Carsten Bachs farvel: "Det er en fadæse, at man udelukkende af tradition stadig har et statsdrevet skovbrug"

AFSKEDSORD: Carsten Bach takker af efter fire år i Folketinget. Han ser her tilbage på naturpolitiske sejre, roser kursændringen i DN og advarer de nye magthavere mod at presse lodsejerne uden først at "feje for egen dør".

Carsten Bach blev offer for Liberal Alliances store tilbagegang ved folketingsvalget. 
Carsten Bach blev offer for Liberal Alliances store tilbagegang ved folketingsvalget. Foto: Liberal Alliance
Daniel Bue Lauritzen

Netop som Carsten Bach (LA) har sat sig i sin lænestol og gjort sig klar til at fortælle om sine tanker om de seneste fire års folketingsarbejde, banker det på døren.

Ind træder det genvalgte folketingsmedlem for Liberal Alliance Henrik Dahl. 

"Jeg er ked af, at du ikke blev genvalgt. Skal du have en krammer?" spørger han, inden de to aftaler at drikke afskedskaffe dagen efter. 

Carsten Bach forlader nemlig nu Folketinget efter fire år, hvor han har været Liberal Alliances ordfører på hele striben af grønne politiske områder.

Som liberalt menneske synes jeg, at det er en fadæse, at man udelukkende af tradition stadig har et statsdrevet skovbrug, og at man stadig har statsligt drevet kommercielt landbrug. Der er jo et marked for begge dele. Hvorfor i alverden skal staten være i besiddelse af store arealer, som man driver kommercielt, når vi står med problemer med biodiversitet og tilbagegang af arter?

Carsten Bach
MF for Liberal Alliance 2015-2019

Den 43-årige geolog blev valgt til Folketinget i 2015 med et brændende ønske om at arbejde for klassiske liberale mærkesager som lavere skat og mere personlig frihed for den enkelte og familierne.

Fire år senere kan han se tilbage på en folketingsperiode, hvor han mener, at det største personlige resultat blev planlægningen af mere vild natur på statens arealer.

"For mit eget og for Liberal Alliances vedkommende er det helt klart på naturpolitikken, hvor vi har fået en fjerdedel af statsskoven udpeget til urørt skov eller biodiversitetsskov. Og i den absolutte slutfase har vi udpeget seks sammenhængende statsejede områder, som i dag drives som kommercielt landbrug," siger han med henvisning til Naturpakken fra 2016 samt VLAK-regeringen og Dansk Folkepartis nylige aftale, hvor der blev afsat 150 millioner kroner til naturen. 

Carsten Bach har jævnligt kritiseret, at statens arealer bruges på landbrugs- og skovdrift. På vejen ud af Christiansborgs porte opfordrer han de nye magthavere til at rette blikket mod statsskovene, inden de kaster sig over de private naturarealer.  

"Som liberalt menneske synes jeg, at det er en fadæse, at man udelukkende af tradition stadig har et statsdrevet skovbrug, og at man stadig har statsligt drevet kommercielt landbrug. Der er jo et marked for begge dele. Hvorfor i alverden skal staten være i besiddelse af store arealer, som man driver kommercielt, når vi står med problemer med biodiversitet og tilbagegang af arter?" spørger han retorisk. 









0:000:00