Debat

Concito: Der er ingen undskyldninger for manglende grøn omstilling

DEBAT: Teknologien har leveret elbilerne, nu er det tid til, at politikerne får dem på vejene. Derudover er det afgørende, at vi får bæredygtig mobilitet og strøm til godstransporten, mener Henrik Gudmundsson.

Elbiler, bæredygtig mobilitet og dekarboniseret
godstransport er tre vigtige fokuspunkter i den grønne omstilling, skriver Henrik Gudmundsson. 
Elbiler, bæredygtig mobilitet og dekarboniseret godstransport er tre vigtige fokuspunkter i den grønne omstilling, skriver Henrik Gudmundsson. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henrik Gudmundsson
Seniorkonsulent, Concito

Elbiler, bæredygtig mobilitet og dekarboniseret godstransport.

Det er kort sagt de tre hovedfokus, der aktuelt bør sættes for den grønne omstilling i transporten, som stadig mangler at blive fløjtet i gang her 30 år efter Danmarks – og verdens – første nationale ’Transporthandlingsplan for Miljø og Udvikling’ (1990).

Regering efter regering har siden dengang udsat at forholde sig til transportsektorens manglende bæredygtighed. Og vi venter faktisk stadig, mens presset for stadig højere mobilitet i mellemtiden er ved at indtage rollen som den største klimaudfordring, vi står overfor herhjemme, i EU og globalt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men nu går den altså ikke længere …

Teknologien er her
Det er klart, at elbiler er en langt mere miljømæssigt acceptabel løsning på ønsket om individuel motoriseret mobilitet end benzin- og dieselbiler. Det var sådan set også ret klart for 30 år siden.

Og vi venter faktisk stadig, mens presset for stadig højere mobilitet i mellemtiden er ved at indtage rollen som den største klimaudfordring, vi står overfor herhjemme, i EU og globalt.

Henrik Gudmundsson
Seniorkonsulent, Concito

I mellemtiden er teknologien blevet udviklet og markedsmodnet af pionerer som Elon Musk og et voksende pres på politikere fra befolkning og medier. Nu er de elbiler der faktisk, og så er der ingen undskyldning for ikke at få dem ind og fase de fossile biler ud ud af systemet mindst lige så hurtigt.

Det vil sige, selvfølgelig skal man tænke sig om, så bunden ikke går ud af økonomien. Det er derfor klogt, at man har sat Anders Eldrup og andre eksperter til at foreslå en langsigtet strategi for grøn omstilling på personbilområdet inden for rammerne af sektorens økonomi.

Fra Concito ser vi følgende centrale elementer indgå i en sådan omlægning:

  • Tekniske bilafgifter, som afspejler bilernes samlede klima- og miljøpåvirkning i stedet for værdien. Det vil give biler med lav emission som elbiler en fordel i Danmark.

  • En fortsat periode med rabatter for lavemissionsteknologier såsom batterier, der modsvares af fordyrelse for højemissionsteknologier såsom store forbrændingsmotorer.

  • Energiafgifter, der i højere grad afspejler drivmidlernes CO2-belastning, henholdsvis CO2-fortrængning

  • Indførelse af roadpricing, som differentieres efter trængsel og miljøbelastning, og som skaleres, så provenuet bidrager til at dække eventuelle tab ved omstilling fra fossile køretøjer.

  • Eventuelle yderligere provenutab kan imødegås inden for sektoren for eksempel ved at modificere befordringsfradraget, undlade visse dyre infrastrukturinvesteringer, som indtil videre (hvor der ingen styring er) bare producerer mere CO2 og trængsel på et højere niveau, samt skalere afgifterne på den tunge trafik.

Urban mobilitet og strøm til godstransporten
Det er dog også klart, at flere personbiler på el og færre på diesel, benzin og palmeolie ikke alene er svaret på alle transportsektorens klimaudfordringer. Vi har også brug for mere bæredygtig mobilitet samlet set.

For det første er ubegrænset individuel motorisering ikke nødvendigvis lykken i de byer, hvor flere og flere af os gerne vil leve vores liv i fremtiden.

Mobiliteten i den attraktive, kompakte, effektive konglomeration, som en by kan være, skal i højere grad være aktiv, fælles og delt, ud over at den skal være elektrisk. Det skal den sådan set også uden for byerne, blot med andre metoder.

For det andet mangler vi i næsten endnu højere grad at komme i gang med omstilling af den tunge transport.

Elektrificeringen bliver også en del af svaret på det område, men herhjemme er der stort set ingen, som har kigget på, hvad det er for en infrastruktur, der skal til for at forsyne godstransporten med strøm, og hvilke politiske initiativer der er nødvendige for at dekarbonisere transporten af de ting og sager, vi producerer, importerer, distribuerer, forbruger og kasserer.

På de områder kan de netop nedsatte klimapartnerskaber forhåbentlig levere de første byggesten til en handlingsplan.

Den kan udvikles parallelt med, at Eldrup-kommissionen får styr på, hvordan udskiftning fra fossil til el kan speedes op på personbilssiden, og regeringen får udviklet en vision om fremtidens bæredygtige mobilitet i by og på land.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00