Cordua: Året, der gik i rød blok

Lige inden at tv-kanalerne blænder op for statsministerens nytårstale 1. januar, og dermed lægger skinnerne ud for den politiske dagsorden 2017, så bør vi lige evaluere det forløbne år i rød blok.

Vi lægger ud med Socialdemokratiet, der i diverse snit af meningsmålinger ligger op mod halvanden procent over valgresultatet i 2011, hvor man fik 26,3 procent. Der er dog stadig et stykke til 'katastrofevalgresultatet' i 2001 på 29,1 procent.

Det kan dog ikke skjules, at S ligger lunt i svinget – også henset til, at de seneste målinger af styrkeforholdet mellem blokkene giver rød blok pæne føringer på op til seks procentpoint og enkelte endnu mere.

Socialdemokratiets statsministerkandidat Mette Frederiksen slår med lethed Lars Løkke Rasmussen (V) i alle ”præsidentvalgsmålinger”. Senest har Gallup i Berlingske onsdag en måling, hvor vælgerne på alle politikområder minus forsvarspolitikken foretrækker oppositionens leder.

Som var han en aldrende Frank Sinatra på afskedsturné har René Gade over flere omgange annonceret sin afgang fra Christiansborg. Det sker i en indpakning af floromvunden Alternativet-lingo om det så forfærdelige og kriseramte Christiansborg, hvor alle er efter hinanden frem for at sætte sig ned i rundkredsen, tale pænt og på saglig vis blive enige om politikken.

Jarl Cordua

Det er der dog ikke noget nyt i, for sådan har det været længe. Lars Løkke Rasmussen er ude af stand til at kæmpe sig fri af, at mange vælgere i blå blok mener, at han er diskvalificeret på grund af sagerne om frås med underbukser og 3GI.

Omvendt kan man sige, at det er en lidt billig baggrund, som Mette Frederiksen brillerer på, da stort set alle ville vinde en troværdighedskonkurrence, hvor modparten hedder Lars Løkke Rasmussen.

2016 har været året, hvor S har cementeret, at partiet ligger markant til højre for alle andre partier i rød blok, når det gælder udlændingepolitikken og retspolitikken.

Jarl Cordua

Det er i øvrigt heller ikke noget særsyn, at oppositionens leder er mere populær end regeringslederen efter et år, der på alle måder må siges at have været særligt turbulent, og hvor partierne i blå blok har kappedes om at udstille V-regeringen som svag og afhængig af netop deres mandater.

Lige det forhold skulle der nu blive ændret på med fremkomsten af den nye trekløverregering.

2016 har været året, hvor S har cementeret, at partiet ligger markant til højre for alle andre partier i rød blok, når det gælder udlændingepolitikken og retspolitikken. Ofte har S-ordførere sammen med DF hamret løs på V-regeringen for ikke at gå langt nok i udlændingestramninger og med hensyn til at føre en hård kurs på det retspolitiske område.

Der er ikke tal på de morgenindslag, hvor retsordfører Trine Bramsen live på TV 2 News har hamret løs på daværende justitsminister Søren Pind (V), hvor han er blevet anklaget for at sidde på hænderne, når det gælder rockere og skyderier i København – for ikke at tale om beliggenheden af en ny politiskole.

Også i EU-politikken har S flyttet sig. Her bruger man nu blandt andet med Henrik Sass Larsen i front taletid på at kritisere Bruxelles for at føre en forkert politik på udlændingeområdet, men også i forhold til at sikre arbejdspladser og med hensyn til social dumping. Det ligner et permanent skifte mod en EU-skeptisk kurs.

I al fald tyder målingerne på, at det er lykkedes at vinde utilfredse DF-vælgere tilbage. Vælgere, som for længst har fravalgt Venstre på grund af Løkke, har måske overvintret hos DF, men flygter nu fra DF på grund af Messerschmidt-sagen og søger ly hos S, der har flyttet sig markant politisk bare i forhold til tiden under den langt mere EU-begejstrede Helle Thorning-Schmidt.

S har også undladt at præsentere alt for konkret politik, som man siden hen risikerer at blive hængt op. Der var ikke meget at komme efter for pressen og politiske modstandere, da S skulle præsentere finanslovsoplæg i år. Det sker sikkert også i erkendelse af, at vælgerne ikke rigtig efterspørger den slags endnu. Det kan komme, når valget står for døren. Formentlig først om to år. Indtil da lever man fint med hverken at være Lars Løkke eller partiet, der huser Morten Messerschmidts cirkus med EU-midler.

