Debat

Cepos: Usikkerhed er det nye sort

KLUMME: Befolkningens øgede opsparing er et basalt sundhedstegn. Opsparing er frigørelse fra velfærdsstatens trældom, der giver dig rygstødet til at sige nej til den arbejdsgiver, som du føler misbruger dig, skriver Henrik Christoffersen.

Usikkerheden bør være en indlejret del af vores civilisationshistorie, pointerer Henrik Christoffersen.
Usikkerheden bør være en indlejret del af vores civilisationshistorie, pointerer Henrik Christoffersen.
Henrik Christoffersen

Henrik Christoffersen er forskningschef i CEPOS og har været ansat siden 2008.

Han forsker bl.a. i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område herunder analyser af kommunernes effektivitet samt undervisningseffekten på landets grundskoler.

Henrik Christoffersen har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos Kommunernes Landsforening og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet.

Han har bl.a. skrevet bøgerne ’Det mindst ringe’ samt været medforfatter på ’The Good Society - A Comparative Study of Denmark and Switzerland’.

Henrik Christoffersen er uddannet økonom. 

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fredag 17. februar hørte jeg Orientering på P1 på vej hjem i bilen. Direktører i DI og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd diskuterede risiko og usikkerhed om økonomien og samfundsudviklingen. De var rørende enige om, at vi står over for usikkerhed som aldrig tidligere, og at tidens usikkerhed er ødelæggende for økonomisk udvikling og i øvrigt forpester danskernes liv.

De umage parter var også enige om det afgørende argument: Hvis det går så dårligt, som man kan forestille sig, så kommer det til at gå dårligt. Og enigheden strakte sig ydermere til kravet om, at staten skal sørge for at få usikkerheden til at vejre bort.

Men uden at parterne kunne få sig selv til at sige det direkte, så var de så vidt jeg kunne vurdere, også aldeles enige om, at det sådan set lige nu går rigtig godt. Faktisk virkelig udmærket. Men derfor kan vi jo godt være usikre som aldrig før?

Særligt DI's forståelse af virkeligheden ryster mig. Sagen er jo, at vi takket være revolutionen i informationsteknologi og internationaliseringen oplever, at ting går hurtigere end tidligere. Men det er jo netop det, som vi som udviklet økonomi skal leve af, fordi vi sørger for at være overlegne hvad angår at følge med. Det er det, som DI's medlemmer skal leve af.

Vor Herre er kasseret, og vi har vendt os mod velfærdsstaten som garanten for, at vi ikke selv behøver at sikre os til de magre år.

Henrik Christoffersen

Efterkrigstidens historie er jo også én lang historie om usikkerhed. Og sådan har verden i øvrigt altid set ud. Vi troede, at den hellige grav var vel forvaret, og dagen efter var oliekrisen brudt ud. Det er usikkerhed, så det basker.

Vi har også historisk indlejret bevidstheden om risiko som basalt vilkår dybt i vores kultur. De gamle var helt klare på, at efter syv fede år kommer syv magre år. Det sidste købmandsskibene så til landjorden, når de stævnede ud af havnen i Venedig, var en stor statue af Fortuna.

De blev mindet om den risiko, de løb, men det stod uden tvivl også klart for dem, at de kunne tjene store rigdomme på handelen, netop fordi de løb en risiko. Venedig blev så velstående, fordi skibene ikke vendte om i havneløbet, men stolt sejlede videre.

Men en henvisning til historien ændrer ikke noget ved, at usikkerhed er tidens sort. Spørgsmålet er så, hvordan vi kan forstå det?

Jeg tror, at der gives to fundamentale forklaringer. Den første vedrører den teknologiske udvikling. Vi får stadig flere informationer om verdens tilstand, og mange af de informationer kan tolkes ind i en risikotolkning, såfremt vi føler trang til det.

Den anden forklaring har med velfærdsstaten at gøre. Vor Herre er kasseret, og vi har vendt os mod velfærdsstaten som garanten for, at vi ikke selv behøver at sikre os til de magre år.

Risiko er også i sig selv et godt argument i velfærdsstaten. Alle kæmper om at få staten til at omfordele en større del af samfundets midler til netop os og vores gruppe. Derfor har vi alle brug for argumenter. Og hvilket argument er stærkere end argumentet, at netop mig og min gruppe står i en særlig risikabel situation. Danske arbejdere er udsat for risiko i form af løndumpning og anden djævelskab, og derfor skal de have ekstra favør fra velfærdsstaten etc.

Hertil kommer, at de to argumenter i den grad går hånd i hånd. De stadigt stærkere organiserede særinteresser går fuldstændig i spænd med den nye offentligheds flere informationer om verdens tilstand.

I og med, at usikkerhed altid har været det basale livsvilkår, bør det i virkeligheden være forunderligt, at usikkerhed i den grad kan blive opfattet som et nyt og anderledes vilkår. Hvordan kan folk dog tro, at det kan forholde sig sådan?

Fraværet af bevidsthed om usikkerhed som livsvilkår har gjort danskerne til forbrugere. Der har ikke været grund til at spare op, for der har ikke været noget at spare op til. Staten har jo været der. Brug endelig pengene på charterferier, smøger og det store abonnement på alle verdens kanaler.

Nu er det anderledes. Og såvel venstrefløjens keynesianere som simple liberalister klager nu over, at forbruget ikke for alvor er kommet i gang, så efterspørgslen og væksten kan gå op.

Men den øgede opsparing er jo et helt basalt sundhedstegn. Opsparing er selve forudsætningen for, at borgerne kan stå imod over for usikkerhed. Opsparing er frigørelse fra velfærdsstatens trældom. Og det er opsparing, som giver dig rygstødet til at sige nej til den arbejdsgiver, som du føler misbruger dig.

Det er en politisk kamp, som står her. De, som lever af velfærdsstaten, må i sagens natur argumentere for, at usikkerheden er en fejl, som staten må rette op, og at velfærdsstaten i mellemtiden må afværge borgernes lidelser på grund af usikkerheden.

Mere nøgterne betragtere af samfundsudviklingen ved, at det er en umulighed. Usikkerhedssamfundet er jo i virkeligheden et opgør med utopien om den velfærdsstat, som kan fjerne enhver trussel mod evig og afslappet lykke.

Tankevækkende nok er forestillingen om økonomisk usikkerhed knyttet til dagen i morgen, men ikke til dagen i overmorgen.

Dagens dominerende økonomiske tænkning er bekymret ved udsigten til for lille økonomisk vækst næste år, men derimod eksisterer der ikke usikkerhed om velstandsudviklingen om et halvt århundrede. Her er nemlig frit slag til at forudsætte det, som netop passer ind i velfærdsstatens kram. Usikkerhed er ikke så skidt, at den ikke er godt for noget. Derfor kan vi omdøbe et ubeskriveligt stort offentligt budgetunderskud til at hedde strukturelt overskud. Dertil er vores kristne arv drevet, at vi i velfærdsstatens navn nu bekender os til indsigten, at efter syv magre år følger syv fede år.

Men usikkerhed er en påmindelse om, at du er i live, og at du selv må tage ansvar. Og en advarsel mod at læne dig op ad troen på, at staten sikrer dig lykken.

Usikkerhed er en forkastelse af velfærdssamfundet og troen på statens almægtighed.

......

Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han forsker blandt andet i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Christoffersen

Fhv. forskningschef, Cepos
cand.polit.

0:000:00