændingepolitik”, “privilegieblindhed” og for at give køb på anstændig politik til fordel for ministerbiler.

Det er en forventet kritik, men det er også automatpiloten, der bliver aktiveret fra den klassiske Enhedsliste-retorik, og det efterlader rummet for en nysgerrig politisk debat et iltfattigt sted. For sagen er, at Sofie Carsten Nielsens kritik af regeringen er demokratisk vigtigere end den har været længe. Enhedslisten burde bakke op om kritikken i stedet for at skyde med skarpt imod den.

Sofie Carstens Nielsens anke mod regeringen er særligt den magtfuldkommenhed, som regeringen har udvist overfor resten af Folketinget. Det handler om manglende orientering af Folketingets partier forud for pressemøder, det handler om nøleriet med at udlevere sms’er og om en uhyre stram styring af embedsværket, som lader princippet om armslængde og adskillelsen af politik og jura stå svagt tilbage.

Det, Sofie Carsten Nielsen gør, er, at hun leverer en nødvendig kritik.

Carolina Magdalene Maier
Sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og folketingskandidat (R)

Ved siden af den demokratiske kritik er der hele spørgsmålet om den grønne dagsorden, som regeringen har været ualmindeligt fodslæbende på. I stedet for at lave konkrete grønne aftaler har man udskudt forhandlinger til stor frustration for støttepartierne. Når der endelig er lavet politiske aftaler, har de ofte haft karakter af at være en plan for en plan for noget, der skal ske ude i fremtiden. Det er der talrige eksempler på. Statsministerens nytårstale bløder ikke op på den kritik, for den er igen bare ord. Det er handling, der mangler.

Det er både trist og uambitiøst, at regeringen indtil videre har haft 2,5 år til at levere grønne løsninger, men kun har præsenteret få aftaler, som reelt gør en forskel. Det bør alle regeringens støttepartier kritisere regeringen for – ikke bare i små bløde vendinger, men markant og med potentiale for konsekvenser.

Sofie Carsten Nielsen gør med sine seneste udtalelser noget, som man kan efterlyse hos de øvrige støttepartier: Hun peger faktisk på, at Radikale måske ikke var skarpe nok i konstitueringen, hvilket har ført til den nuværende situation. Den selvindsigt – og selvkritik – kunne de øvrige støttepartier måske lære lidt af. For det bør da stå tydeligt – ikke kun for Radikale, men også for Enhedslisten og SF – at forståelsespapiret er for uambitiøst på det grønne område, når der 2,5 år inde i regeringsperioden er blevet leveret så lidt.

At regeringen samtidig har vist sig at agere magtfuldkomment overfor resten af Folketinget, havde man næppe kunnet forudse. Men det betyder ikke, at man bare skal finde sig i det.

Tilbage til Pelle Dragsteds kritik: Er Radikale i gang med at finde ringen frem fra lommen for at fri til Nye Borgerlige? Næppe. Alle ved, hvor langt Radikale er fra Nye Borgerliges og Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Det, Sofie Carsten Nielsen gør, er, at hun leverer en nødvendig kritik. Hvad konsekvenserne af den bliver, må dels være op til vælgerne, dels til de konstitueringsforhandlinger, der kommer til at foregå efter valget.

Læs også

Man kunne ønske, at de øvrige støttepartier meldte sig ind i koret af kritikere i stedet for at lukke ned for kritikken ved at spinne på den gamle idé om, at der kun findes to blokke i dansk politik. Socialdemokratiet har selv vist, hvordan de med et blødt formuleret forståelsespapir kan lave politiske aftaler med begge fløje i Folketinget.

Dertil kommer, at Lars Løkke Rasmussens nye parti er en joker – hvem ved, om Radikale, Konservative, Venstre, Moderaterne og Kristendemokraterne kan levere et flertal? Det er en interessant konstellation, hvilket jeg også tidligere har peget på.

