Christian E. Skov: Nye indvandringstal er et kølleslag fra virkeligheden

KOMMENTAR: Danskerne rammes hvert år af chok og rædsel, når Danmarks Statistik fremviser sin rapport om indvandrere i Danmark. Nu må det efterhånden været gået op for de fleste, at masseindvandringen med al sandsynlighed vil forandre Danmark til noget nær uigenkendelighed.

Det er blevet en fast efterårstradition, at udgivelsen af Danmarks Statistiks rapport "Indvandrere i Danmark" giver den offentlige debat en ordentlig lammer og fremkalder reaktioner, der får en til at tro, at vi hvert år får noget afgørende og chokerende nyt at vide.

Noget, vi ikke anede i forvejen: at masseindvandringen irreversibelt har forandret Danmark og med al sandsynlighed vil forandre det til noget nær uigenkendelighed i fremtiden.

I år bestod chokket i oplysningen om, at cirka 1,4 millioner af landets indbyggere i 2060 ville have anden etnisk baggrund end dansk. Det er mere end en fordobling i forhold til i dag. I 2060 vil indvandrere og efterkommere udgøre 20 procent af befolkningen, heraf næsten 870.000 med ophav i ikkevestlige lande. Dette tal er i øvrig lavt sat, da tredje generation og frem typisk falder ud af statistikken.

Et andet chok var, at vi allerede nu – i 2018 – havde nået det antal indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande, som Danmarks Statistik i 2008 havde spået, vi ville nå i 2050. Vi har overhalet prognosen med 32 år. Udviklingen accelererer ubønhørligt, toget har for længst tabt perronen af syne. Hvis man ikke bryder sig om destinationen eller blot er ked af ikke at vide, hvor vi skal hen, er der vel god grund til at ængstes.

I virkeligheden skulle chokeffekten ved årets publikation imidlertid have været begrænset, idet Danmarks Statistik allerede sidste år præsenterede tal, der til forveksling mindede om årets chokafsløringer.

Men mon ikke sagen er den, at vi har det som den forslugne, der hvert år rammes af chok og rædsel, når han skal krybe i julehabitten og opdager, at nu strammer den altså lidt mere de forkerte steder end sidste år, hvor det allerede var slemt nok – nu er han lidt tættere på det ultimative faux pas: at buksebagen revner, når han rejser sig for at vade de stegte sværd af om juletræet.

I en ny bog af socialdemokraten Niels Jespersen og den liberale Mikkel Andersson kaldes masseindvandringen eksperimentet, der slog fejl. Pointen ligger i verbets tempus. Fejlen er sket. Nu kommer konsekvenserne væltende.

Vi lever til daglig på en måde, der gør den udvikling, som Danmarks Statistik pointerer, uundgåelig. Men oftest føles det både rart og rigtigt. Vi gør det gode og viser os fra vores bedste side, når vi gør Europa til et herberg for alverdens trængende og nødlidende. Men en gang imellem konfronteres vi så med regningen: multikulturalismens bugsmerter.

Det bryder vi os ikke om. Det vækker et vist ubehag. Ja, det strammer alle de forkerte steder. Panikken sætter ind. Den årlige beretning fra Danmarks Statistik bliver et kølleslag fra virkeligheden.

Det er da, vi slår i bordet og træffer beslutninger som at sende kriminelle, afviste asylansøgere ud på en øde ø. I sig selv en sympatisk idé, ikke mindst for de plagede naboer til det hidtidige udrejsecenter Kærshovedgård.

Den humanistiske arrieregarde er som sædvanlig forarget og er vist af den opfattelse, at det havde været bedre, om den øde ø havde været beboet, så de afviste kriminelle asylansøgere kunne få nogle nye naboer at plage.

Men problemet med det nye tiltag er ikke, at det er for voldsomt, men at det i forhold til det helt centrale spørgsmål, nemlig hvad stiller vi op med masseindvandringen og integrationen, ikke rummer antydningen af et svar. Operation Lindholm er et slag i luften, et udtryk for vores politiske afmagt, nemlig at vi har meget vanskeligt ved at sende personer hjem, når først de er havnet her.

