Cepos: Det er med reformer som med skarnsstreger

Emil fra Lønneberg lavede mange skarnsstreger, og derfor kom han ofte i huggehuset. Men han følte sig alligevel uskyldig og uretfærdigt behandlet, for som han sagde: Skarnsstregen kom altså af sig selv. Sådan er det også med de virkelige reformer af velfærdsstaten. De besluttende instanser beslutter sig ikke for de virkelige forandringer – de kommer oftest af sig selv.

I 1966 blev der i Folketinget med Jens Otto Krag som statsminister indgået et stort boligforlig, som over en periode på otte år skulle føre til fri lejefastsættelse i de private udlejningsboliger. Huslejereguleringen, som var blevet indført i 1939 i lyset af krigsudbruddet, skulle altså fjernes. Det er et halvt århundrede siden, men huslejereguleringen findes endnu.

Blot har loven fået en anden titel, så ordet ’midlertidig’ er gledet ud. Når det er gået sådan, så er det udtryk for en umådelig ringe beslutningskraft i vores politiske system. Forligspartierne turde ikke stå ved konsekvenserne af, at noget reelt blev lavet om, og at veletablerede interesser følte sig gået for nær. Så i boligforliget fastsatte de detaljerede regler for, hvordan den frie husleje skulle beregnes. Dermed var den frie husleje ren varm luft. Frihedsreformen bestod i ny detaljeret statsregulering.

På den anden side har vi jo i dag, langt hen ad vejen, et frit marked for private udlejningsboliger. Hvis du vil betale markedslejen, så kan du selv på det ophedede københavnske boligmarked leje en herlig lejebolig med dags varsel, og det er der også ganske mange, som gør. Der er nemlig stærkt brug for denne fleksibilitet på boligmarkedet. Spørgsmålet er, hvordan det hænger sammen.

Forklaringen er den, at Schlüter-regeringen i 1980’erne nedsatte et udvalg, som skulle se på de ulidelige problemer på boligmarkedet, der voksede frem, fordi reguleringen gjorde boligmarkedet så dårligt fungerende.

På det tidspunkt var stemningen i Folketinget imidlertid stærkt negativ i forhold til privat boligudlejning. Udvalget med økonomiprofessor Anders Ølgaard i spidsen gjorde på den baggrund den genistreg at foreslå, at huslejen i nyopførte private lejeboliger skulle gøres fri.

Udvalget argumenterede for, at netop derved ville Folketinget definitivt sikre, at der aldrig mere ville blive opført private lejeboliger, for når lejen var fri, så kunne statsstøtte i sagens natur ikke komme på tale, og så ville ingen kaste sig ud i at opføre private lejeboliger, da der jo hele tiden blev opført stærkt støttede almene boliger, som med støtten ville være langt overlegne i konkurrencen i forhold til ustøttede private lejeboliger.

Den hoppede Folketinget på, så nu er huslejen fri i alle boliger opført efter 1992. Der bliver dog alligevel stadig opført mange private lejeboliger. Det skyldes, at de almene boliger gennemgående er så lidet attraktive, at private lejeboliger alligevel kan gøres stærkt konkurrencedygtige.

Der er i befolkningen brug for ordentlige og tilgængelige lejeboliger, og så kan en nok så indædt fokusering på fordelingskamp og misundelse i dansk politik ikke blokere for en løsning for borgerne.

Henrik Christoffersen
Cepos

Og hvad kan man så lære af den historie? Jeg tror, at historien nærmest er eksemplarisk ved at fortælle, at virkeligheden ikke er sådan at se bort fra, selv om velfærdsstatens politik prøver på det. Der er i befolkningen brug for ordentlige og tilgængelige lejeboliger, og så kan en nok så indædt fokusering på fordelingskamp og misundelse i dansk politik ikke blokere for en løsning for borgerne.

Der er meget, der fryser fast i Folketingets fordelingskamp ligesom tanken om frie private lejeboliger. Frie grundskoler skal helst have det svært, private hospitaler lige så. Privat ældreservice skal også fungere på vilkår, så kommunerne kan tryne den. Privat udlån eller salg af e-bøger er heller ikke godt set fra velfærdsstatens synsvinkel. Og sådan kunne jeg blive ved.

På den anden side trænger virkeligheden jo igennem i sidste ende, trods politisk blokering. Stadig flere borgere foretrækker frie grundskoler trods betalingen, privathospitalerne konsoliderer sig, og stadig flere danskere etablerer sig med egen sundhedsforsikring. Privat ældreservice er i fremgang, selv om kommunerne nu har fået lov til at minimere antallet af private leverandører. Bibliotekerne er tilsvarende kommet så meget i defensiven, fordi folk hellere vil bruge nye private tilbud trods betaling, at bibliotekerne klarer sig udmærket med færre og færre bøger.

Virkeligheden sætter sig altså igennem og bliver til innovationer. Det tager i mange sammenhænge lang tid, og det sker på trods. Der tabes også meget velfærd undervejs på grund af den ringe politiske evne til at reformere via politiske beslutninger.

Heldigvis er der dog ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget. Velfærdsstatens institutioner har vanskeligt ved selv at forholde sig til virkeligheden, men så er der andre, som gør det. Og det forstår velfærdsstatens institutioner til gengæld så at forholde sig til. For det er jo konkurrence, og det kommer aldeles på tværs af velfærdsinstitutionernes traditionelt uforstyrrede liv.

Det er uendelig vanskeligt at komme bureaukrati og offentlig ineffektivitet til livs for politikerne, selv om der hele tiden bliver gjort forsøg. Men når truslen fra konkurrence bliver tilstrækkelig kontant, så sker der noget. De offentlige sygehuse har effektiviseret gevaldigt, efter vi fik behandlingsgaranti og privathospitaler. Folkeskolerne er ved at rette op, efter at de frie grundskoler er blevet en reel trussel. Det næste skal såmænd nok blive, at ældre mennesker også kan få ordentlig mad.

Nederlag er altid sure at bide i sig, og bortforklaringer er en udvej, som vi vel alle kender til: ’Det var Folketingets strukturreform, som skabte fremgang i de offentlige sygehuse’, ’Det var folkeskolereformen, som vendte udviklingen i folkeskolen’, etc.

Men tro det ikke. Innovationer og virkelige reformer kommer meget ofte af sig selv snarere end gennem udtrykkelige politiske reformer. Vel at mærke såfremt borgerne udviser større handlekraft end politikerne. Og det viser sig heldigvis i den grad at være tilfældet. Ellers ville vi også være ilde stedt.

.....

Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Han forsker bl.a. i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.