Christian Friis Bach: Kinas kritik af avis­tegning varsler en ny verdensorden

Siden 1954 har Kina fulgt en doktrin om ikke-indblanding i andre landes indre anliggender og respekt for andre landets suverænitet. Doktrinen bygger på de Fem Principper for Fredelig Sameksistens proklameret af den kinesiske premierminister, Zhou Enlai, og hans indiske kollega Jawaharlal Nehru. Det første princip er "gensidig respekt for territorial integritet og suverænitet".

Den doktrin og de principper har i 65 år været fundamentet for alle analyser af kinesisk udenrigspolitik af både diplomater og forskere. Men det er på tide at ændre de analyser.

Kina skifter langsomt, men sikkert, fra en ikke-indblandingsdoktrin til en indblandingsdoktrin. Det er Kinas reaktion på tegningen i Jyllands-Posten af det kinesiske flag med coronavirus blot det seneste eksempel på.

Verden oplever et langt mere selvsikkert og aggressivt Kina, der ufortrødent forfølger kinesiske interesser langt ud over landets egne grænser.

Tegningen i Jyllands-Posten var måske ikke smagfuld eller respektfuld, og Kina fortjener bestemt både empati og opbakning i forbindelse med sygdomsudbruddet. Men tegningen var heller ikke ondsindet.

Den var, som Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe, udtrykte det, "en registrering" og kunne være blevet tolket som en barsk illustration af alvoren i virus-udbruddet. Men når Kina via ambassaden officielt kræver en undskyldning fra Jyllands-Posten, er det et angreb på ytringsfriheden.

Det bedste forsvar for menneskerettighederne kan være et angreb. Når Kina blander sig, må Kina acceptere, at vi blander os. Også når det gælder undertrykkelsen af menneskerettighederne i Kina.

Christian Friis Bach

Det er ikke et enkeltstående tilfælde. I årsrapporten fra Human Rights Watch, der udkom for nylig, udråber organisationens leder, Kenneth Roth, Kina som den største trussel mod menneskerettighederne.

"Fordi Kina ser menneskerettighederne som en eksistentiel trussel, så udgør Kina en eksistentiel trussel mod menneskerettighederne," skriver han. Og han beskriver over hele 16 sider, hvordan Kina angriber og underminerer menneskerettighederne i hele verden ved at kritisere og angribe ethvert land eller stemme, der kritiserer menneskerettighederne i Kina.

Rapporten opremser en lang række af virksomheder, sportsstjerner, Hollywood-kendisser, universiteter og andre, som bukker nakken, når de kommer i klemme for blot en mindste kritik af Kina.

Hotelkæden Marriott fyrede en medarbejder, fordi han likede et tweet, der kaldte Tibet for et land. Filmen Top Gun er blevet redigeret for at fjerne et taiwansk flag fra den pilotjakke, som Tom Cruise går rundt med.

Fodboldspilleren Mesut Özil fik store problemer og blev redigeret ud af et kinesisk fodboldspil, da han kritiserede forholdene for det muslimske mindretal i Kina. Basketklubben Houston Rockets blev blokeret på kinesisk stats-tv og kritiseret af Kinas generalkonsulat, da deres manager, Daryl Morey, ytrede støtte til demonstrationerne i Hongkong.

Hertil kommer, skriver rapporten, at Kina truer kinesere i udlandet, hvis de kommer med den mindste kritik af Kina, og truer eksil-kinesere med repressalier over for familierne i Kina, hvis de er kritiske. 

Det er på tide at stå fast, mener Kenneth Roth. Stille sig op mod Kinas menneskerettighedskrænkelser. Forsvare menneskerettighederne. "Det er årtiers fremskridt for menneskerettighederne, der er på spil," slutter han.

Tilsvarende har den kendte demokratiforsker Larry Diamond både i en ny bog og efterfølgende i en rapport udgivet af Hoover Institute skrevet om det, han kalder for en global kampagne for en kinesisk autoritær, statsdirigeret model, hvor kritik af Kina forsøges undertrykt og censureret, og hvor Kinas indflydelse styrkes.

Han ser Kina som en eksistentiel trussel mod demokratiet og beskriver den stigende kinesiske indflydelse gennem penge, gigantiske lån, donationer, virksomheder, skoler, tænketanke, universiteter, medier, propaganda, havne, netværk og de 60 millioner kinesiske studerende og arbejdere, der bor i udlandet. Det kræver et stadigt mere aktivt modsvar, mener Diamond.

Doktrinen om kinesisk ikke-indblanding bliver også udfordret på mange andre områder. Kinas støtte til ledere som Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, præsident Maduro i Venezuela og tidligere præsident Mugabe i Zimbabwe bidrager til at holde dem ved magten, hvilket bestemt ikke altid har været i overensstemmelse med ønsket fra et flertal i de respektive befolkninger.

Er det ikke-indblanding? Eller indblanding? Nok mest det sidste. Det afspejler et Kina med meget store økonomiske interesser uden for Kinas grænser, og de interesser bliver markant udvidet i de her år med det gigantiske og ambitiøse infrastrukturprogram One Belt, One Road.

Kina er også begyndt at udvide sine militære interesser. Landet har øget bidragene af både penge og soldater til FN's fredsbevarende tropper, og langt de fleste kinesiske fredsbevarende tropper er i Sydsudan, hvor China National Petroleum Corporation samtidig er den største investor i oliesektoren.

Kina har bygget militæranlæg på de omstridte øer i det sydkinesiske hav og har nu sin første udenlandske militære base i Djibouti. Der er tilsyneladende flere under planlægning, ikke mindst for at beskytte investeringerne i One Belt, One Road. Derudover ønsker Kina at ekspandere i det arktiske område med forsøgs- og forskningsstationer, lufthavne og minedrift.

Det er på tide at afklæde den kinesiske udenrigspolitik 65 års doktrin om ikke-indblanding og respekt for andre landes suverænitet. Kina har i dag en stadig mere aktiv udenrigspolitik, der søger at fremme kinesiske interesser, og det betyder indblanding i andre landes beslutninger og indre anliggender.

Fra Færøerne og Huawei til Syrien og menneskerettighederne, hvor Kina sammen med Rusland i en stribe tilfælde har nedlagt veto mod kritiske resolutioner i FN's sikkerhedsråd.

Det er måske tilfældigt, men bestemt ikke ubetydeligt, at det sker samtidig med, at USA under præsident Trump følger en udenrigspolitisk doktrin, der i langt højere grad lægger vægt på landes suverænitet og ikke-indblanding.

Det er en ny verdensorden, som vi skal forstå og forholde os til. Jyllands-Postens tegninger er kun en lille krusning på en overflade af målrettet kinesisk udenrigspolitik. Men det er forhåbentligt også en verdensorden som kineserne, i hvert fald befolkningen, selv vil forstå og forholde sig til.

Det vil være svært for Kina at fastholde sin ret til at afvise enhver kritik af menneskerettighederne i Kina som indblanding i Kinas indre anliggender, når landet angriber ytringsfriheden i Danmark og menneskerettigheder i andre dele af verden.

Det bedste forsvar for menneskerettighederne kan være et angreb. Når Kina blander sig, må Kina acceptere, at vi blander os. Også når det gælder undertrykkelsen af menneskerettighederne i Kina.

-----

Christian Friis Bach er radiovært på Radio4, forhenværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og tidligere udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.