Civilt overblik: Folkemøde Special – det er her, de slemme holder til

UGEREVY: Der er Folkemøde i alle hjørner og kroge af denne uges civile overblik. Men vi kommer også omkring en sag om aflønning og pension i fondsverdenen og arvepenge til de velgørende organisationer.

Der var royalt besøg på folkets møde i Allinge i sidste uge.
Der var royalt besøg på folkets møde i Allinge i sidste uge.Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Der var høj sol over Allinge og tilsvarende højt skum i fadølskrusene, da årets Folkemøde løb af stablen i sidste uge.

Folkemødet sætter et stærkt præg på denne uges civile overblik, men der bliver også tid til at se på en sag om løn og pension til en fondsbestyrelse. Og så skal vi også en tur op i det sociale udkigstårn.

Lad os lige slå stemningen an med afdøde Mads Holgers reportage fra Folkemødet. Den er fra 2013, men den er lige så aktuel nu, som den altid har været. Den starter med, at han og hans kammerat ankommer i åben vogn. Her bliver de dirigeret gennem Allinge af myndige hjemmeværnsmænd i refleksveste og er henvist til at følge trafikken "ureflekterede og apatiske som venstrevælgere."

"For at gøre ondt værre erfarer vi at være havnet i den forkerte ende af byen. Det er her, de slemme holder til. Her står noget om økologi på alle boderne, og her lugter som en hel Land og Folk-festival," skrev Mads Holger. Læs eller genlæs hele hans klumme her.

Nu er tingene ikke altid, som de ser ud. Og selv blandt de slemme kan man – hvis man er heldig – finde civile (og sågar civiliserede) bobler.

 

Civile bobler torsdag aften. Det er landsformand for Dansk Blindesamfund, Thorkild Olesen, som løfter glasset.

 

Torsdag aften tog Dansk Folkeoplysnings Samråd, Center for Frivilligt Socialt Arbejde og Frivilligrådet igen i år initiativ til at samle folk fra alle dele af civilsamfundet over et lille glas og en dertilhørende skåltale om civilsamfundets fortræffeligheder.

"Der er blevet større efterspørgsel efter værdierne hos civilsamfundet og det, de frivillige kan. Vi må værne om de værdier, vi brænder for som ildsjæle og samtidig arbejde sammen om at skabe grundlaget for, at civilsamfundet kan sætte et endnu større fodaftryk på samfundet," sagde formanden for Dansk Folkeoplysnings Samråd, Per Paludan Hansen.

Fra Folkemøde til borgermøder. Mandag Morgen lancerede i sidste uge et nyt initiativ, der skal forny den demokratiske samtale. Projektet kaldes VoresStemmer og skal med borgermøder i stor skala styrke dialogen mellem borgere og politikere – i første omgang i tre kommuner.

300 til 500 repræsentativt udvalgte borgere i kommunerne skal sammen finde løsninger på udvalgte politiske problemstillinger. I Varde handler det for eksempel om at få borgernes hjælp til at knytte by og land bedre sammen, fortæller borgmester Erik Buhl Nielsen (V).

"De skal hjælpe os med, hvordan vi håndterer problematikken med, at der er nogle landsbyer, der har det svært sammenlignet med Varde, som er vores hovedby," siger han i artiklen her.

For en kort stund giver vi ordet til Nordea-fondens direktør, Henrik Lehmann Andersen, som ofte er god for en fyndig bemærkning. Således også under debatten torsdag hos de tre brygger-fonde, Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet:

"Jeg er ved at brække mig over fonde, der snakker om 'vores projekter'. Det er ikke vores projekter. Det er jeres."

Skål.

 

Birgitte Boesen styrer debatten om filantropiens grænser hos Carlsberg-familien. 

 

En anden fyndig herre, nemlig Carlsbergfondets formand, kom i mediernes søgelys i sidste uge. Berlingske Business kunne nemlig fortælle, at Flemming Besenbacher forud for sin ansættelse i januar 2012 fik indbetalt hele fire millioner kroner forud på sin pensionsordning.

Det blev Erhvervsstyrelsen opmærksom på i forbindelse med en svindelsag i fonden sidste år. Styrelsen har accepteret ordningen for Besenbacher selv, men krævet, at den bliver ændret, så fremtidige formænd får pensionspengene indbetalt løbende.

