Cevea: Den danske model løser de problemer, Lars Løkke ignorerer

For ikke så lang tid siden drak jeg en kop kaffe med en dansk fagforeningsformand. Han fortalte, at tilbagetrækningsalder fylder mere og mere, når han rejser rundt i landet og taler med sine medlemmer. ”Jeg kan ikke arbejde sådan her, til jeg er tæt på 70,” var det første, mange af medlemmerne sagde, når de mødte ham.

Formanden forklarede mig det ganske enkelt: ”Når Christiansborg bliver ved med ikke at kunne se den bekymring, medlemmerne har, så må vi jo selv begynde at løse de problemer, som politikerne ikke har viljen til. Det kan vi heldigvis i overenskomsterne.”

Hvordan det kommer til at ske, fik vi syn for, da to andre fagforeningsformænd, Metals Claus Jensen og Industrigruppen i 3F’s Mads Andersen sammen med DI’s direktør Karsten Dybvad, fremlagde en ny overenskomst for industriens område.

Ældre medarbejdere får muligheden for at købe sig til 32 seniorfridage om året, så arbejdslivet ikke behøver være så krævende den sidste tid på arbejdsmarkedet.

Når nu Folketinget ikke kan levere, må arbejdsmarkedets parter selv gøre det.

Kristian Weise
Direktør, Cevea

Danmark får ad åre en af de seneste tilbagetrækningsaldre overhovedet; noget der sikkert vil være fint for sådan en som mig, der er alt andet lige har et arbejdsliv, hvor de fysiske udfordringer er begrænsede. Men for dem med de tunge løft, de slidsomme opgaver, og for hvem kroppen er et værktøj til andet end at bære hovedet fra møde til møde, er det en knugende livsudsigt.

Fagforeningerne er begyndt at finde deres egne svar på en lempeligere tilbagetrækningsalder for de grupper, der ikke kan holde til en pensionsalder på godt over 70.

Samtidigt står man med en stor gruppe af stærke industriarbejdere, der er tæt på tilbagetrækningsalderen, som får et løfte om et mere skånsomt arbejdsliv, hvis de bliver lidt længere. På den måde er den danske model med til at løse de problemer, der ignoreres af en mindretalsregering, som er fast optaget af problemer, der ikke findes.

Også på andre stræk er det opløftende at se, hvor stærk og velfungerende det danske arbejdsmarked egentligt er. Helle Thorning Schmidt (S) smed barsel til mænd overbords, men med fuld løn under forældreorlov er det ikke længere nødvendigt for familierne at sende far på arbejde.

Så nu er der kun kampen med chefen, der nødigt vil undvære sine ansatte, tilbage.

Hvor Christiansborg fejlede, leverer fagbevægelsen. Og mens regeringen skærer massivt i uddannelse, afsætter arbejdsmarkedets parter selv et par hundrede millioner til uddannelse og opgradering af arbejdsstyrken.

Det burde være et samfundsansvar. Men når nu Folketinget ikke kan levere, må arbejdsmarkedets parter selv gøre det. Vi kommer til at mangle faglærte og flere med nye kompetencer; men tænk, at man fra politisk side overlader det til arbejdsgivere og fagforeningerne selv at stå for opkvalificeringen.

I en tid, hvor Danmarks ledelse er gået i stå, hvor en mindretalsregering er helt ude af trit med resten af Folketinget og de reelle problemer med stigende ulighed, uddannelsesniveau og nedslidning, er det opløftende, at der stadig er nogen, der går på arbejde og løser problemer.

For dem, der er dækket af overenskomster, er det et velfungerede arbejdsmarked, hvor der både tages ansvar for vækst og de problemer, Folketinget ikke kan tackle, der bringer fremskridtene i disse år.

.....
Kristian Weise er direktør for centrum-venstre-tænketanken Cevea. Hver anden torsdag skriver han klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.