Kommentar af 
Christian Egander Skov

Christian E. Skov: De Konservative visnede i skyggen af Schlüters succes

KOMMENTAR: Schlüter førte konservativ pragmatisme til magtens tinder. Måske netop derfor egnede han sig dårligt som forbillede for den nye generation af konservative. I dag opfatter man i partiet forestillingen om at blive et stort folkeparti som utopisk.

Efter Schlüter var det, som om den store fortælling om, hvad det ville sige at være konservativ, blev brudt op i en uskøn kakofoni af divergerende bud på et bagtæppe af larmende tavshed.
Efter Schlüter var det, som om den store fortælling om, hvad det ville sige at være konservativ, blev brudt op i en uskøn kakofoni af divergerende bud på et bagtæppe af larmende tavshed.Foto: Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det Konservative Folkeparti kan se frem til et folketingsvalg, hvor de i store træk slipper for at forholde sig til den efterhånden slidte kliche om et parti i dyb krise. Godt nok viste en prognose af professor Kasper Møller Hansen her på Altinget, at samtlige partiets ministre stod til at ryge ud af Folketinget. Så galt tror De Konservative ikke på, det går, og det har de givetvis ret i.

Når jeg taler med konservative, oplever jeg en forsigtig optimisme. Man er på det rene med, at folketingsvalget ikke bliver en mandatmæssig guldgrube. Og der er vist heller ingen, der for alvor tror på, at det vil lykkes at fastholde partiets plads i Europa-Parlamentet ved det kommende EP-valg. Men det går ikke mange på.

De Konservative har blikket stift rettet mod det, der er lykkedes: at skabe et konservativt A-hold, der vil være i stand til at tegne partiet en rum tid fremover.

Et parti, der har levet så hårdt et liv som De Konservative, må være tilfreds med stabilitet. Onde tunger fremmaner ganske vist udsigten til strådøden som partiets mest sandsynlige skæbne. Men det er for fatalistisk.

Fakta
Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og er forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden". 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Faktum er ganske enkelt, at Det Konservative Folkeparti er blevet et lille, regionalt baseret borgerligt parti. Det har stabiliseret sig på det leje og har vænnet sig til smagen af sin egen lidenhed. Man forkaster enhver forestilling om at blive et stort folkeparti som utopisk.

Når alt kommer til alt, er det nok meget sundt. Der er en hårfin grænse mellem ambition og forstillelse. Nogle gange må man droppe begge dele og nøjes med at pløje den ager, man nu engang har. Man skal jo leve.

Det var i tiden efter – og måske også under – Schlüter, at den konservative ideologiske identitet begyndte at fragmentere.

Christian E. Skov

Idéen om at være et stort parti og et bredt folkeligt funderet parti har ellers traditionelt ligget dybt i partiets selvforståelse. Traditionelt har dette ønske om at være et stort parti været knyttet til en idé om konservatismen som en pragmatisk borgerlig midterposition, ikke liberalistisk, ikke socialistisk og ikke bagstræberisk, men helt igennem respektabel.

I nyere tid er det naturligvis Poul Schlüter, der har været omdrejningspunktet for denne fortælling, fordi han formåede at kombinere denne ambition med sjældne politiske og kommunikative evner, som betød, at han også kunne virkeliggøre den gamle drøm om at gøre partiet til det ledende borgerlige parti gennem 1980’erne.

I et stort interview med redaktøren for Altinget Magasin, Esben Schjørring, udlægger Poul Schlüter sin grundholdning:

"Jeg er ikke en gammelkonservativ, som vil have, at tingene skal være som i gamle dage. Jeg har ikke faste formler. Jeg har nogle konservative grundholdninger […] den konservative stræber efter balance. Han går ikke ud i ekstremerne."

Læs også

Dette er en arketypisk formulering af den moderne partikonservatisme. Den fik den form i løbet af 1930’erne, da det lykkedes for den daværende partiformand John Christmas Møller at flytte partiet så meget mod centrum, at man kunne kalde sig ”partiet i midten”, hvor man blot en generation tidligere havde kaldt sig Højre, fordi det var dér, man lå – længst til højre.

Vil man forstå Det Konservative Folkeparti, kan man overvurdere Christmas Møllers betydning. En hel generation af partiets mest talentfulde unge håb modellerede deres politik efter hans vision. Ja, alle de politiske ledere i partiet efter hans afgang i 1939 var elever af Christmas Møller. De var unge mænd, som havde set op til ham i 30’erne, under besættelsen eller i den umiddelbare efterkrigstid. Poul Schlüter, der gik af i 1993, var den sidste af disse.

Det ligner umiddelbart en tanke, at det hele skvattede så hurtigt sammen efter den generation, der havde modelleret sig selv, efter Christmas Møller trådte ud af sammenhængen. Det var i tiden efter – og måske også under – Schlüter, at den konservative ideologiske identitet begyndte at fragmentere.

Hvorfor var myten om Schlüter mindre egnet end myten om Christmas Møller til at holde sammen på konservatismen?

Esben Schjørring trækker i sit interview med Schlüter på idéhistorikeren Isaiah Berlins skelnen mellem to politiske typer: ræven og pindsvinet. Hvor pindsvinet baserer sit virke på én stor idé, er ræven den snu praktiker, som kan navigere gennem komplicerede politiske situationer og indrette sig efter virkeligheden. Det sidste lyder ret konservativt, det første noget mindre.

Men hvis Schlüter – som Schjørring peger på – var en ræv, var Christmas Møller så sandelig et pindsvin, ja, et uhåndterligt tidselgemyt, som egensindigt og kompromisløst førte sin vilje igennem.

Hans liv endte på alle måder tragisk, da han kort efter sit brud med partiet blev fundet død i sin lejlighed. Til sammenligning var Schlüter en bragende politisk succes, ja i virkeligheden manden, der førte Christmas Møllers konservative pragmatisme til magtens højeste tinder. Schlüter var en ræv og én af de bedste. Det var hans styrke.

Men måske netop derfor egnede han sig dårligt som forbillede for en ny generation af konservative. Christmas Møller og Schlüter stod på samme tradition, men står alligevel i henhold til deres væsen fjernt fra hinanden. Hvor en politisk idé formet efter Christmas Møller måtte forblive idealistisk, selv når den var pragmatisk, kunne en idé formet efter Schlüter ikke blive andet end pragmatisk.

Schlüter var en succes. Christmas en tragedie. Men mens den moderne konservatisme voksede frem af den enes tragedie, visnede den i skyggen af den andens succes. Den blev praktik uden teori. Efter Schlüter var det, som om den store fortælling om, hvad det ville sige at være konservativ, blev brudt op i en uskøn kakofoni af divergerende bud på et bagtæppe af larmende tavshed.

Dermed var vejen banet for partiets ydmyge position i dag – og de facto opgivelsen af ambitionen om at være et stort og bredt borgerligt folkeparti.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

Poul Schlüter

Fhv. statsminister (K), fhv. partiformand & MF, fhv. MEP
cand.jur. (Københavns Uni. 1957)

0:000:00