Carolina Maier i opråb til medierne: Lav nu mere kritisk journalistik

Et meget omtalt såkaldt "arbejdspapir" fra den liberale tænketank Cepos udkom for nylig.

Papiret er en metaundersøgelse af studier, der undersøger effekten af hårde nedlukninger i forbindelse med covid-19, og papiret konkluderer, at den hårde nedlukning i Danmark kun har forhindret fem dødsfald.

Den bemærkelsesværdige påstand fik forskere fra både indland og udland op af stolen, og mange har kritiseret Cepos' undersøgelse for ikke at leve op til basale videnskabelige standarder for metastudier.

Jonas Herby fra Cepos blev efterfølgende grillet ganske grundigt af Steen Nørskov i Deadline den 17. februar. Krydsforhøret fra Nørskov var af en karakter, som nødede Herby til at drikke sit vand i meget små slurke for at sikre, at der var nok til hele interviewet.

Steen Nørskov gjorde det forbilledligt: Han var saglig, han stillede de samme spørgsmål igen, når der ikke blev leveret et klart svar, og hans overblik og de mange papirer på bordet foran ham vidnede om, at der lå yderst grundig research bag forberedelserne til interviewet med Herby.

Desværre er det alt for sjældent, at vi ser den slags journalistik. Ikke fordi vi ikke har dygtige journalister, men fordi radio- og tv-fladerne, særligt i prime time, fyldes med underholdning frem for kritisk journalistik.

En fuldstændig ublu påstand, som der intet belæg er for

Carolina Magdalene Maier

Jeg savner meget mere af det, som Nørskov gjorde i interviewet med Herby; nemlig at journalister på baggrund af grundig research stiller spørgsmål til præmissen for de argumenter, som særligt politikere slynger om sig, som deltog de i en freestyle-disciplin til de olympiske lege.

Lad mig give et eksempel, som ofte har irriteret mig: Rasmus Stoklund, regeringens integrationsordfører, har igen og igen fremført det argument, at et flertal af danskerne går ind for en stram udlændingepolitik.

Adspurgt, hvad han baserer den påstand på, peger han på, at et flertal af danskerne jo har stemt på partier, der selv definerer, at de ønsker en stram udlændingepolitik: Socialdemokratiet og alt til højre derfra.

At de pågældende partier ønsker en stram udlændingepolitik, er et faktum, for det har de selv formuleret. Men at man opfinder en kausalitet, der definerer, at fordi et flertal af danskerne stemmer på disse partier, så går de ind for en stram udlændingepolitik, er en fuldstændig ublu påstand, som der intet belæg er for.

Når vi ser på stemmefordelingen til et folketingsvalg, så kan vi konkludere, at et bestemt antal mennesker har stemt på for eksempel Socialdemokratiet – vi ved ikke hvorfor.

Vi kunne jo spørge os selv: Tror vi, at et flertal af danskerne ønsker, at flygtninge skal sendes til Damaskus i strid med FN's anbefalinger? Tror vi, at et flertal af danskerne bakker op om de tåbelige regler på integrationsområdet, som fører til udvisninger af velintegrerede borgere, hvilket vi ser gentagne historier om i disse dage?

Tror vi, at et flertal af danskerne ønsker at vi hellere vil mangle arbejdskraft end åbne vores dør for udlændinge, der kan hjælpe os med at få besat nogle af de tusindvis af ledige stillinger, ikke mindst på velfærdsområdet, som vi for tiden har i Danmark?

Rasmus Stoklunds substansløse påstand er et eksempel for at illustrere min pointe: Jeg savner, at politikere spørges ind til præmissen for deres argumenter af dygtige og kritiske journalister, og ikke kun – som i Debatten på DR2 – stilles overfor modstandere, som slynger modargumenter tilbage.

Det er som om politiske debatprogrammer på vores public service-kanaler skal have et skær af underholdning over sig for at blive berettiget til en plads i prime time. Man kan godt blive klogere på politikernes holdninger af at se Debatten på DR2, men man bliver godt nok ikke klogere på substansen i dem eller validiteten af dem.

