Christian Egander Skov: Farlige stemmer nægter at erkende coronakrisens dybde

KOMMENTAR: Coronakrisen er en potentiel katastrofe. Ikke bare fordi den vil tage livet af mange, men også fordi den skaber en situation, som meget let kan glide vores bærende samfundsinstitutioner af hænde og få samfundet til at krakelere.

Det er en mærkelig oplevelse at stå midt i denne coronakrise, som er skyllet ind over os.

Det er gået så hurtigt, og mange er blevet taget på sengen. En sønderjysk gymnasieklasse, der var draget til Italien, nåede dårligt at pakke ud, før hele landet blev erklæret rød zone, og eleverne interneret på hotelværelser, kun for hurtigst muligt at blive transporteret hjem.

Selv var jeg ugen forinden i Norge og kunne derfra mærke omslaget. Jeg var kort sagt ubekymret, da jeg rejste derop. Stemningen i lufthavnen var endnu ubekymret.

Kun fraværet af kinesiske rejsende og håndspritten i security gav anelser om den brand, der gik over verden. Jeg anså det for noget, der skete et andet sted og kun langsomt ville brede sig til Danmark

Ligesom de fleste mennesker har jeg svært ved intuitivt at forholde mig til eksponentiel vækst. Derfor forstod jeg ikke krisens akutte karakter. En uge efter var stemningen helt forandret.

Fra de første forlydender om smittede danskere til de strenge tiltag, der frarådede større forsamlinger på over 1.000 mennesker og indskærpede rejsevejledningen, gik der kort tid. Og herefter gik det kun hurtigere, som om tingene allerede var kommet ud af kontrol.

Det var omkring det tidspunkt, at krisen manifesterede sig som en kropslig erfaring hos mange. En dirrende fornemmelse af at afvente noget, der med sikkerhed ville komme. En dom. Ja, som i Lars von Triers 'Melancholia', hvor en klode er på vej mod jorden for med sikkerhed at udslette alt liv der.

Eller som i den klassiske koldkrigsfilm 'On the beach', hvor en gruppe mennesker i Australien, der hidtil havde unddraget sig konsekvensen af en altomsluttende atomkrig, må afvente deres skæbne i sikker forvisning om, at det nukleare nedfald vil slukke den sidste gnist af menneskehed i løbet af et par måneder.

Det er ikke de absolutte i den dom, jeg tænker på. Blot denne fornemmelse af, at noget vi står i, allerede er afsluttet, og at vi derfor bare må vente. Det er skæbne slet og ret, med den fulde vægt af lige dele afmagt og vilkårlighed, som knytter sig til det begreb.

Hvis vores nuværende undtagelsessituation fremtræder for os som en slags parentes, et særligt afgrænset tidsrum med klare karakteristika, så er afventningstiden en anden parentes.

Og på sin vis er den mærkeligere. For hvor den egentlige undtagelsessituation netop har klare kendetegn, i form af normalitetens bratte ophør, så er afventningstiden omvendt kendetegnet ved ikke at adskille sig fra normaliteten eller i det hele taget have særlige kendetegn.

Ud over et: Man kan pludseligt se, at normaliteten har en udløbsdato, og at det liv, man nu engang lever og i enhver henseende har taget for givet, har en klar tidslig kvalitet, som hidtil har været skjult, men altså pludselig åbenbarer sig. Hvor der før var en horisont, er der nu en afgrund.

Man kan affinde sig med undtagelsessituationen, finde sig til rette i den og sige ”nu er dette vores vilkår”, men det disede land mellem hverdagslivet og undtagelsessituationen – den liminale fase – den kan man ikke komme overens med.

Det er et rum uden rumlighed, et ikke-sted, hvor blikket altid er rettet enten frem mod den afslutning, der venter, eller tilbage mod det, der svinder. For selv om man forsøger at holde blikket på her og nu, vil man ikke finde andet end et øjeblik, der allerede er under afslutning.

Afventningstiden siver gennem ens fingre.

Nu hvor vi står i undtagelsessituationen, finder vi en virkelighed, der bedst opsummeres i udtrykket ”Danmark lukker ned”. Dette udtryk, der i sin intention betegner svaret på coronakrisen, rummer også en ildevarslende bibetydning af krisens katastrofale potentiale.

For coronakrisen er en potentiel katastrofe. Ikke bare fordi den vil tage livet af så og så mange. Selvom dette turde være katastrofalt nok i sig selv. Nej, coronakrisen truer vores institutioner, fordi den skaber en situation, som meget let kan glide vores bærende samfundsinstitutioner af hænde.

Ja, en situation, som vil glide dem af hænde, hvis de netop ikke tager drastiske skridt for at forhindre virussen i at fortsætte den eksponentielle vækst, der er dens naturlige vækstforløb.

Og skulle dette ske, ville konsekvenserne række langt ud over den umiddelbare kaskade af personlige tragedier knyttet til sammenbruddet. Tilliden til institutionerne ville forsvinde. Samfundet ville krakelere.

De amoralske hamstringsmænd ville have fået oprejsning: Det var fornuftigt at handle, som om man ikke kunne regne med systemet – i et samfund uden tillid er det rationelt altid at sætte sig selv først. Og da ville undtagelsessituationen afsløre sig som blot en ny afventningsperiode før en endnu dybere afgrund.

Hvor der skulle være beslutning, ville der i stedet være skæbne.

Af samme grund er de farligste stemmer lige nu dem, der nægter at erkende coronakrisens dybde eller relativerer den ved at hævde, at den nuværende situation er vand i forhold til dette eller hint apokalyptiske favoritscenario.

Disse folk blander gift i den offentlige samtale, for de undsiger det nationale handlingsfælleskab, som bygger på en konsensus om krisens karakter. De sår tvivl, hvor andre skal høste afgørelse. De er som Grima Ormtunge, der hviskede ubeslutsomhed i kong Theodens øre.

Til dem er der intet at sige. Der kan ikke være en samtale. Lige nu i denne undtagelsessituation, som det er blevet vores lod at stå i, findes kun to slags mennesker: ansvarlige og uansvarlige – samlingsmænd og hamstringsmænd. Og vi må hver især vælge.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Forrige artikel Benny Damsgaard: De puniske krige mellem V og K er blusset op igen, igen Benny Damsgaard: De puniske krige mellem V og K er blusset op igen, igen Næste artikel Johanne Dalgaard: Næste gang skal vi være mindre magelige Johanne Dalgaard: Næste gang skal vi være mindre magelige