CISU-formand siger farvel og tak efter et år på posten

FORMANDSSKIFTE: Når CISU's bestyrelse vælger ny formand i foråret, bliver der ikke mulighed for at pege på nuværende formand Jon Clausen. På grund af manglende tid og mindre engagement i Axis har han nemlig valgt ikke at genopstille.

Efter overvejelser har formand for CISU valgt at stoppe. Han mener, at medlemmer af bestyrelsen skal være aktive i den organisation, man er valgt for, og det er ikke længere muligt, vurderer Jon Clausen. <br>
Efter overvejelser har formand for CISU valgt at stoppe. Han mener, at medlemmer af bestyrelsen skal være aktive i den organisation, man er valgt for, og det er ikke længere muligt, vurderer Jon Clausen.
Ninna Gøbel Rønberg

Da Jon Clausen tiltrådte formandskabet 16. maj 2017, var det en mand, som var klar til at smøge ærmerne op.

I et tiltrædelsesinterview med Altinget: civilsamfund fortalte han om de nye tider for CISU efter nedskæringer på civilsamfundspuljen, og hans ambitioner om at sætte fokus på nye finansieringsformer som erstatning for de gamle.

Godt et år senere har han valgt ikke at genopstille, når CISU skal vælge ny formand, skriver CISU på deres hjemmeside.

Bestyrelsen skal efter organisationens generalforsamling 21. april 2018 udpege den nye formand på deres første møde.

Han begrunder sit valg ud fra manglende timer i døgnet og mindre aktivt engagement i den almennyttige udviklingsorganisation Axis:

"Når jeg alligevel har valgt ikke at genopstille, hænger det dels sammen med tidsmæssige overvejelser i forhold til mit daglige arbejde på Københavns Universitet. Derudover hænger det også sammen med, at jeg i dag er mindre aktivt engageret i Axis, som jeg er valgt for," udtaler han til CISU og fortsætter.

"Jeg mener, at medlemmerne i CISU's bestyrelse helst skal være aktive i de organisationer, de repræsenterer, men på grund af begrænset tid har jeg desværre ikke mulighed for længere både at engagere mig i CISU og Axis, og derfor vil jeg hellere stoppe nu og lade andre tage over."

Mange år i udviklingsmiljøet
Jon Clausen har været engageret i det danske udviklingsmiljø siden 2005 og var fra 2012-2017 formand for organisationen Axis, der arbejder med uddannelse i udviklingslande. Han blev valgt ind i CISU's bestyrelse i 2014, hvor han de sidste to år har fungeret som næstformand.

Desuden er han uddannet cand.mag. i kulturstudier og journalistik, og til dagligt arbejder han på Københavns Universitet, hvor han koordinerer en kandidatuddannelse i Global Udvikling og laver pressearbejde.

0:000:00