Berlingske Business kunne også fortælle, at Flemming Besenbacher 'masede på', som avisen skriver, for at få hævet honoraret til sig selv og resten af bestyrelsen. Det endte styrelsen med at nikke ja til, men noterede samtidig, at "vederlaget ses at være højt i forhold til andre sammenlignelige fonde."

Historien om pensionsordningen kan læses her, mens artiklen om vederlaget ligger her. Begge kræver abonnement på Berlingske.

Vi bliver ved det med pengene. For dem har fondene for mange af. De uddeler ikke nok og betaler for lidt i skat – i hvert fald hvis man spørger Enhedslisten. Den situation har partiet sat sig for at ændre, kunne Altinget fortælle i sidste uge.

"Når man ser på tallene, får man det indtryk, at man som fond nærmest skal være en tumpe for at betale skat. Der bliver ikke betalt særlig meget i skat. Og der bliver ikke delt særlig mange penge ud. I stedet foregår der en gigantisk ophobning af formuen. Så der er et eller andet galt," siger partiets finansordfører, Rune Lund, i artiklen her.

Og på Folkemødet fik han så anledning til at uddybe det synspunkt ved Altingets fondsdebat på Grønbechs Hotel. Men der var ikke meget medvind i haveteatret. Moderator Michael Jeppesen havde gennemgået forslaget, der skulle gøre noget ved tingenes tilstand. Og han konstaterede, at det bestod af et fondsregister, lidt mere kontrol og nogle renter på hensættelser, hvilket affødte spørgsmålet: Var det virkelig det mest radikale, I kunne finde på?

Og det var det. For nu i hvert fald. Men der kommer mere senere, bebudede Rune Lund. Der er flere nedslag fra debatten i artiklen her.

Og så til efterlivet. Eller måske snarere den økonomiske resultatopgørelse efter vores vandring på jorden. For 31 velgørende organisationer har sat gang i en kampagne, som de kalder Det Gode Testamente. I kampagnen opfordrer de ældre mennesker til at tage stilling til, hvordan deres arv skal anvendes.

Men kan man egentlig tillade sig at gå efter de penge, som ellers ville gå til arvingerne? spørger Kristeligt Dagblad. Til lejligheden har avisen opfundet en Bjørn Jensen, som er grundigt muggen over, at hans mors penge, der ellers ville falde på et tørt sted, nu risikerer at sive ud i civilsamfundet.  

I den virkelige verden har formanden for styregruppen, Ann Marie Panduro fra Hjerteforeningen, nu ikke hørt nogen kritik af kampagnen.

"Den handler om at italesætte det generelle problem, at så få tager stilling til deres arv. Intentionen er absolut ikke at tage noget fra nogen. I stedet opfordrer vi til, at man i samråd med sine nærmeste drøfter de muligheder, der er, og på den måde undgår konflikt på et senere tidspunkt," siger hun i artiklen her.

Nu står I fire midaldrende mænd i lyseblå skjorter. Hvordan synes I selv, det går med diversiteten i den danske fondsverden?

Det var indholdet i et spørgsmål, der skabte morskab blandt forsamlingen, da et blåskjortet mandepanel fredag formiddag diskuterede impactinvestering på Grønbechs Hotel. Panelist, midaldrende mand og derudover direktør for Bikubenfonden, Søren Kaare-Andersen, svarede, lidt pikeret måske, at han syntes, det var ærgerligt, at man nu ikke måtte sige noget, fordi man var en mand over 60 og gik i blå skjorte.

Diversitet in action. Fire fondsledere i paneldebat. 

 

Ved debatten fortalte Lars Jannick Johansen (det er ham i den lyseblå skjorte, red.), i øvrigt, at Den Sociale Kapitalfond Invest, som han repræsenterer, har indgået et interessant samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed, Specialisterne, i Ballerup. Kapitalfonden låner Specialisterne penge. For pengene laver virksomheden en indsats for at få unge med autisme i arbejde i Ballerup. Kommunen måler, hvor mange penge den sparer på overførselsindkomster og lignende og betaler Specialisterne for indsatsen, hvorefter Specialisterne betaler sit lån til kapitalfonden tilbage.

