Christian E. Skov: Derfor har blå bloks udlændingevåben mistet sin magt

Det er ikke så længe siden, det blev spået, at dette folketingsvalg ville komme til at handle om miljø og klima. Det er heller ikke så længe siden, det blev spået, at det skulle handle om sundhed, udkantsdanmark eller pension.

I virkeligheden var det alt sammen en måde at sige på, at udlændinge i hvert fald ikke igen igen skulle være temaet.

Det var – viste det sig – mest af alt et fromt ønske. Som når man lover sig selv – i hvert fald denne gang – at tage tidligt hjem fra en glad aften, så man kan være frisk til at smutte i kirke søndag formiddag. Læseren forstår nok, hvor jeg vil hen.

Så valget var end ikke udskrevet, da det til alles umådelige overraskelse tegnede til, at det igen skulle handle om masseindvandring, islam, kriminelle 2. g’ere og det urimelige i fraværet af fri broccoli på Sjælsmark.

Det skete den dag i marts, da De Radikales Morten Østergaard i protest mod symbolpolitik sprang i våddragten og svømmede til Lindholm. En symbolsk manifestation af, at De Radikale var imod VLAK-regeringens ølejr-initiativ.

Det vidste alle vel godt i forvejen, og resultatet var også kun, at det mindede om de dybe sprækker mellem Socialdemokratiet og deres traditionelle støttepartier på udlændingepolitikken. Den dag glædede man sig i det borgerlige Danmark. Måske kunne det ventede valgnederlag alligevel undgås.

Nu ville hverken Venstre, Konservative, Liberal Alliance – eller Dansk Folkeparti for den sags skyld – anerkende, at Paludan som sådan er på deres hold. Men det er han jo.

Christian Egander Skov

Det er ingen original tanke, at udlændingepolitikken har været det borgerlige Danmarks hemmelige våben siden 2001. Sagen er, at der jo ikke er et rigtigt borgerligt flertal i Danmark. Danskerne foretrækker tryghed frem for frihed og en pålidelig offentlig sektor frem for skattelettelser.

Det er ene og alene på grund af udlændingepolitikken, at det borgerlige Danmark har formået – med et enkelt socialdemokratisk interregnum – at holde sig ved magten siden 2001. Det er alene på grund af Dansk Folkepartis evne til at hente vælgere over midten og forstærke det borgerlige Danmarks svindende arméer, at Socialdemokratiet har mistet sin førstefødselsret til Statsministeriet.

Det borgerlige Danmark har ikke sejret, fordi det lovede vælgerne frihed, men fordi det lovede vælgerne en form for sikkerhed og tryghed, som Socialdemokratiet ikke brød sig om at stille i udsigt.

Ved dette valg er den dynamik sat ud af kraft, lader det til. En ting er, at vælgerne er gået over midten. Den slags sker jo. Langt mere alvorligt er det, at det hemmelige våben tilsyneladende har mistet sin magt. Der er åbenlyst ikke mere tryllestøv i den integrationspolitiske krukke.

Valgets vigtigste faktum er, at nederlaget kommer, selvom udlændingepolitikken fra begyndelsen blev placeret som et centralt tema. Morten Østergaard slap fra sit stunt i våddragten uden at påføre centrum-venstre dykkersyge.

Det skyldes to forhold.

For det første, at det faktisk er lykkedes Socialdemokratiet at placere sig utvetydigt som en forkæmper for en stram og realistisk udlændingepolitik. Det har kostet goodwill i kantinen på humanistisk fakultet på RUC – men det går jo nok. Socialdemokratiet vinder uden tvivl på sin succesfulde genopdagelse af det latente populistiske element i sit ideologiske udgangspunkt. Det er ikke længere et valg mellem en stram indvandringspolitik eller ej, men et valg om to variationer over temaet en stram indvandringspolitik.

Det leder til det andet: de borgerliges nye problem. Det er endelig lykkedes kritikerne af masseindvandringen at spænde buen for hårdt. Af ren og skær ivrighed er strengen bristet. Nu må pilene hvile formålsløst i koggeret.

Jeg tænker naturligvis på Rasmus Paludan og Stram Kurs, der er på vej i Folketinget. Med forslaget om at løse det multikulturelle problem ved simpelthen at hugge den gordiske knude over og gennemføre en art etnisk udrensning har partiet formået at bryde igennem den kuldemur, der sædvanligvis beskytter den seriøse politiske debat mod ekstremistiske køkkenbordsfilosoffer.

Der findes af samme grund folk på højrefløjen, der opfatter partiets indsats som gavnligt, fordi det – kvaliteten af dets policy-forslag ufortalt – rykker diskursen i den rigtige retning. Stram Kurs skulle ifølge denne teori udvide rummet for, hvad man kan sige i det offentlige rum. Det er en art retorisk chokterapi.

Hvis de folk havde ret, skulle alt jo være vel for de borgerlige. Der kommer mere elastik i bukserne, og opinionen rykker stadig længere i retning af stramninger.

Men desværre. Fodboldbanen bliver altså ikke større, hvis en tosset fløjspiller med fråde om munden dribler bolden ud over kanten og op på tribunen. Der er dog noget, der hedder linjevogtere.

Hvis nogen bevæger sig for langt væk fra de almindelige, vedtagne regler, ja, så dømmes man ude. Og hvis man har en mand på sit hold, der er dømt ude, står man mærkbart svagere.

Nu ville hverken Venstre, Konservative, Liberal Alliance – eller Dansk Folkeparti for den sags skyld – anerkende, at Paludan som sådan er på deres hold. Men det er han jo. På samme måde som Uffe Elbæk er på hold med Mette Frederiksen – hvad end hun så måtte mene om det.

Paludan repræsenterer nu et yderpunkt i udlændingedebatten, som alle undtagen hans maksimalt tre procent af vælgerne finder horribelt. For mange vil det at holde ham fra enhver form for indflydelse være et mål i sig selv.

For nogle vil spørgsmålet også rejse sig, om udlændingepolitikken i Danmark faktisk ikke allerede er blevet så giftig, som kritikere af vores frisprog har påpeget siden 90'erne. Med den udtalte drøm om etnisk udrensning har kritikken af masseindvandringen mistet sin uskyld, også for mennesker, der ikke er aktive i ”Bedsteforældre for asyl” og ”Dansk Flygtningehjælp”.

Derfor er det heller ikke underligt, at vi netop i denne valgkamp har set det fænomen, at Venstre synes at skifte tone i udlændingedebatten i retning af en mere ”pæn borgerlig” linje. Tænk blot på Lars Løkkes fantasi om en SV-regering til pacificering af yderfløjene, eller tænk på, at vi i denne valgkamp både oplever centrum-venstre og centrum-højre tale om lempelser i det små.

Hvis denne tendens har en vis dybde og er et blivende fænomen, så er alt forandret i dansk politik.

--------------

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og er forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden".