Christian E. Skov: Er Sveriges borgerlige tvunget til at danse de forbudte trin?

KOMMENTAR: En kinddans mellem Sveriges borgerlige partier og Sverigedemokraterne – en svensk pendant til VKO – vil af historiske grunde afføde rædsel og furore. Men spørgsmålet er, om valgresultatet nu tvinger de borgerlige til at danse ”de forbudte trin”?

Søndag afholdt Sverige valg.

Resultatet er mudret. Venstrefløjen fik ifølge foreløbige tal 40,6 mens centrum-højre blokken Alliancen måtte nøjes med 40,3.

Måske kan Socialdemokraten Stefan Löfven på et yderst magert mandat fortsætte som landets statsminister, selvom hans parti fik det dårligste valg siden 1908 – medmindre spillereglerne ændrer sig.

I virkeligheden stemte Sverige overvældende borgerligt. For til Alliancens cirka 40 procent kunne man lægge Sverigedemokraternes cirka 17 procent. I nærheden af 60 procent af den svenske befolkning har stemt borgerligt. Og det i et land, som praktisk talt er tænkt frem af socialdemokratiske folkehjemssnedkere som Per Albin Hansson og Tage Erlander.

Men foreløbigt halter Löfven altså videre. For en kinddans mellem de borgerlige og Sverigedemokraterne som den, vi har set herhjemme mellem VK og O, ville afføde rædsel og furore. Det ville være som at danse de forbudte trin til et højborgerligt afdansningbal. Faux pas.

Meget af det har at gøre med Moderaternes historiske position i svensk politik og deres traditionelle parlamentariske handlemuligheder. Partiet, som længe har været det førende borgerlige parti, blev stiftet i 1904 – under navnet AVF og senere Högern – og har mange fællestræk med Det Konservative Folkeparti herhjemme.  

Et hastigt blik på de to partiers historie illustrerer det. Begge partier opstod som konservative reaktioner mod den gradvise udvidelse af valgretten. Begge partier bevægede sig i mellemkrigstiden i en moderat reformkonservativ retning. I Danmark havde vi John Christmas Møller. I Sverige hed han admiral Lindman. Begge gjorde tidligt i 1930’erne op med antidemokratiske strømninger i deres ungdomsforbund.

Begge bevægede sig efter krigen længere ind mod midten og italesatte sig som kristeligt nationale fremskridtspartier. I Danmark havde De Konservative Ole Bjørn Kraft og Aksel Møller. I Sverige havde de Jarl Hjalmarson i rollen som begge. I begge lande rykkede partierne i 1950’erne til højre i lyset af velfærdsstatens ekspansion. I Danmark har vi ikke et navn for omslaget. Svenskerne taler om ”den kärva linjen”.

Begge partier blev efterfølgende ødelagt i giftige opgør mellem højre- og venstrefløje. I Danmark skete det i start-70’erne med modsætningen mellem Erik Ninn-Hansen og Erik Haunstrup Clemmensen. I Sverige skete det allerede i 1960’erne, da en fløj af partiet blev trætte af højrelinjen og forsøgte at lancere noget, de kaldte Medborgerlig Samling.

Det sendte partiet til tælling. I Sverige ramte de bunden ved valget i 1970 med 11,53 procent. Kort forinden havde de i panik skiftet navn til Moderaterne. I Danmark ramte De Konservative bunden – foreløbigt – i 1973 med 5,5 procent. Her rakte panikken ikke til et navneskifte, men det har i øvrigt ikke skortet på forslag.

Fra 1970’erne genrejste partilederen Gösta Bohman Moderaterne. I 1979 var partiet atter det største borgerlige parti i landet. I Danmark gjorde Poul Schlüter det samme med et par års efterslæb. I 1981 blev De Konservative landets største borgerlige parti.

Det er næsten som at følge enæggede tvillinger, adskilt ved fødslen, som på mirakuløs vis gennemlever parallelle liv.  

