Cepos om økonomiforhandlinger: Er det pengene, det kommer an på?

Af Henrik Christoffersen
Forskningschef i Cepos

Regeringen, hvordan den end kommer til at se ud, skal efter planen snart sammen med Kommunernes Landsforening (KL) aftale vilkårene for kommunernes økonomi for 2020. Fra kommuneside er der allerede taget hul på opvarmningen til forhandlingerne med traurige beklagelser over, at pengene ikke slår til.

Denne reaktion fra KL er årligt tilbagevendende og ventelig, for klynken er den eneste strategi, som kan holde sammen på de 98 meget forskellige kommuner med meget forskellige interesser. Hvis kommunerne med mere beskedent udgiftsniveau gav sig til at problematisere, at de tvinges til at betale for, at kommunerne med højere udgiftsniveau kan opretholde deres højere niveau, ville der straks blive eksponeret modstridende kommunale interesser. Dette vil KL i sagens natur undgå. 

Men faktum er, at nogle kommuner bruger flere penge per indbygger til at drive kommunen end andre. Det kan skyldes, at befolkningssammensætningen ikke er den samme i alle kommuner, men det kan også skyldes forskellige lokale valg samt det forhold, at nogle kommuner fungerer mere effektivt end andre og leverer mere for pengene.

Forskelle på udgifts- og serviceniveau
Der er væsentlig forskel på, hvor store udgifter kommuner afholder i forhold til kommunens udgiftsbehov. Ballerup Kommunes udgifter i forhold til udgiftsbehovet udgør 109 procent af det landsgennemsnitlige. Vejle Kommune derimod holder udgifter i forhold til udgiftsbehovet, som kun udgør 89 procent af landsgennemsnittet.

Hvis Ballerup indrettede økonomien, som de har gjort i Vejle, så ville en gennemsnitlig LO-familie i Ballerup kunne få reduceret kommuneskatten med cirka 30.000 kroner årligt. Men så ville indbyggerne i Ballerup også være tvunget til at leve med en kommunal service som den, der ydes indbyggerne i Vejle.

Uanset politisk standpunkt må det forekomme klart, at den demografiske udvikling sammen med andre faktorer kalder på effektivisering af kommunernes virksomhed i de kommende år.

Henrik Christoffersen

Lad mig kort forklare, hvordan man beregner serviceniveau: Økonomi- og Indenrigsministeriet (ØIM) har årligt siden begyndelsen af 1970'erne beregnet for hver kommune, hvor stor en andel af hele kommunesektorens budget, som ud fra en gennemsnitsbetragtning bør placeres i hver enkelt kommune, når der korrigeres for forskellene i befolkningssammensætning, for eksempel hvor mange skolebørn, førtidspensionister, sygedagpengemodtagere og ældre der er i en kommune.

Dette mål betegnes som udgiftsbehov, og det anvendes blandt andet til fordelingen af bloktilskud. Ligeledes opgør ØIM årligt de enkelte kommuners udgifter. Ser man de to tal over for hinanden, har man forholdet mellem, hvad en kommune bruger af penge, og hvad den "burde" bruge, ud fra hvilke udfordringer den har.

Samlet set ville de danske kommuner kunne reducere deres udgifter med 32 milliarder kroner, såfremt alle kommuner fastlagde udgiftsniveauet som forskellene i gennemsnittet af de to mest økonomisk forskellige kommuner, nemlig Vejle og Holbæk. Disse forskelle er vel at mærke så store, at selv hvis den kommunale udligning eventuelt måtte blive justeret efter et folketingsvalg, så vil korrektioner realistisk set kun svare til en meget lille del af forskellene i serviceniveau mellem kommunerne.

Demografisk pres kalder på effektivisering
Der er kommunalt selvstyre i Danmark, så umiddelbart kunne det overlades til indbyggerne i de enkelte kommuner at afgøre udgiftsniveauet. Sagen er imidlertid den, at særligt høje udgifter i en kommune fører til overvæltning af en del af regningen til landets øvrige kommuner.

Når en kommune nemlig skattefinansierer et særligt højt udgiftsniveau, så belaster kommunen den samlede efterspørgsel i økonomien særlig meget. Det reducerer arbejdsudbuddet, hvorved kommunens skattebase bliver reduceret. Men statens skattebase bliver også reduceret, og det skal kompenseres af de øvrige kommuner. Det er derfor kommuner med beskedent udgiftsniveau, som ud over at tåle det beskedne eget udgiftsniveau, betaler for, at andre kommuner kan holde et højere udgiftsniveau. Det er aldeles urimeligt.

Selv om afstraffelse af de mådeholdne kommuner og præmieringen af kommunerne med høje udgifter i forhold til udgiftsbehovene forekommer absurd og uacceptabel, kan man som anført ikke forestille sig, at kommunerne selv kan enes om at bringe den til ophør. Det bør til gengæld være en indlysende retfærdighedshandling at foretage for enhver regering.

Uanset politisk standpunkt må det forekomme klart, at den demografiske udvikling sammen med andre faktorer kalder på effektivisering af kommunernes virksomhed i de kommende år. Det håber jeg, den kommende regering vil medvirke til sker.