Yderligere har S haft en sjælden succes med styr på tropperne, hvis man ser bort fra, at en enkelt nyvalgt socialdemokrat hoppede over til Alternativet, og at samarbejdet med det tidligere Siumut-medlem, tidligere landsstyreformand MF Aleqa Hammond, nu er en saga blot, efter at regeringen ”købte” hende med en formandspost i Grønlandsudvalget – mod at hun lovede at frede regeringen i alle sager, der ikke vedrører Grønland.

Her på det sidste er der slået lidt skår af idyllen hos S, hvor den politiske ordfører Nicolai Wammens kaffeklub, eller magtbase, er blevet decimeret – angiveligt på grund af utilfredshed med Wammens varetagelse af sine klubmedlemmernes interesser. I al fald har de fundet udgangen og samler sig nu om tidligere transportminister Magnus Heunicke, som man skal holde lidt mere øje med.

Det er dog næppe noget, der truer Frederiksens magt. Wammen, der er tidligere borgmester i Aarhus og forsvarsminister, var på et tidspunkt det eneste navn, der blev som nævnt som alternativ til Frederiksen. Men han indgår i en magtdeling, hvor han dog er politisk ordfører. Med færre folk i ryggen, taler han ikke længere med helt samme vægt som før.

Det ændrer heller ikke på, at den, der fortsat har det helt store ord at skulle have sagt, fortsat er gruppeformand Henrik Sass Larsen, som også præsiderer over den klart største kaffeklub, ”Morgenmadsklubben”.

2017 ser ud til at blive et godt år for S, hvor alt tyder på et smukt kommunalvalg, hvor man kan overhale Venstre igen som største borgmesterparti.

Hos Radikale synes der at være ro omkring lederen Morten Østergaard. Radikale ligger i målingerne lidt over det katastrofale valgresultat i 2015, hvor partiet blev mere end halveret. Partiet har brugt tiden til at finde tilbage til dets klassiske position, hvor man gør sig spilbar over for den blå regering på de sager, hvor man er enig med regeringen. Det plejer at være på områder som den økonomiske politik, arbejdsmarkedspolitik og EU-politik. Radikales mandater er sjældent interessante mht. at skabe egentlige flertal med regeringen.

Til gengæld er de guld værd for regeringen, når der skal indgås forlig, der løber i lang tid. For med de radikale mandater, sikrer regeringen sig mod, at politikken ikke bliver lavet om, når der kommer en ny regering. Det fordrer dog, at partiet kommer med i en ny regering, og det er indtil videre uklart.

Socialdemokratiet har brugt tiden siden valget på at distancere sig fra Radikale på områder som EU, retspolitik og flygtninge. Det er simpelthen svært at få øje på fællesmængden af de to partiers politik især på de to sidste områder. Alligevel virker de i forvejen ret så selvbevidste radikale ret overbeviste om, at når flertallet i rød blok er hjemme, så kan der ikke regeres uden om dem.

SF er fortsat i en genopbygningsfase efter partiet nærmest var truet på dets eksistens i tiden efter at man på ydmygende vis forlod Thorning-regeringen tilbage i 2014.

Partiformand Pia Olsen Dyhr kæmper en kamp for at bevare partiets relevans i dansk politik klemt inde mellem de ideologisk profilerede socialister i Enhedslisten, de stadigt mere højredrejede socialdemokrater, de festlige gøglere i Alternativet og de selvbevidste Radikale. Formentlig kan Olsen Dyhr takke højredrejningen i Socialdemokratiet for, at der stadig findes lidt mere end fire procent af vælgerne, der fortrækker SF.

Det tager tid at finde sig til rette med en klar profil, der tiltrækker nye vælgere på et tidspunkt, hvor konkurrencen om vælgerne i rød blok er benhård.

2016 blev året, hvor Enhedslisten skiftede ny politisk frontfigur. Den meget succesfulde Johanne Schmidt-Nielsen forlader Folketinget ved næste valg på grund af partiets rotationsregel. Det gav plads til en anden yngre kvinde med stærk appel, den (også hos politiske modstandere) særdeles vellidte Pernille Skipper.