Det samme er tilfældet med P1 Debat, som nu er blevet udvidet til halvanden time. Man skulle tro, at udvidelsen netop ville medføre større mulighed for, at værterne kunne gå deltagernes argumenter kritisk efter, men det virker som om formålet med at udvide programfladen primært har været at få flere deltagere med. Og så er vi jo lige vidt, for der var i forvejen kamp om taletiden i programmet.

Resultatet af det nye format er, at man som lytter står tilbage mere forvirret end intellektuelt beriget. Jeg vil tusind gange hellere lytte til et politisk debatprogram, der varer en time, og hvor kun to personer deltager – som til gengæld ikke går fri af værtens kritiske spørgsmål – end jeg vil lytte til halvanden times mundhuggeri mellem otte personer.

Jamen, så er det jo godt, at vi har Deadline, kan man indvende. Og ja, det er det. Men det er ærgerligt, at man henviser så godt et program til søsterkanalen på et tidspunkt om aftenen, hvor mange er gået i seng.

Det er trist for et land som Danmark, der har en lang og stolt oplysningstradition, at man tilsyneladende ikke har større tiltro borgerne, end at politisk debat skal pakkes ind i underholdning.

Vi vil faktisk gerne oplyses som borgere. Det bliver vi ikke, når argumenterne skøjter på overfladen.

Så står vi blot tilbage med viden om en række holdninger, men vi kan ikke redegøre for deres substans eller validitet. Når så vi borgere diskuterer videre på de sociale medier, bliver debatten her også – og endnu mere – overfladisk og ammunitionspræget.

Det er ikke gjort med undervisningen i skolen. Vi har som borgere brug for kontinuerligt at få stimuleret vores kritiske bevidsthed. Det har medierne et ansvar for.

Giv os noget substans, kære medier

Carolina Magdalene Maier

Og lige nu lever de ikke op til det. Jeg ved godt, at medierne planlægger indhold efter seertal, men som public service-kanaler har både DR og TV 2 rent faktisk mulighed for selv at sætte en dagsorden og på den måde være med til at vise borgerne, at en politisk debat kan være interessant, uden at den behøver forklædes som underholdning.

Tænk, hvis vi kunne tænde for DR1 tirsdag klokken 20, læne os tilbage i sofaen og følge med i et program, hvor en journalist kritisk og sagligt interviewer en enkelt eller to politikere. Hvilken lise det ville være.

Jeg ved godt, at jeg lyder gammel, når jeg begynder at nævne navne som David Frost, den britiske tv-journalist, som døde tilbage i 2013. Men hvor var det vedkommende og berigende journalistik.

Det er påfaldende, at meget af den mest kritiske journalistik lige for tiden kommer fra det, som vi ynder at kalde underlødige formiddagsblade.

Man kan mene, at Ekstra Bladets Brian Weichardt har været irriterende på coronapressemøderne med sine mange kritiske spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen (hun synes det nok i særdeleshed), men han gør præcis det, som vi har brug for meget mere af:

Han giver ikke op, når han får et "politikersvar," eller når der bliver svaret udenom. Han bliver ved med at bore ind til præmissen for svaret eller argumentationen. Halleluja. Meget mere af det, tak.

Giv os noget substans, kære medier. Lad os komme med ombord, når I udfordrer politikere på deres argumentationslogik, helt indtil alle løgets blade er pillet af.

Hjælp os med at gennemskue de politiske argumenter og med at udfordre os selv på, hvornår vi bare køber et argument uden videre.

Hjælp os, ikke mindst, med at blive dygtigere til selv at argumentere – og udfordre hinandens argumentationslogik – når vi rundt om middagsbordet diskuterer holdninger til politik og samfund.

I har sendefladen, og I har dygtige journalister. I har alle mulighederne. Brug dem.