Cepos: Den herskende klasse slår til igen igen igen

Her i foråret oplevede vi først en betydelig fokusering på spørgsmålet om landbrugets pleje af særinteresser i forbindelse med lovgivning om vandmiljø og natur. Stærke røster har talt for, at dansk landbrug skal underlægges skrappere regulering end nabolandene i EU, så denne hovedkilde til valutaindtjening kan blive snøret ind.

Senest har vi så set en anden og endnu stærkere særinteresse for fuld udblæsning, men de samme kræfter, som viste sig kritiske over for landbrugets muligheder for at skabe værdi og valutaindtjening i samfundet, står nu tilsyneladende som stærke fortalere.

Kommunerne har forhandlet en aftale med regeringen om økonomien for 2017, og kommunerne nægtede aldeles at indrette deres økonomi efter samfundsøkonomien. De ønskede i stedet - trods mange års nulvækst i dansk velstandsniveau - flere penge til velfærds- og omfordelingsprogrammer. Og kommunerne og deres lobbyorganisation, KL, viste sig villige til endda at tage ganske voldsomme kampskridt i anvendelse for at pleje deres særinteresse.

Vrangbilleder
Når kommuneinteressen står så stærkt, så er det ikke mindst fordi, det er lykkedes KL med dens Venstre-formand i spidsen og i nært samspil med den mest aggressive og røde del af fagbevægelsen, at fremmane et billede af, at der i de senere år er gennemført en massakre på den lokale velfærdsservice. Det er et vrangbillede af, hvad der i virkeligheden er foregået.

Desværre er regering og Folketing selv i betydelig udstrækning med til at give den kommunale særinteresse frit løb.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Sagen er den, at der siden kommunalreformen i 2007 og frem til 2014, hvor de seneste udgiftstal i Indenrigsministeriets nøgletal strækker, har været holdt fuldstændig uændrede reale udgifter til velfærdsservice i kommunerne. Der har ikke været tale om så meget som skyggen af nedskæringer.

Men det er korrekt, at kommunernes samlede bruttoudgifter opgjort i faste priser er faldet, og det er også korrekt, at antallet af ansatte i kommunerne er gået ned efter 2010. Derfor er det vigtigt at forstå, hvorledes disse ting hænger sammen.

Udgifter til overførselsydelser
To ting har været afgørende. For det første er kommunernes udgifter til overførselsydelser reelt gået ned, og det har så trukket de samlede udgifter ned. Det skyldes flere ting. Konjunkturerne er i de seneste år blevet lidt bedre. Folketinget har foretaget opstramninger på reglerne for udbetaling af overførselsydelser.

Og så er det tillige muligt, at kommunerne selv har strammet op på administrationen af overførselsordningerne. Det er godt, for det bidrager til at få flere i beskæftigelse.

Lønfest i kommunerne
For det andet har kommunerne gennemført en omstrukturering af medarbejderstaben. Kommunerne har skåret mange job bort for medarbejdere med kort uddannelse og moderat løn.

Besparelserne herved har kommunerne anvendt til at ansætte færre men højt uddannede medarbejdere. I forlængelse heraf har kommunerne øget lønniveauet iøjnefaldende kraftigere, end hvad der har været tilfældet på det private arbejdsmarked. Senest har Danmarks Statistik ultimo maj offentliggjort tal, som viser, at kommunerne fortsat holder lønfest og løber fra lønudviklingen i den private sektor. Samtidig med klynken om pengemangel.

Den herskende Klasse
Nogle vil måske erindre den socialistiske Aarhus-professor i socialpolitik, Jørgen S. Dich, som i 1973 udgav bogen Den herskende Klasse. Her påviste han, hvorledes den voksende skare af ansatte i velfærdssektoren havde udviklet sig til en stærk særinteresse, som viste sig i stand til at presse velfærdssektorens omfang og udgifter i vejret i en grad, så Dich betegnede det som social udbytning af den øvrige befolkning.

Hvad Dich ikke i sin vildeste fantasi var i stand til at forestille sig, var, at denne udvikling efterfølgende løb aldeles løbsk.

En forargelig omgang klynk
Det, som vi nu oplever fra kommunernes side, er, set blot i et lidt længere tidsperspektiv, egentlig velfærdsforringende. Samfundsøkonomien står i stampe, og kommunerne reagerer ved at give sig selv ekstraordinære lønstigninger og finde pengene hos samfundets svageste: Folk på overførselsindkomster og de svageste medarbejdere.

Og så prøver kommunerne at dække det hele ind i en forargelig omgang klynk. Fremført med en formand i spidsen, som kalder sig selv en liberal. I det blot lidt længere perspektiv udvikler kommunerne sig til den måske største blokering for, at vi igen får gang i økonomisk vækst i Danmark. For vækst forudsætter, at vi får flyttet ressourcer fra omfordelingssystemet til produktionssystemet.

Desværre er regering og Folketing selv i betydelig udstrækning med til at give den kommunale særinteresse frit løb. For med en sammensætning af Folketinget, som gør det meget lidt handlekraftigt, er det vanskeligt at få artikuleret, hvor alvorligt det i virkeligheden er, at dansk økonomi fuldstændig er gået i stå, og at det har varet i efterhånden mange år og ser ud til at komme til også at præge en længere fremtid.

Medmindre der altså mobiliseres de kraftige handlinger, som tilsyneladende ikke er inden for det muliges rækkevidde. Og som Vismændene netop har påpeget i deres forårsrapport, så forstærker de mange tilrejsende nu yderligere presset for effektivisering af den offentlige økonomi, hvad kommunerne altså ikke kan se kommer dem ved.

Balancen skal genoprettes
Tiden er til overspringshandlinger i dansk politik. Aktuelt har det betydet, at kommunerne i det mindste et godt stykke hen ad vejen lykkedes med at få blokeret for den nødvendige opbremsning af den ustyrlige offentlige vækst og med at få gjort det endnu vanskeligere at få gang i vækst i dansk økonomi.

Er en svag regerings handlemuligheder virkelig ved at blive indskrænket til at udskyde tidspunktet for genopretning af balancen på de offentlige budgetter til en så fjern fremtid, at ingen har nogen anelse om, hvordan noget som helst da ser ud?

---
Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han forsker blandt andet i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.