I målingerne ligger Enhedslisten også lidt over valgresultatet på 7,8 procent. Partiets ordførere er meget synlige, og folketingsgruppen vrimler med folk, der er fremragende kommunikatører, blandt andre miljøordfører Marie Reumert Gjerding og partiets mangeårige strateg Pelle Dragsted.

Desværre for Enhedslisten er netop de to nogle folk, som tidligere har været ansat i partiets sekretariat så længe, at de næppe får en periode mere i Folketinget, da fuldtidsansættelser sammen med tiden som MF tæller med i syvårsreglen.

Spørgsmålet er, om Enhedslisten nu har nået et historisk toppunkt, og om Skipper formår at være indignationens stemme på helt samme effektive måde som Schmidt-Nielsen? Enhedslisten har fået ny konkurrence fra Alternativet, som er vokset til 6-7 procent i målingerne.

Indtil videre har Dragsted dog valgt at omfavne Alternativet og SF og fremhæver til stadighed, at ”venstrefløjen” som blok nu ”historisk” ligger på over 20 procent af vælgerne.

Det kan dog ikke skjules, at Enhedslistens rolle i Folketinget er at være politiske fejlfindere næsten uden direkte politisk indflydelse, og derfor primært bruger tiden på at hamre løs på regeringen, hvor venstrefløjen i tidligere tider også brugte krudtet på at tæske løs på ”klasseforræderne” hos S.

Så snart Mette Frederiksen sætter sig i statsministerstolen, så glemmer EL de borgerlige for at løbe storm mod den nye regering. Sådan er det at være Enhedslisten.

Danmarks nyeste politiske bevægelse Alternativet er fortsat en succes. Vælgerne bakker stadig op, men fremgangen er gået i stå. Og nu forlader den første MF’er allerede projektet igen.  Som var han en aldrende Frank Sinatra på afskedsturné har René Gade over flere omgange annonceret sin afgang fra Christiansborg. Det sker i en indpakning af floromvunden Alternativet-lingo om det så forfærdelige og kriseramte Christiansborg, hvor alle er efter hinanden frem for at sætte sig ned i rundkredsen, tale pænt og på saglig vis blive enige om politikken.

Synspunktet om at politiske modstandere som får og ulve bør leve i fredelig sameksistens har bestemt også sit publikum. Måske er sandheden snarere, at Gades gemyt ikke passer til, at hans parti står næsten uden for indflydelse, og et rastløst menneske med masser af initiativ er rædselsslagen over at se det blive spildt på en gold tilværelse som oppositionspolitiker.

Den første artikel om ”topstyring” med kritik fra baglandet har i øvrigt også åbenbaret sig, og onsdag kan Politiken gøre op sort på hvidt, at partileder Uffe Elbæk ikke selv på nogen måde prioriterer arbejdet med at være parlamentariker – altså medmindre han kan komme i direkte duel med statsministeren i spørgetiden.

Resten af tiden går med at være ubestridt guru og tilbedt stjerne i det parti, som han selv skabte blandt andet i frustration over, at vejen til at blive radikal gruppeformand var lukket, da han måtte gå som kulturminister ovenpå AFUK-balladen. En sag, der kun opstod, fordi den daværende kulturminister pludselig skiftede mening midt i et samråd om sagen.

Alternativet har fået pæn succes med at præsentere og skabe opmærksomhed om en mængde nye forslag og tiltag, der sætter fokus på partiets ret så radikale dagsorden på områder som feminisme og bæredygtighed. Senest har et forslag om ”anonyme jobansøgninger” skabt stor debat, og Alternativet skal have ros for at have iltet den politiske debat, selv om ret mange af forslagene næppe bliver til virkelighed.

Siden har det dog vist sig, at til trods for at Alternativet iblandt har lavet aftaler med V-regeringen, så stemmer partiet i Folketinget næsten konsekvent sammen med Enhedslisten, der som nævnt gør, hvad de kan for at omfavne partiet.

Elbæk selv gør heller ikke meget for at distancere sig fra at tilhøre venstrefløjen, selv om partiet får hjælp af fagbevægelsen i København, der nægter partiet at optræde 1. maj i Fælledparken.

Indtil videre er magien om ”Venstrefløjens svar på Donald Trump”, som MF (LA) Henrik Dahl kaldte ham nogenlunde intakt, og så kan 2017 næsten kun blive et triumf-år for Alternativet, når stemmerne ved kommunalvalget i november er talt op.

Alle læserne ønskes et godt og lykkebringende nytår!

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.