Flere har i kølvandet på Sofie Carsten Nielsens interviews harceleret over, at Radikale sælger klimapolitikken for en skindpels til en ministertaburet, fordi det er blevet en selvbekræftende fortælling, at Socialdemokratiet har større klimapolitiske ambitioner end Venstre og Konservative. Men helt ærligt: Hvem tror længere på det? Jeg gør i hvert fald ikke. Hvis de havde, så ville vi have set det i løbet af de sidste 2,5 år. Jeg tror, rent faktisk, at vi er vidner til et brud på lige præcis den fortælling.

Socialdemokratiet nøler på klimatiltag, fordi de er bange for at miste stemmer til land-Danmark og den lavere middelklasse. De bilder sig ind, at borgere i den lavere middelklasse ikke har nogen klimainteresse, men hellere vil have frikadeller på bordet. Det er, tror jeg, i sig selv et selvbedrag af rang. Men det er årsagen til den svage klimaindsats. De borgerlige partier, derimod, har som bekendt stærke alliancer med erhvervslivet. Og hvis der er nogen, der er langt foran på klimaindsatser, så er det rent faktisk erhvervslivet.

Politik er ikke risikofrit, og vi bør være langt mere villige til at trække stikket, når aftaler brydes eller grundlæggende demokratiske principper ikke følges.

Carolina Magdalene Maier
Sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og folketingskandidat (R)

Så i stedet for at forblive tryllebundet af en fortælling, der ikke længere er aktuel, så skulle vi måske alle begynde at få øjnene op for, hvordan de borgerlige partier, til dels på grund af et pres fra erhvervslivet, har alle muligheder og evner til at levere seriøs klimapolitik.

Det er klart, at et opgør med blokpolitikken og et skridt imod nye konstellationer åbner for en masse usikkerheder – for eksempel den, at en given regering nemmere vil kunne blive væltet. Det er en risiko, man må løbe. De seneste to regeringsperioder har med al tydelighed vist, at man ikke har været villig til at ofre henholdsvis sine ministertaburetter eller sin position som støtteparti.

Det første var tilfældet i Lars Løkkes regering, hvor Dansk Folkeparti fik alt for stor indflydelse. Det andet er tilfældet med Mette Frederiksens regering, hvor støttepartierne i flere tilfælde burde have gjort alvor af truslerne om at vælte regeringen. Politik er ikke risikofrit, og vi bør være langt mere villige til at trække stikket, når aftaler brydes eller grundlæggende demokratiske principper ikke følges. Ja, det skaber ustabilitet og bevægelse. Men bevægelse i politik er godt, ikke dårligt.

Man kunne ønske sig, at Enhedslisten – i stedet for per automatpilot at skyde på Radikale for at være tydelige i kritikken og ærlige om dens mulige konsekvenser – fortæller os andre, om partiet synes, at det er godt nok, som det er? Er Enhedslisten tilfredse med den behandling, de får som støtteparti? Synes de, de grønne aftaler er tilfredsstillende? Hvad med den magtfuldkomne forvaltning af regeringsmandatet? Er Enhedslisten klar til fire år mere med samme udgangspunkt og på samme præmisser? Og hvis ikke, hvad er så Enhedslistens svar på, hvordan vi forbedrer de nuværende forhold? Det vil jeg oprigtigt gerne vide.

Fra mit perspektiv er alt i spil, og det er så ærgerligt, når spillet lukkes ned inden det overhovedet er begyndt, fordi man begynder at regne i mandater og blokke. Politik handler først og fremmest om indhold. Derfor skal den nødvendige kritik leveres og de nødvendige visioner formuleres. Det er det, Sofie Carsten Nielsen gør lige nu. Hvad det medfører af konsekvenser vil tiden og vælgernes kryds vise.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carolina Magdalene Maier

Leder, Egmont Fondens projekt 'SygtStærk', fhv. MF, gruppeformand og politisk ordfører (ALT)
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2003)

Sofie Carsten Nielsen

Underdirektør, DI Biosolutions
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002), MA i europæisk politik og administration (Brügge, Belgien, 2001)

Pelle Dragsted

Politisk ordfører, MF (EL)
BA i historie (Københavns Uni. 2001), master i retorik og formidling, Aarhus Universitet 2016

0:000:00