Men herefter skiller det. De Konservative blev det ledende regeringsparti i 1980’erne og solgte sig på en blød socialkonservatisme, der ikke var så konservativ, at det gjorde noget. Moderaterne stod i samme årti oftest i opposition til et stadig almægtigere Socialdemokrati. Moderaterne slog sig også op på ikke at være så konservative, at det gjorde noget, men her indebar det en relativt radikal omfavnelse af årtiets nyliberale ideer.

Her er en væsentlig forskel mellem partierne. Moderaterne/Högern har næsten altid været mere liberalistiske end de danske konservative. De har altid været partiet længst til højre i svensk politik – i hvert fald på den traditionelle fordelingspolitiske akse (men i lange stræk også på værdipolitikken).

Samtidig har deres politiske succes dog været afhængig af at kunne samarbejde med de relativt stærke borgerlige midterpartier, det vil sige Folkepartiet og Centern – to versioner af noget, der i Danmark ville være Det Radikale Venstre – samt i nyere tid også Kristdemokraterna.

Særligt forholdet til de førstnævnte har skubbet partiet fra en traditionel værdikonservativ position til en mere urban, kosmopolitisk og liberal position. Partierne har i store træk kunnet enes om opgøret med Socialdemokratiets hegemoni og folkehjemsideologi, men der har ikke været spillerum for konservativ værdipolitik. Der har ikke været nogen ræson i at kigge til højre. Der var intet.

Samtidig har de borgerlige i Sverige brugt det internationale udsyn, liberalismens grænseoverskridende individualisme og den globalistiske utopisme i kampen mod Socialdemokratiet, der stod som symbolet på en særligt svensk, national sonderweg.

Omfavnelsen af vor liberale tidsalders individualisme har sikret det borgerlige Sverige positionen som dem, der kæmper for fremtiden mod nostalgien. Derfor er de borgerlige også stærke i byerne, Tillväxt-Sverige, mens Socialdemokratiet er stærkt på landet, Problem-Sverige.

Her er Sverige den omvendte verden.

De danske konservative har i egen selvforståelse altid været ”partiet i midten”. En kortlivet drøm efter besættelsen om at indgå i et fastere samarbejde med Socialdemokratiet brast dog hurtigt. Siden har man – stadig som partiet i midten – været tvunget til at se mod højre, hvor man mærkeligt nok har fået øje på Venstre.

Og her er vi måske ved det ene punkt, der udgør forskellen mellem de to landes divergerende borgerlige topografi: Venstre.

I Sverige var bondepartiet Centern et midterparti som det danske husmandsparti Det Radikale Venstre. I Danmark var landbruget stærkt og lagt an på eksport. Ja, og så var der jo Grundtvig og højskolerne. Hertillands var bønderne liberale. men i vidt omfang værdipolitisk konservative. Venstre overhalede det gamle Højre højre om allerede i 1920’erne.

Naturligvis har der også i Danmark været borgerlige midterpartier, som man har måttet regne med, Centrumdemokraterne, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne, men hvor borgerligheden i Sverige af nødvendighed altid har været en dans mod midten, med Moderaterne som yderste forpost mod radikalhögern, har det borgerlige Danmarks politiske og ideologiske balsal altid haft flere dimensioner. Her skal man danse både mod højre og midten. Og de forbudte trin er ikke forbudte.

Dansk og svensk borgerlighed minder meget om hinanden. Måske er det hele bare bøf på en anden måde, men ikke desto mindre er den lille forskel årsagen til landenes radikalt forskellige politiske klimaer siden begyndelsen af dette årtusinde.

Spørgsmålet er nu, om den politiske nødvendighed vil tvinge moderaterne til at kaste pænheden af sig og danse de forbudte trin.

-----------

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique, der er et tidsskrift for borgerlig og konservativ idé- og samfundsdebat. Han er desuden forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden". Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Paula Larrain: Neutrale journalister hjælper ekstremister til magt Paula Larrain: Neutrale journalister hjælper ekstremister til magt Næste artikel David Trads: Tilståelse fra Marcus Knuth – Venstre er slet ikke liberalt David Trads: Tilståelse fra Marcus Knuth – Venstre er slet ikke liberalt
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.