Enhedslistens kritik af Sofie Carsten Nielsen efterlader et iltfattigt rum for politisk selvransagelse

Man kunne ønske, at de øvrige støttepartier meldte sig ind i koret af kritikere i stedet for at lukke ned for kritikken ved at spinne på den gamle idé om, at der kun findes to blokke i dansk politik. Socialdemokratiet har selv vist, hvordan de med et blødt formuleret forståelsespapir kan lave politiske aftaler med begge fløje i Folketinget.

Dertil kommer, at Lars Løkke Rasmussens nye parti er en joker – hvem ved, om Radikale, Konservative, Venstre, Moderaterne og Kristendemokraterne kan levere et flertal? Det er en interessant konstellation, hvilket jeg også tidligere har peget på.

Flere har i kølvandet på Sofie Carsten Nielsens interviews harceleret over, at Radikale sælger klimapolitikken for en skindpels til en ministertaburet, fordi det er blevet en selvbekræftende fortælling, at Socialdemokratiet har større klimapolitiske ambitioner end Venstre og Konservative. Men helt ærligt: Hvem tror længere på det? Jeg gør i hvert fald ikke. Hvis de havde, så ville vi have set det i løbet af de sidste 2,5 år. Jeg tror, rent faktisk, at vi er vidner til et brud på lige præcis den fortælling.

Socialdemokratiet nøler på klimatiltag, fordi de er bange for at miste stemmer til land-Danmark og den lavere middelklasse. De bilder sig ind, at borgere i den lavere middelklasse ikke har nogen klimainteresse, men hellere vil have frikadeller på bordet. Det er, tror jeg, i sig selv et selvbedrag af rang. Men det er årsagen til den svage klimaindsats. De borgerlige partier, derimod, har som bekendt stærke alliancer med erhvervslivet. Og hvis der er nogen, der er langt foran på klimaindsatser, så er det rent faktisk erhvervslivet.

Politik er ikke risikofrit, og vi bør være langt mere villige til at trække stikket, når aftaler brydes eller grundlæggende demokratiske principper ikke følges.

Carolina Magdalene Maier
Sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og folketingskandidat (R)

Så i stedet for at forblive tryllebundet af en fortælling, der ikke længere er aktuel, så skulle vi måske alle begynde at få øjnene op for, hvordan de borgerlige partier, til dels på grund af et pres fra erhvervslivet, har alle muligheder og evner til at levere seriøs klimapolitik.

Det er klart, at et opgør med blokpolitikken og et skridt imod nye konstellationer åbner for en masse usikkerheder – for eksempel den, at en given regering nemmere vil kunne blive væltet. Det er en risiko, man må løbe. De seneste to regeringsperioder har med al tydelighed vist, at man ikke har været villig til at ofre henholdsvis sine ministertaburetter eller sin position som støtteparti.

Det første var tilfældet i Lars Løkkes regering, hvor Dansk Folkeparti fik alt for stor indflydelse. Det andet er tilfældet med Mette Frederiksens regering, hvor støttepartierne i flere tilfælde burde have gjort alvor af truslerne om at vælte regeringen. Politik er ikke risikofrit, og vi bør være langt mere villige til at trække stikket, når aftaler brydes eller grundlæggende demokratiske principper ikke følges. Ja, det skaber ustabilitet og bevægelse. Men bevægelse i politik er godt, ikke dårligt.

Man kunne ønske sig, at Enhedslisten – i stedet for per automatpilot at skyde på Radikale for at være tydelige i kritikken og ærlige om dens mulige konsekvenser – fortæller os andre, om partiet synes, at det er godt nok, som det er? Er Enhedslisten tilfredse med den behandling, de får som støtteparti? Synes de, de grønne aftaler er tilfredsstillende? Hvad med den magtfuldkomne forvaltning af regeringsmandatet? Er Enhedslisten klar til fire år mere med samme udgangspunkt og på samme præmisser? Og hvis ikke, hvad er så Enhedslistens svar på, hvordan vi forbedrer de nuværende forhold? Det vil jeg oprigtigt gerne vide.

Fra mit perspektiv er alt i spil, og det er så ærgerligt, når spillet lukkes ned inden det overhovedet er begyndt, fordi man begynder at regne i mandater og blokke. Politik handler først og fremmest om indhold. Derfor skal den nødvendige kritik leveres og de nødvendige visioner formuleres. Det er det, Sofie Carsten Nielsen gør lige nu. Hvad det medfører af konsekvenser vil tiden og vælgernes kryds vise.