Debat

Cepos: Frit valg – men for borgerne eller for kommunerne?

KLUMME: Mange kommuner kører en dyr kommunal produktion og en billig privat produktion sideløbende. Men det er svært at få gravet de faktiske økonomiske forhold frem i dagens lys, skriver forskningschef i Cepos Henrik Christoffersen. 

Foto: Colourbox
Henrik Christoffersen

Henrik Christoffersen er forskningschef i CEPOS og har været ansat siden 2008.

Han forsker bl.a. i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område herunder analyser af kommunernes effektivitet samt undervisningseffekten på landets grundskoler.

Henrik Christoffersen har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos Kommunernes Landsforening og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet.

Han har bl.a. skrevet bøgerne ’Det mindst ringe’ samt været medforfatter på ’The Good Society - A Comparative Study of Denmark and Switzerland’.

Henrik Christoffersen er uddannet økonom. 

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark har borgerne siden 2003 haft ret til frit valg, når det gælder hjemmepleje. Som jeg skrev i min forrige klumme, har det ført til, at kommunerne nu er på vej til at blive konkurreret ud af private leverandører.

Borgerne får i princippet den samme ydelse uanset kommunal eller privat leverandør, men stadig flere borgere foretrækker altså en privat leverandør. Det har kommunerne ikke været særlig glade for, og i 2013 fik de så revideret modellen for frit valg. Det har mildest talt ikke ført til mere frit valg for borgerne.

Frem til 2013 kunne alle private leverandører, som ønskede adgang til at levere hjemmepleje i en kommune, anmode om godkendelse, og alene nogle formelle kriterier skulle da påvises at være opfyldt. De private leverandører skulle have en honorering, som svarede til de kalkulerede omkostninger i kommunens egen produktion af hjemmeplejeydelser.

Pest eller kolera
Nu har kommunerne fået mulighed for at gennemføre egentlige udbud af hjemmepleje, og i den forbindelse kan kommunerne da begrænse antallet af private leverandører. Indtil nu er det over halvdelen af landets kommuner, som har benyttet sig af muligheden for at gennemføre udbud, og gennemgående har disse kommuner så begrænset antallet af private leverandører til det mindst mulige, nemlig to.

Borgerne får i princippet den samme ydelse uanset kommunal eller privat leverandør, men stadig flere borgere foretrækker altså en privat leverandør.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Endvidere gennemfører disse kommuner udbud på området på en måde, så den tilbudte pris ikke bliver afgørende. Kommunerne går efter at etablere et sammenhængende organisatorisk system omkring kommunen med samarbejdspartnere tilknyttet og styret af kommunen, når det nu ikke kan være anderledes. Og borgerne må stoppe med at benytte de private tilbud, som de hidtil har anvendt og foretrukket.

Hvor kommunerne frem til 2013 kunne undgå at få afdækket, at private leverandører kunne levere ydelser billigere end kommunen selv, så indebærer reformen i 2013, at kommunerne er kommet til at stå med et valg mellem pest eller kolera.

Penibel situation for kommunerne
En kommune må nu vælge mellem en godkendelsesmodel, hvor kommunen undgår priskonkurrence, men hvor den må finde sig i, at mange private leverandører kommer ind på markedet og presser kommunen i henseende til kvalitet. Eller kommunen må vælge en udbudsmodel, hvor de fleste private leverandører kan klemmes ud, men hvor den til gengæld vil modtage tilbud fra de resterende få private leverandører, som er billigere, end hvad det koster for kommunen selv at producere ydelserne.

Vi ser nu, at de fleste kommuner i denne penible valgsituation foretrækker at gå over til udbudsmodellen. Forklaringen er nærliggende, at kommuner med udbudsmodellen nok må acceptere at modtage lavere priser end deres egne, men at de blot kan holde denne omstændighed hemmelig. Vi er altså efter 2013 kommet i den situation, at mange kommuner kører en dyr kommunal produktion og en billig privat produktion sideløbende. Trods dette går flere og flere borgere over til at foretrække den privat producerede ydelse.

Omkostningerne går i vejret
For at gøre en absurd historie endnu mere skør, så påviste analyseinstituttet KORA omkring årsskiftet, at dette fører til, at kommunernes enhedsomkostninger går i vejret, da de ikke tilpasser kapaciteten til det nødvendige. De fortsætter altså som før på trods af, at private leverer en del af ydelsen.

Historien her er nok absurd, men den er på ingen måde enestående. Vi finder – og det i langt større skala endda – dyr kommunal og regional serviceproduktion side om side med billig privat produktion af de samme ydelser på områder, hvor der fungerer frit valg i en eller anden form.

Det gælder på grundskoleområdet, hvor de frie grundskoler kun koster det offentlige omkring tre fjerdedele af, hvad folkeskoler koster, og endda evner at give eleverne et bedre fagligt løft, end tilfældet er i folkeskolerne. Her må det dog medgives, at det på disse områder i det mindste delvist er muligt for offentligheden at få indsigt i, hvad ydelserne koster.

Det gælder ligeledes på sygehusområdet, hvor privathospitaler leverer behandlinger langt billigere end svarende til omkostningerne i regionernes produktion. Her er hemmelighedskræmmeriet imidlertid bastant.

Netop for tiden foregår en helt uforståelig styrkeprøve mellem regeringen og kommunernes lobbyorganisation KL om vilkårene for kommunernes økonomi for det kommende år.

De økonomiske forhold skal frem i lyset
Selv i en situation med lavvækst i samfundsøkonomien og voksende opgavepres vægrer kommunerne sig ved nogen form for effektivisering, der resulterer i bedret kommunaløkonomi. Man skal imidlertid blot kigge sig rundt i virkelighedens verden for at finde fungerende bud på omfattende effektiviseringer af produktionen af velfærdsservice. Hvis man altså får gravet de faktiske økonomiske forhold frem i dagens lys.

Men det er åbenbart en snedig kommunal strategi at hemmeligholde kommunernes meromkostninger og lade som ingenting.

---
Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han forsker blandt andet i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00