Og vi bliver ved Den Sociale Kapitalfond. Fonden har nemlig vundet et udbud, der sætter den i stand til at starte et samarbejde med 18 virksomheder i 13 kommuner om at få udsatte ledige i arbejde. Det særligt interessante ved projektet er, at det også rummer præcise opgørelser af de sociale besparelser ved indsatsen. Og dermed kan det måske bane vej for, at sociale indsatser bliver et investeringsobjekt for eksempelvis pensionskasser gennem sociale obligationer.

"I dag er der for mange ubekendte, som gør, at for eksempel pensionsselskaberne ikke kan vurdere deres risiko. Så der mangler data og validering af resultaterne. Og der håber jeg, at vi i dette projekt kan skabe en valid og troværdig businesscase," siger Birgitte Frost Mathiesen, som er programdirektør i Den Sociale Kapitalfond. Og den artikel finder I her.

Vi befinder os i den sociale del af overblikket, men inden vi kaster os over det globale, skal vi dvæle et øjeblik ved det lokale.

For på Folkemødet blev den årlige socialøkonomiske kommunepris uddelt. Prisen gik til Slagelse kommune og blev modtaget af byrådsmedlem og tidligere borgmester Lis Tribler (S). Vi bringer her et billede af en, der tager et billede af, at Lis Tribler modtager prisen.

 

Overrækkelse af den socialøkonomiske kommunepris. [Foto: Robin Vickery]

 

Ved prisoverrækkelsen sagde Lis Tribler i øvrigt:

"I fremtiden står vi over for nogle store udfordringer på velfærdsområderne, som kræver en indsats på flere fronter. Det kræver nytænkning og tæt samarbejde med lokale virksomheder og foreninger. De socialøkonomiske værktøjer giver os netop rum til dette."

Vi napper lige en pris mere. Nemlig Dialogprisen, der blev uddelt på Folkemødet søndag formiddag. Og den gik i år til gruppeformand for SF, Jacob Mark.

"Det bliver jeg rigtig stolt af, fordi det viser, at der er en del mennesker, der synes, at jeg lytter og måske endda også gør noget ved det, der er vigtigt for dem," siger Jacob Mark til Altinget i denne artikel. https://www.altinget.dk/artikel/ung-sf-profil-vinder-aarets-dialogpris 

Og så til tops. Som altid er Sociale Entreprenører i Danmark vores globale udsigtsleverandør.

En ny rapport fra den britiske organisation Social Finance har undersøgt, om kommuner kan investere i sociale virksomheder og få mere ud af skattekronerne. Det kan de, kan vi afsløre. Og rapporten fortæller mere om, hvordan. Den kan I finde her.

Hvordan kommunikerer man om den gode sag?

Det handler en ny bog om. Og i den deler kommunikationseksperter fra hele verden deres viden om, hvordan nonprofit-organisationer kan bruge PR til at styrke deres sag.

Og den bog kan I læse mere om her.

Og så er der selvfølgelig meget mere at hente om socialt iværksætteri og deslige hos Sociale Entreprenører i Danmark.  

Ugen, der kommer, er fattig på arrangementer. Men mon ikke også de fleste af jer er lidt matte efter Folkemødet. Et par runde fødselsdage derimod skal der være plads til. Det er Therese Rytter, chefjurist i Dansk Institut mod Tortur, som mandag fylder 50. Og tirsdag fylder tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Arne Piel Christensen 80.

Det var, hvad vi havde på programmet i denne uge. Der er endnu et civilt overblik – det sidste før sommerferien – om en uge.

Og lad os så give Mads Holger det sidste ord:

"Det var et godt Folkemøde, jeg kommer igen næste år, men indrømmet må det være, at det handlede lidt mere om fadøl end politik, men det gør Danmark jo desværre også."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Buhl Nielsen

Fhv. borgmester (V), Varde Kommune
landbruger

Henrik Lehmann Andersen

Direktør, Nordea-fonden og Tietgenfonden, formand, Fondenes Videnscenter
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1992)

Rune Lund

Fhv. MF (EL)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

0:000:00