Uagtet at Lindholm måtte være et relevant svar på en konkret udfordring, virker det som en afledningsmanøvre, på samme måde som burkalovgivning – og hvad vi nu ellers har fundet på, når der skal vises politisk handlekraft. Alt dette begyndte som bekendt fra 2001. Siden er immigrationen til Danmark eksploderet.

Men hvad så?

I lukkede forsamlinger mumler visse af højrefløjens romerlyssvingende facebookkrigere om repatriering eller remigration, som det hedder med højreradikalismens aktuelle modebegreb.

Her tales om, at demografi er skæbne. Der drikkes dybt af den spenglerske natpotte, og den ganske reelle modsætning mellem os og dem radikaliseres retorisk til modsætningen mellem ”ven” og ”fjende”. Den radikale analyse legitimerer den radikale løsning som ren og skær nødvendighed og delegitimerer samtidig det politiske system og de ”moralister”, som kvier sig ved at drage konsekvensen.

Etnisk udrensning kalder man det normalt.

Der er heldigvis dem på den anden fløj, der står klar med den lindrende salve. Det er dem, der har opdaget, at der slet ikke er noget problem. Til Berlingske udtaler Christian Albrekt Larsen fra Aalborg Universitet, at den demografiske udvikling nok betyder, at vi må ændre vores opfattelse af, hvad det vil sige at være dansk.

Den demografiske udvikling vil styrke assimilationen. Men spørgsmålet er så, hvem der skal assimileres? Der vil nemlig komme en bredere forståelse af, hvad det vil sige at være dansk.

Det kan godt være, vi ikke kan samles om Grundtvig og en fælles historie, men: ”Storebæltsbroen er et eksempel på et nationalt symbol, som DR også ynder at filme ganske gevaldigt i deres drama-produktioner. Det medfører, at en moderne indbygger i Danmark, selvom han har indvandrerbaggrund, kan føle sig stolt, når vedkommende kører over den bro,” slår optimisten fast.

Man tænker ved sig selv, at det da så var godt, at vi fik den bro. Den bliver alle pengene værd.

Men som senest politologen Francis Fukuyama har slået fast i sin nye bog Identity kommer identitetsspørgsmålet til at betyde mere – og ikke mindre – i takt med at livssyn og kulturer konfronteres med hinanden.

De etniske, kulturelle og religiøse grupper vender sig ind i sig selv og dyrker deres egen partikulære identitet – og de afkræver respekt og anerkendelse fra stat og samfund. Og dette gælder – som de senere års politiske udvikling minder os om – ikke kun for minoriteter, men også den demografisk – og senere politisk – vigende majoritet. Vil de acceptere forfatningspatriotisme og bro-fetichisme som erstatning for en substantiel, historisk og kulturelt funderet forståelse af, hvad det vil sige at være dansk?

Det er der ingen grund til at bilde sig ind. Og dermed er der lagt i ovnen – ikke til samling, men til splittelse og strid. Jeg er optimist. Staten og samfundet og den institutionelle orden skal nok klare det. Det er mere solidt, end man tror. Men det er en ny virkelighed, vi går ind i.

Realistisk set bliver konflikt og anerkendelseskampe – både fredelige og voldelige – et forhold, vi må affinde os med og indrette os på.

Den beslutning har vi taget for længst og gentaget for mange gange. Det strammer alle de forkerte steder. En dag revner bukserne.

-----------

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique, der er et tidsskrift for borgerlig og konservativ idé- og samfundsdebat. Han er desuden forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden". Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Jarl Cordua: Vil Mette Frederiksen give dødsstødet til den øde ø? Jarl Cordua: Vil Mette Frederiksen give dødsstødet til den øde ø? Næste artikel Johanne Dalgaard: Ole Birk, du har et ansvar for DSB's krigserklæring Johanne Dalgaard: Ole Birk, du har et ansvar for DSB's krigserklæring