Cepos: Systemets magt

KLUMME: Den voksende offentlige velfærdssektor tilgodeser i stigende grad sektorens egne interesser i udgiftsvækst, høje lønninger, men ikke nødvendigvis borgernes interesser, mener forskningschef i Cepos, Henrik Christoffersen. 

I den forgangne uge genudgav forlaget Gyldendal en 43 år gammel debatbog, nemlig bogen ”Den herskende klasse” skrevet af økonomiprofessoren og socialisten Jørgen S. Dich.

Oprindeligt fik den en hidtil uset udbredelse for en debatbog. Den udkom samtidig med, at dansk økonomi var løbet løbsk med ustyrligt underskud såvel på betalingsbalancen som på de offentlige budgetter og samtidig med jordskredsvalgets voldsomme rystelse af de politiske partier.

Udbytning af befolkningen
Dich var som socialist i udgangspunktet en svoren tilhænger af velfærdsstaten, men han var også klar over, at skulle velfærdsstaten være levedygtig, så fordrede det en stor disciplinering og samfundsmæssig loyalitet i velfærdssektoren.

Her var Dich imidlertid kommet til at indse, at den voksende offentlige velfærdssektor i stigende omfang kom til at rumme kræfter, som arbejdede for at tilgodese sektorens egne interesser i udgiftsvækst, høje lønninger og fritagelse fra legemligt arbejde, men ikke nødvendigvis borgernes interesser i at få den størst mulige samlede nytte ud af deres indkomster.

Dich talte ligefrem om, at velfærdssektoren og dens medarbejdere havde udviklet sig til at bedrive en udbytning af den øvrige befolkning. Det var muliggjort i kraft af, at det var lykkedes velfærdssektoren og dens medarbejdere at ophøje sig til at stå for selve det gode, som det var vanskeligt ikke at give frit løb til uhæmmet vækst.

Det er nærmest uhyggeligt at genlæse ”Den herskende klasse”, for her er dokumentationen for, hvorledes vores velfærdssektor allerede for næsten et halvt århundrede siden var blevet erobret af særinteresser og gjort til et redskab for disse særinteressers egennytte.

Velfærdskoalitionen
Det virkeligt uhyggelige er, at alle bogens eksempler forekommer aldeles aktuelle. De kunne beskrive dagens situation, bortset fra at den herskende klasses udbytning siden da blot er taget til.

En afgørende forskel på dengang og nu er, at den herskende klasse i dag ikke blot funderer sin særlige magt på sin position inde i velfærdsstatens maskinrum og på sin evne til at tage patent på at stå for det gode, men at den herskende klasse nu også er kommet til at udgøre et flertal af vælgerne, når de offentligt ansatte slår sig sammen i en velfærdskoalition med de øvrige vælgergrupper, som lever af indkomst hentet fra de offentlige skattefinansierede kasser.

Jørgen S. Dich gør sig i ”Den herskende klasse” overvejelser om mulige veje til at få stækket den herskende klasses udbytning af den øvrige befolkning.

Ikke mindst tror Dich på, at det vil gøre velfærdsstatens velfærdssystem mere effektivt og i overensstemmelse med borgernes interesser, såfremt velfærdssystemet bliver ordentligt gennemlyst, så borgerne kan se, hvad de forskellige velfærdsydelser faktisk koster, og så det også bliver muligt at se, hvor mange offentlige udgifter, der kan spares, såfremt velfærdssystemet indrettes og drives effektivt.

Mangel på information
Der var god grund til for Dich at pege på dette væsentlige informationssystem. Selv om velfærdssektoren allerede i begyndelsen af 1970’erne havde vokset sig gevaldig stor, så var det overhovedet ikke muligt at skaffe sig information om velfærdsydelsernes pris.

I 1971 nedsatte Folketinget sågar et udvalg med den opgave at finde ud af, hvor mange offentligt ansatte, der var. Udvalget måtte i en omfattende betænkning erkende, at dette tal ikke kunne opgøres med nogen præcision.

Det var ikke engang muligt at opgøre, hvor store de offentlige udgifter var. Det blev først en mulighed i 1979 efter budget- og regnskabsreformer.

På den anden side gik Dich aldeles galt i byen med sådan en konklusion. I dag har vi en betydelig viden om potentialerne i effektivisering af velfærdssektoren. Denne viden bliver blot i fuldstændig overvældende grad negligeret.

En hovedårsag er, at den herskende klasse i dag er så stærk, at den simpelthen kan ekskludere den slags viden.

Senest har vi set, at konsulenthuset McKinsey & Company efter opdrag fra regeringen har udpeget et potentiale for effektivisering af forsyningsvirksomhederne i Danmark på over syv milliarder kroner årligt. Analysen er yderst skarp og veldokumenteret og publiceret på Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets hjemmeside.

Ramaskrig
Der rejste sig et ramaskrig, da resultatet blev bekendt, og forsyningssektorens lobbyister kastede voldsomt med mudder og problematiserede blandt andet, at regeringen havde søgt at udskyde offentliggørelsen af rapporten.

Så den herskende klasse var her så stærk, at den lykkedes med at dreje den offentlige debat fra ineffektivitet i forsyningssektoren til muligt hemmelighedskræmmeri hos ansvarlige politikere.

Tænk også på den hedengangne Produktivitetskommission. Her var mange overvejelser og forslag allerede presset bort inden offentliggørelsen af kommissionens rapporter, og efterfølgende er kommissionens indsigter blevet lagt på is af Kommunernes Landsforening og andre. Stort set intet er derfor sket.

Selv leverer jeg årligt analyser af, hvor mange penge kommunerne kan spare, såfremt de alle leverer en effektivitet som de mest udgiftseffektive, som i disse år er Vejle eller Frederiksberg kommuner.

Der sker ikke noget
Her er tale om et beløb i størrelsesordenen 30 milliarder kroner. Ud over at jeg bliver overhældt med nedladende ord fra en del borgmestre, sker intet. Det beregnede potentiale vokser lidt fra år til år, for de dygtige kommuner er også bedst til yderligere at effektivisere.

Men ingen tager anstød. Og når jeg beregner, at en gennemsnitlig familie i Brønderslev kunne få mere end tusind kroner mere til eget forbrug om måneden, såfremt Brønderslev blev drevet som Vejle, så rykker det heller intet ved kommunalpolitikken i Brønderslev.

Den herskende klasse er i dag stærkere end nogensinde.

---
Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han forsker blandt andet i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Kasper Fogh: Løkke er kongen af new-speak Kasper Fogh: Løkke er kongen af new-speak Næste artikel Kraka: Tvungen pensionsopsparing – et nødvendigt onde Kraka: Tvungen pensionsopsparing – et nødvendigt onde